Hej Morten

Det er en vigtig problemstilling, du rejser. Umiddelbart er jeg enig med dig i, at en `god kritik` kræver nogle forudgående normative refleksioner. På den anden side handler det jo i bund og grund om, at du har en særlig forestilling om, hvad `kritik` egentlig betyder. Hvis det - vulgært sagt - handler om, at man ønsker at påpege, at det nutidige samfund er noget lort, så må man spørge: I forhold til hvad? Det kræver så, at man opstiller en idé om et bedre samfund, eller vurderer det nuværende samfund ud fra nogle givne værdikriterier (som fx i Honneths tilfælde; om individer eller grupper krænkes og miskendes). Men videnskabelig kritik baserer sig vel på nogle sandhedskriterier, og idealet er at stræbe efter objektive beskrivelser og fortolkninger (selvom nogle mener dette er umuligt, så må også de vel indrømme, at man ikke bare kan sige hvad som helst om verdenen, som lige passer ind i `ens kram`). En kritik af usande teorier og forskningsresultater behøver vel ikke nødvendigvis være normativ? I nogle sammenhænge (fx hos Kant) betyder `kritik` egentlig blot `undersøgelse`. Jeg synes denne diskussion overlapper med en tidligere i dette forum, nemlig om der er en objektiv social virkelighed. Eksisterer der sociale fakta? Hvis der ikke gør dette, så kan det godt være, at det hele bliver et spørgsmål om normativitet eller måske magt? Jeg mener, det er meningsfuldt at holde fast i en skelnen mellem `det deskriptive` og `det normative`, men mener også, at disse sagtens kan sammenblandes, og både kan modsige og komplementere hinanden. Jeg kan måske gå ud og bekræfte, at mange `vidensarbejdere` får stress af at arbejde under de nuværende betingelser. Dette er deskriptivt. Jeg kan så derefter mene, at det sandelig er en uønsket tilstand, og mene at der må gøres noget i uddannelsesinstitutionerne og fra politisk side. Dette er normativt.

Hej Mads.
Jeg er meget enig i dine overvejelser over kommunisme m.v., men jeg vil egentlig gerne vende lidt tilbage til selve kritik-begrebet.
Nu spiller kritik-begrebet jo en enorm stor rolle i sociologien, og som sociologi-studerende bliver man fra start bombarderet med den ene samfundskritiske sociolog efter den anden. Jeg er bare med tiden blevet mere og mere forundret over dette kritik-begreb…

Nu valgte jeg Foucault som eksempel i mit første indlæg fordi jeg synes problemerne med en samfundskritik uden normativt fundament, kommer meget tydeligt til udtryk hos ham, men man kunne egentlig også tage fat i vores alle sammen kære Bourdieu.
For mig kunne man rette den samme kritik mod Bourdieu. Bourdieu opererer heller ikke med noget ekspliciteret normativt udgangspunkt, men går også bare ud i verden og ”kritiserer ud i det blå”. Jeg bliver mere og mere af den opfattelse at en sådan position, giver samfundskritikken en meget abstrakt og tåget karakter. Dette er særlig godt udtrykt i Habermas’ kritik af Foucault (som jeg nævnte i mit første indlæg). Men det samme gælder i større eller mindre grad for Bourdieu, hvor hans kritik havde haft en helt anden karakter (og substans), hvis han havde opbygget den på baggrund af nogle teoretisk gennemarbejdede normative ideer. Nu mener jeg på ingen måde at Bourdieu er lige til møddingen, man skal næsten være et fjols for at afvise at han har bidraget med yderst frugtbare analyser og begreber. Men som udgangspunkt for en kritisk samfundsvidenskab, bliver jeg mere og mere skeptisk overfor hans position. Med Bourdieu i hånden fortoner hele verden sig i et lys at magtudøvelse, symbolsk vold og undertrykkelse, og man kan, med hans egne ord, kun holde den sociale verden ud ved at være indigneret… (var der nogle der sagde jammersociologi så det ville noget). Jeg synes ærlig talt ikke det er et særlig frugtbart eller konstruktivt udgangspunkt for samfundskritik. Ville ikke også han være blevet nød til at modificere og nuancere sin samfundskritik, hvis han havde opereret med nogle ekspliciterede normative ideer…? Igen, bare for at gentage mig, synes jeg at hans kritik kun kan være så radikal og gennemgribende fordi han ikke behøver at relatere den til en bestemt opbyggelig, normativ ide…

Morten

Hej Kristian

Som jeg nævnte i mit første indlæg, mener jeg at kritisk teori med Habermas og i særlig grad Honneth repræsenterer et bedre og mere meningsfuldt udgangspunkt.
Hos begge de herrer handler det netop om en bestemt normativ ide – hos Habermas den frie og demokratiske dialog og hos Honneth det gode liv. Og ja, begge disse ideer rummer et utopisk element, men det handler jo heller ikke så meget om at vi en dag skal se denne ide fuldstændig virkeliggjort (det tvivler jeg stærkt på at Habermas og Honneth gør sig forhåbninger om), men at en sådan normativ ide netop skal danne udgangspunktet for en kritisk samfundsvidenskab. Dvs. at vi kan nærme os dette ideal ved at påpege og kritiserer udviklingstendenser, der forhindrer at disse ideer bliver virkeliggjort. Derfor bruger både Habermas og Honneth en masse krudt på denne normative ide, på at opstille en teori om hvilke fundamentale betingelser, der skal være opfyldt for at denne normative ide lader sig virkeliggøre.

De konkrete normative ideer hos Habermas og Honneth kan man jo så diskutere (og det bliver de også hos dem). Det jeg synes er interessant, er den måde at tænke kritisk samfundsvidenskab, som dette repræsentere.

Morten

Kære Morten, Mads og andre

Det er helt sikkert en spændende og on-going diskussion, I har startet. Spidser dog ører og sidenhen blyant (!) når der -netop i refleksioner over et kritikbegreb - bliver slynget nogle, synes jeg, ret ukritiske og perspektivløse formuleringer omkring nutidens samfund over skærmen. Uden at være uenig i kritikken af de historiske forsøg på at skabe såkaldt kommunistiske systemer rundt om i verden, kan jeg simpelthen ikke lade være med at kommentere på en beskrivelse af kapitalismen som eneste mulige fundament for et velfungerende samfund. Og så samtidigt opsummere dens `bagside´ som nogle "sociale konsekvenser". Det er på begge måder for let! For let at sige, at fordi jeg ikke kan komme på en anden idé, så må den her være den eneste ene; for let, fordi det simpelthen er en uanstændig mild (og selvfølgelig kort) kritik af de konsekevnser, folk rammes af verden over. "Spildprodukterne" (gider ikke engang komme med eksempler) får i hvert fald ikke del i den "rigdom og materielle sikkerhed", kapitalismen kaster af sig. Så til disse overvejelser omkring kapitalismens natur vil jeg blot knytte et lille citat om tænkningens (og kritikkens) potentiale:

"The art of politics is: to create forces to be able do in the future what we cannot do now. It has been said that an opportunist is someone who states that he does not have power and adapts. The revolutionary is the one who knows that does not have power, but looks for ways to create the necessary conditions for it. Inventing, searching how to change the correlation of power. Those are two very distinct positions: one is conformist, opportunistic, the other, for me, is revolutionary, one that works to build the forces that will allow them to reach the objectives. Those who believe are more left because they launch more leftist speeches have been mislead. I go even further: those who want to be radical should work to build the social and political forces that will allow them to be. We struggle creating."
Martha Harnecker 2005

Jeg ved ikke, om man skal være revolutionær (definition udelades) for at være en god sociolog - det er noget jeg har tænkt meget over - men for mig er (selv)refleksionen og (selv)kritikken i hvert fald nogle af sociologiens vigtigste temaer. Uden at have et svar på Mortens teoretiske spørgsmål om adskillelsen af kritik og normativitet (objektivitet og subjektivitet), vil jeg blot henlede tankerne på en filosof, som jeg synes alle bør stifte nærmere bekendtskab med; Emmanuel Levinas. Én af hans kongstanker er, at væren ikke kan tænkes uafhængigt af etik; at etikken faktisk er det første, der "er" i verden - at verden var utænkelig uden etikken som første instans, idet vi kun lever i kraft af den Anden. Dermed bærer vi alle et uendeligt ansvar -for den Anden og hinanden. Det kan lyde vagt og udefinerbart, når man forsøger at tænke det ind i en samfundskritik, hvor der skal tages højde for de (på mange måder positive) teknologiske fremskridt, den økonomisk-politiske kapiitalisme har frembragt.. Men alligevel synes jeg sammenholdningen er på sin plads - fordi Levinas´ tænkning er universel, men slet ikke totalitær, som kapitalismen som system ellers netop kommer til at fremstå. Fordi den etik kan fordre en tænkning, der har evnen til at sætte sig ud over - ud over det, der er, og ind i det, der måske kan blive. Hvis man netop ikke ønsker at acceptere "spildprodukter". Den etik, som jeg faktisk tror, vi alle "besidder" helt naturligt, får i hvert fald én til at reagere på et ord som "spildprodukter" - og når man reagerer på det, der synes forkert, så har man vel allerede evnet at tænke sig ud over accepten deraf? Så handler det bare om at tænke videre? Tankens frihed længe leve!

Så helt kort til Mortens spørgsmål: Måske er det ikke så let at tænke normativiteten ud af kritikken? Hvis førstnævnte nu faktisk var der først? :-)

Mange venlige hilsner
Tine

Kære alle

Nu gjorde jeg mig på ingen måde til fortaler for det argument, at den kapitalistiske produktionsmåde – i absolut forstand – skulle være den ”eneste” levedygtige og endsige mulige måde at organisere samfund på. Der er givetvis andre muligheder. Mine pointer var for det første, at kommunisme ikke er, og aldrig har været noget levedygtigt alternativ, og for det andet, at den kapitalistiske produktionsmåde i historisk perspektiv er den samfundsøkonomiske organisationsform, som har genereret mest økonomisk vækst og rigdom for flest mennesker (jeg forstår ikke hvorfor den, som Tine skriver, kommer til at fremstå som ”totalitær”). Selvfølgelig har den sociale konsekvenser – både i vores del af verden og andetsteds – men det er vel et grundvilkår i alle samfundsformer. Og der er intet, der giver mig grund til at tro, at de ”sociale konsekvenser” (andre eufemismer kan også benyttes; det er irrelevant) i denne samfundsform er mere omfangsrige i den kapitalistiske produktionsform end det er tilfældet med andre samfundsorganiseringer.

Jeg har ligeledes altid haft det lidt svært med begrebet ”kritisk”. Det er mig en gåde, hvordan en sociologisk teori kan være ”kritisk” sui generis. Egenskaben ”kritisk” er en egenskab ved den beskuende og kan ikke tilskrives en teori. Udsagn a la: ”Jamen, Foucaults begreber hjælper os jo til at afdække underliggende magtstrukturer …” ændrer vel ikke ved den omstændighed, at hvis ikke man er i stand til at benytte teorien på en hensigtsmæssig måde så kommer der vel ikke meget ”kritik” ud af det? Parsons kunne lige så godt bruges som udgangspunkt for en ”kritisk” analyse? Det er sociologen – og ikke teorien – som gør en analyse ”kritisk”.

Og endelig er det naturligvis også en interessant diskussion om sociologer skal være ”revolutionære” for at være ”gode”. Slobodan Milosevic’ kone er sociolog – og jeg skal da love for at han fik praktiseret noget social revolution?

Mvh.

Mads

Kære Morten, Mads, Thomas og andre

Med hensyn til refleksioner over kritik-begrebet kan man eventuelt klikke ind på dette link, som giver en ok all-round opsummering. http://www.leksikon.org/art.php?n=1465. Om det er dækkende, kan jeg ikke sige. Som Albrechtsen pointerer, er der sikkert godt grundlag for at foretage yderligere afdækning af dette begreb.
Selvom ingen ønsker at kaldes "ukritisk", tror jeg alligevel det er farligt, potentielt at kunne kalde alt for "kritisk". Begrebet, der oprindeligt, som Albrechtsen skriver, betyder "evnen til at fælde korrekte domme" , har lange historiske rødder (fra græsk over Kant, Marx, Hegel, Popper, Frankfurterskolen osv). Det kritiske perspektiv, tror jeg, ligger i det, at man altid og hele tiden altid forsøger at tænke endnu en modsætning ind i et forhold; at man prøver at bevare en tankens frihed. At man er klar over, at det altid kunne være anderledes; at man selv kan tage fejl; at der intet sandhedspatent gives. På denne måde kan kritik-begrebet måske defineres og forstås i modsætning til et andet begreb; dogmatik. At være kritisk er at være åben over for det nye; ikke at acceptere det, man i det bestående kan se, er forkert.
På den anden side opstår problemet selvfølgelig, når man så alligevel skal argumentere for, at noget er bedre end andet; at noget faktisk er rigtigt og ikke forkert (for ikke at ende i relativisme). Hvis man for eksempel - som Heiden også skriver - for at bedrive samfundskritik må stå på et normativ fundament (Levinas´ pointe at etikken altid, allerede er der). Kan man bevare tankens frihed (og dermed kritikkens potentiale), hvis man vælger at tro fuldt ud på det, man mener; hvis man vælger at stå fast? Jeg ved det ikke..

Det er derfor, Mads, at jeg kaldte kapitalismen - den måde du forholder dig til den på - for en totalitær ideologi. Én, man ikke kan tænke sig ud af - når man siger, det er as good as it gets. Jeg synes, det er resignerende og faktisk også dogmatisk. Det er i hvert fald, i mine øjne, ukritisk. En ting er ikke at have lyst til at beskæftige sig med spørgsmålet og så blot acceptere; det er ok. Men at sige, man ikke kan se andre muligheder -ikke engang i en diskussion om normativitet og kritik - det synes jeg måske er lidt let. Og ja, specielt måske også som sociolog. Sociologien har -sammen med andre videnskaber -et særligt kritisk potentiale. Den er -som Mads skriver -ikke nødvendigvis kritisk, men den har stor mulighed for at være det. Jeg vil mene, at nogle teorier godt kan tilskrives mere kritisk potentiale end andre (en længere og lidt anden diskussion), men det er da helt klart, at det også er sociologen selv, der må bruge sine teorier i et kritisk øjemed. Teorier tænker jo ikke af sig selv!
Så endelig - for at samle op på det med de revolutionære - så mente jeg ikke, at enhver form for revolution er af det gode. Det var nærmere det tankens-frihed-begreb, jeg hentydede til --- det at kunne se frem mod noget nyt og andet; for ikke blot dogmatisk at hvile! Hannah Arendt siger det meget godt, synes jeg:

Kun der hvod lidenskaben for det nye findes, og hvor dette nye er forbundet med tanken om frihed, er vi nødt til at tale om en revolution.

Håber det har afklaret lidt og ikke forvirret yderligere.
Tine

Hej Mads

Jeg tror godt jeg forstår din pointe. Og du har da helt sikkert ret i, at kapitalismen er et effektivt økonomisk systemt; ingen tvivl om det. Diskussionen derudover er nok lidt svær at føre via skærmen.
Men tak for debatten, anyway :-)

Tine

Hej Albrechtsen

Jeg tror aldrig vi bliver enige ;-).

En kritisk teori er én ting - en kritisk analyse noget ganske andet! Det er også derfor (udelukkende) teoretisk introspektion og kritik - en disciplin som desværre er udbredt i de sociologiske miljøer i Danmark - efter min mening er nytteløs og ufrugtbar gerning. En teoris "kritiske" værdi eller brugbarhed kan aldrig testes ved at sammenligne den med en anden teori, men kun gennem empiriske analyser. Det værste eksempel af overdreven teoretisk introspektion jeg kan komme på, er de rabiate kapitallogikere, som i ramme alvor mente, at verden kunne deduceres teoretisk, og at der således aldrig var brug for empiriske observationer. What a load of xxxx ... Det er kun i samspil med den "virkelige" verden at en teoris egentlige "kritiske" værdi kan afprøves. At ville afveje en teoris "kritiske" potentiale ved at sammenligne med ditto i en anden teori er meningsløst, for hvad skulle valideringskriteriet være?

Over and out fra en jernhård ikke-positivistisk empirist ;-)

Mvh.

Mads

Hej Albrecthsen

Min holdning er bare, at teoretisk introspektion aldrig kan stå alene. Hvordan kan det blive til en kunstig adskillelse mellem teori, teoretiker og analyse? Det forstår jeg ikke. Selvfølgelig kan og skal man tænke og være refleksiv i forhold til sin teoretiske tilgang, men det er i sidste ende kun gennem empiriske analyser at vi bliver klogere på verden. Og selvfølgelig er det fuldt legitimt at teste to konkurrerende sociologiske teorier mod hinanden i en empirisk analyse - det er jo grundlaget for videnskabelig progression. Jeg er sikker på at vores "founding fathers" ville være enige - de var alle ivrige empirikere. Sociologien er en empirisk disciplin. Derimod er det meningsløst kun at beskæftige sig med teori; endsige forsøge at udtale sig om verdens beskaffelse udelukkende på baggrund af teoretiske analyser og sammenligninger af teorier. Jeg oplever desværre ofte den holdning blandt sociologstuderende, at det er "finere" at beskæftige sig med teori end med empiriske analyser. Folk bruger så lang tid på at udrede deres teoretiske og erkendelsesmæssige grundlag at de aldrig når til empirien. Og det er synd, for her har sociologien meget at tilbyde den "virkelige" verden!

Og med ikke-positivistisk empirist mener jeg, at man godt kan (og skal) beskæftige sig med den virkelige verden uden at have som religion at sandheden - i essentialistisk forstand - er derude og bare er godt gemt ;-)

Mvh.

Mads

Hej

Jeg opdagede blot dette arrangement, der må siges at være relevant angående dele af ovenstående diskussion :-)

http://www.kritisk-metafysik.dk/debat.htm

Forudsætter kritik et normativt fundament - uretsbevidsthedens rolle
Tekst: "Foragtens sociale dynamik" fra Axel Honneth: "Behovet for anerkendelse" (Hans Reitzel 2003).
Oplægsholder: Thomas Vass
Den i dag måske største udfordring for den kritiske intellektuelle, som forsøger at udpege samfundsmæssige anomier, er det stadige skred i og relativisering af de målestokke, som traditionelt har gjort en kritisk tænkning mulig. Den marxistiske teori, hvis samfundskritik kun bliver mulig ved at henvise til en objektiv krænkelse af en arbejderklasse, må i dag siges at være dødsdømt. Alligevel ligger forestillingen om en krænkelse af individet igennem en mediemæssig eller sproglig manipulation, som individet ikke selv oplever, stadig til grund for utallige moderne kritikmodeller. I Kritisk Metafysik vil vi denne aften tage op til diskussion, om dette træk diskvalificerer sådanne kritikforsøg og om samfundsmæssig kritik behøver at blive rodfæstet i en faktisk oplevelse af uret eller krænkelse af samfundets individer. Til formålet vil vi tage udgangspunkt i den tyske socialtænker Axel Honneths begreb om før-videnskabelig erfaring.

Hej Christoph

Man kan i hvert fald nøjes med at konstatere på det analytiske niveau, at enhver form for kritik altid og nødvendigvis er bundet op på en form for normativitet. Ellers er kritikken meningsløs (for hvorfor kritisere hvis ikke man mener at noget skal ændres i retning af ens normative synspunkt?). Det er jo en formsag. Det nærmere indhold af kritikken og normativiteten varierer deromod fra sag til sag - ligesom den normativitet folk bringer ind i deres kritik. Uanset om man er Foucault- eller Ha(ber)mastilhænger ;-)

Mvh.

Mads

Hov det havde Tine vist skrevet lidt om... så det var nok bare en strøtanke, der var meget bedre forklaret i et andet indlæg :-)
Laust

Hej Heiden

Jeg tror vi har en forskellig opfattelse af skriveboardssociologen...
For mig er det netop ham, der sidder og finder det normativt gode snarere end ham, der ude i felten ser på begrænsningerne i menneskenes levede liv og kritiserer dem - en kritik, der ikke nødvændigvis bliver bedre af, at man klarlægger endemålet for det gode.
Man kan sagtens have en fornuftig kritik (selvom langtfra alle jævnfør Mortens udgangspunkt har det) uden at kende vejen til det gode...

Forhåbentlig (for ellers så skal vi vist alle til at stikke piben ind)

Christoph

Hej Christoph,

Er ikke helt med på, at man `sagtens` kan have en fornuftig kritik uden at kende vejen til det gode. Det gode er jo ikke et telos i sig selv - det er jo en skabt eller konstrueret idé. Og det er vel netop det, det handler om - at skabe en fælles ide - et fælles endemål - et fælles normativt fundament (det kan så videre diskuteres, hvor fælles det nu en gang skal være), som man kan bedrive `fornuftig` kritik ud fra. En kritik uden en ide om noget forudsat - et normativt fundament, eller lad det være det gode - mener jeg ikke, der er hold i. Så min overordnede pointe er vel, at skelnen mellem (fornuftig) kritik og det gode ikke er særlig meningsfuld - det er og bliver to sider af samme sag, efter min overbevisning.

At jeg så, som jeg har skrevet tidligere i denne tråd, mener, at man skal have noget meget konkret at tage fat i, før man bliver alt for enige, er en anden sag.

Mvh. Kristian