En betegnelse for en politisk organisationsform, der ofte indbefatter tre elementer: 1) suverænitet, der udstrækkes til 2) et suverænitetsdomæne ofte et territorium og et sæt af 3) sociale institutioner, der udøver suveræniteten herunder et politisk beslutningsforum, en administration og en legal myndighed. Indenfor politisk filosofi, politisk teori og sociologi findes grundlæggende to opfattelser af en stat. Den overvejende del tager udgangspunkt i samfundet for at forstå staten. Samfundet ses som en fusion af elementer, klasser, institutioner, individer eller produktionsmåder. Staten tænkes som en forlængelse af samfundet og er derfor en del af fusionen. Staten i denne tradition ses ofte som en overbygning, der opretholder den sociale orden, som samfundets medlemmer har indgået kontrakt om at overholde. En mindre gruppe af samfundsteoretikere ser staten som et resultat af en fissionsproces, hvor en konstant anerkendelseskamp mellem stater i et system af stater definerer og konstituerer staterne. Dvs. selve statens kamp for at opretholde sin suverænitet, at forblive anerkendt af andre stater i statssystemet er den proces, der konstituerer en stat. Staten bliver derved et udtryk for, hvordan en befolkning formår at hævde sin politiske vilje i verden. Staten bliver herved et forsvar for en specifik politisk vilje. Statens evne til at forsvare denne vilje er afgørende for om staten kan opretholde sig selv. Staten er en forsvarsform, dvs. evnen til at forhindre andre i at intervenere i statens suverænitetsdomæne.
Selve begrebet stat har latinske rødder (status) og kan tids- og stedfæstes til Italien i det 12. århundrede. Statsbegrebet (stato) blev som politisk organisationsform først brugt i renæssancens Italien med Machiavelli (s.d.) som den mest kendte. Statsbegrebet har en forhistorie, da tidligere politiske organisationsformer i historien har haft andre betegnelser som fx polis, civitas, civitas societas eller respublica. Statsbegrebet i moderne forstand blev cementeret og udviklet af T. Hobbes (s.d.) og har siden været en del af den europæiske tradition. Begrebets indhold er blevet transformeret nogle gang i takt med den aktuelle historiske forandringsproces, som staten har gennemløbet. Mest afgørende er Hegels (s.d.) teori om den moderne stat, hvor stat udtrykker den almene vilje og fornuft og skaber mulighedsbetingelserne for markedet (hos Hegel kaldet civilsamfundet). Hegel opponerer mod Hobbes’ kontrakteoretiske forståelse af staten og hævder, at staten er et skæbnefællesskab. Staten er ikke resultatet af en kontrakt men derimod en forudsætning for at kontrakter kan indgås i civilsamfundet. En anden central statsteoretiker er Max Weber, der præciserer nogle af statens vigtigste egenskaber i det moderne samfund, der udvikledes efter Hegel. Weber understreger, at staten defineres i forhold til dens midler - ikke målene. Statens monopol på voldsanvendelse indenfor et givet territorium understøttet af den statslige administration er statens hovedkarakteristika. Desuden nævner Weber at national identitet nogle steder også er et afgørende karakteristika. Webers arbejde pointerer at den territorielle suveræne statsform ofte den nationalstatslige form er blevet dominerende. Historisk har eksisteret og ofte sameksisteret forskellige statsformer fx imperiet, bystaten, bysammenslutningen (fx den hanseatiske liga), feudal staten, territorialstaten og nationalstaten.