Funktionalismens udgangspunkt er studiet af den sociale orden. Med udgangspunkt i en tese om, at der findes en naturlig orden undersøgte funktionalisterne de mekanismer, der viderefører den sociale orden og sikrer, at samfundsstrukturen ikke bryder sammen.
På grundlag af Herbert Spencers (1820-1903) teori om samfundet som en organisk mekanisme, hvor alle organer har en funktion for mekanismens overlevelse, har funktionalisterne udviklet en række teorier om social udvikling.
Neofunktionalisterne tilføjede, at de elementer i den sociale orden, som ikke er målrationelle, kan forstås som "disfunktioner", der i sin yderste konsekvens vil kunne omstyrte den sociale orden. Selv om funktionalismen normalt opfattes som en samfundsbevarende teori, kan den moderne strukturfunktionalisme derfor også rumme forklaringer på grundlæggende samfundsforandringer.

Funktionalismens betydning for sociologien i dag er næppe dens antagelser om samfundet som en helhed. Den synes snarere at inspirere databaserede undersøgelser af gruppeadfærd i afgrænsede sociale systemer. Det drejer sig især om anvendelsen af funktionalistiske grundbegreber som status, position, norm, rolle, institution, integration og differentiering.