Hej Vibeke og Stine,

Det er noget af et spørgsmål i har fået stillet. Men her kommer der en ret lang betragtning, som, efter den er skrevet, slet ikke føles lang nok. Jeg håber i overlever den lange smøre.


Der er forskelle mellem Foucaults og Bourdieus magtbegreber. Dog er der også ligheder, som nok hænger sammen med det faktum, at de begge er inspireret af den franske strukturalisme. I det følgende ridser jeg lige de to teoretikeres magtbegreber op (jf. 1) og 2)). Der skal dog tages det forbehold, at jeg forsimpler deres begreber - pladsen og tiden er ikke til andet ;-)

1) Hos Bourdieu ligger magten hos dem, der har de økonomiske og kulturelle ressourcer til at "undertrykke" andre. Pointen hos Bourdieu er imidlertid, at denne undertrykkelse er "usynlig". Dette har noget at gøre med Bourdieus forståelse af mennesket, som i mange sammenhænge er praktisk anlagt - her skal "praktisk" forstås som den måde, hvorpå mennesket agerer umiddelbart og ureflekteret; der er mange ting i hverdagen, hvor vi ikke tænker videre over tingene, men derimod tager dem for givet. Bourdieus pointe er, at disse ting, som vi tager for givet, ikke er tilfældige, men derimod et produkt af tidligere magtkampe. Lad mig udspecificere:

Bourdieu mener, at de magtkampe, der udspiller sig i dag, er symbolske kampe - kampe om certifikater, eksamensbeviser etc.. Men netop disse symboler er kun blevet til "legitime" symboler pga. tidligere kampe om, hvad det "legitime" er. Igen er det de ressourcestærke, der har påtvunget de andre denne legitimitet. Pointen er: Mennesket tager mange ting for givet (jf. det "praktiske) - men mange af de ting, som det netop tager for givet, er et produkt af en kamp om symboler, en kamp om magt, og i denne kamp er der vindere og tabere. Derfor har nogle et bedre udgangspunkt end andre - noget der minder om "social arv".

Jeg synes, at der ligger et mindre problem hos Bourdieu, da det kan være svært at vide, hvornår en ”symbolsk kamp” er bevidst eller ubevidst/praktisk bevidst. Dog kan man forsvare Bourdieu: Hvis kampene er ubevidste, så kan ingen unddrage sig magten (kommer kort tilbage til dette i de afrundende bemærkninger).

2) Hos Foucault er magten en produktiv og skabende kraft, men den er ikke centreret hos én bestemt gruppe i samfundet, som ”de ressourcestærke” hos Bourdieu, det er derimod en kraft der ligger i ”diskursen”, altså uden for de enkelte agenters rækkevidde. Magten er overalt hos Foucault, og sådan, som jeg har fået den introduceret, kan man også definere den som ”en bunke af viljer, der flyver rundt mellem hinanden, og kolliderer en gang i mellem.” Det er altså en anden magt end den man finder hos Bourdieu, idet Bourdieus fokus er: ”hvem der har magten til at påtvinge andre et verdensbillede, som de ukritisk følger.” Hos Foucault er alle underlagt magten, selv dem der udøver den. Magten er derfor produktiv, og mennesket er ”fanget” i diskursens net – de er et produkt af magten (jf. den produktive magt).

Et andet aspekt af magten, som jeg finder relevant hos Foucault, er ’viden’. Viden og magt går hånd i hånd. Viden er altid indlejret i en historisk kontekst hos Foucault, og er ikke mere sand end hvad den historiske kontekst påbyder. Det interessante er, når Foucault nu hævder, at ”moderniteten” i bund og grund har været en periode, hvor mennesket som ’subjekt’ har været i centrum. Dette påpeger Foucault gennem en analyse (genealogi) af humanvidenskaberne, som opstod omkring år 1800, og som satte mennesket som ’objekt’ (genstand) for deres søgen. Foucault hævder så, at kun fordi mennesket blev ”objektgjort” kunne de se sig selv som ”subjekter”. Derfor er subjektet en relativ ny foreteelse, som dukker op for ca. 200 år siden. For at koble ovenstående tilbage til magt-temaet, så må man altså se viden og magt som sammenvævede størrelser, der er hinandens forudsætninger. I dag er ”viden om mennesket” blevet den største magtfaktor, der gør mennesket til subjekter. Igen kan man ikke undslippe sig magten, idet det gælder ’alle’ mennesker.

En tredje ting hos Foucault drejer sig om hans ”modmagtsbegreb”. Ifølge Foucault kan man godt unddrage sig den ”subjektgørende” magt – dette gøres via modmagt. Modmagt er en kamp mod alle de regler, forventninger etc. for korrekt ”opførsel”, som binder mennesket – som gør dem til subjekter. Jeg kunne forestille mig, at Foucault tænker på ’sig selv’ og hans genealogier som en modmagt, da han og de netop presser mod den subjektiverende magt. Modmagtsbegrebet hos Foucault er meget omdiskuteret, og jeg ved ikke lige, hvor jeg skal placere mig (selvom det lyder meget frækt).

Der er en del flere aspekter i Foucaults magtbegreb, men det vil føre for vidt at bevæge sig ud i disse. (Et centralt tema kunne være: ”Disciplinen og de føjelige kroppe”, som hænger sammen med ”subjektgørelsen” af mennesket).


Lige som afrunding: Magt-begrebet er forskelligt hos Bourdieu og Foucault, og forskellen ligger i ”hvem de undertrykkende og undertrykte er”. Hos Bourdieu er det de ressourcestærke, der undertrykker (om de så er bevidste om det eller ej). Hos Foucault bliver alle ”undertrykt” (selvom han selv peger på en ”modmagt”).


Det var vist det?! Håber i kan bruge betragtningerne.

Mvh. Kristian

Hej Anja.
Det vil vi meget gerne have. Du kan evt sende det til denne e-mail adr. 5218@dsh-aa.dk
Venlig Hilsen
Vibeke og Stine

Hej Kristian.. Kunne du evt kort forklare hvad den franske strukturalisme er ? og hvordan foucault og bourdieu kommer ind på billedet.. Det haster.. håber du kan hjælpe. :)