Habitusbegrebet knyttes hovedsageligt til den franske sociolog Pierre Bourdieu, hvor begrebet er af stor betydning for Bourdieus forsøg på teoretisk, at skabe en tredje vej mellem strukturalismens determinisme og eksistentialismens voluntarisme, og begrebet spiller således en central rolle for Bourdieus forsøg på at løse struktur-aktør-problematikken. Habitus kan forstås som en form for mentale og kropsliggjorte kognitive strukturer, og udgør således individets opfattelses- og vurderingskategorier, præferencesystemer og handlingsdispositioner. Habitus udgør hos Bourdieu forbindelsen eller mellemledet mellem en agents sociale position og hans praksis (positioneringer). Det er således et produkt af erfaringer med en social position og er generativ for individets praksis.
Habitus-begrebet har været anledning til meget diskussion og meget kritik. Kritikere mener at habitus – og derved agentens tænkning og handling – hos Bourdieu blot bliver en afspejling af den sociale position, agenten er født ind i. Dette ofte rejste kritikpunkt, betoner at Bourdieus teori med habitus-begrebet, bliver en deterministisk teori, hvor agenten ikke tillægges noget egentligt rum for frie og selvstændige refleksioner, valg og handlinger.
Bourdieu giver selv følgende meget oplysende svar på beskyldningerne om at hans teori i kraft af habitus bliver deterministisk:
”Habitus er på ingen måde den uafvendelige skæbne, nogle udlægger begrebet som. Det er et historisk fænomen og som sådant et åbent system af holdninger, der hele tiden udsættes for nye erfaringer, som enten forstærker eller modificerer det. Habitus består af dybdegående og varige strukturer, men de er ikke uforanderlige. Når det er sagt, må jeg straks skynde mig at tilføje, at langt de fleste mennesker statistisk set kommer til at leve et liv, hvor de objektive strukturer stemmer overens med strukturer, der formede deres habitus i første instans, og derfor igen og igen vil komme ud for erfaringer, der bekræfter og cementerer deres holdninger.” (Refleksiv sociologi (1996) s. 118)