Et af sociologiens centrale problemer angår den sociale orden. Hvad skaber betingelserne for, at et samfund besidder en sammenhængskraft? Hvad muliggør, at samfundets medlemmer dagligt interagerer og derved skaber et samfund, der dels består og dels forandrer sig? Det sociologiske ordens problem blev for første gang eksplicit formuleret af den engelske tænker Thomas Hobbes, da han i 1600-tallet forestillede sig, at mennesket i en naturtilstand ville leve i konstant krig med hinanden. Den sociale orden kom ifølge Hobbes i stand ved at menneskerne indgik en social kontrakt og indsatte en stat, der kunne sikre lov og orden. Siden blev ordensproblemet aktualiseret med det moderne industrialiserede og kapitalistiske samfunds fremvækst fra slutningen af 1700-tallet. Disse dybtgående sociale forandringer skabte brudflader i den gamle feudale sociale orden. De første sociologer fremsatte flere forklaringer på disse forandringer og ordensproblemet. Karl Marx anskuede samfundet som konfliktbaseret og hævdede, at samfundets sammenhængskraft var forankret i de økonomisk priviligerede klassers magt overfor de mindre priviligerede klasser. Emile Durkheim fremhævede i stedet fællessæt af normer og værdier som det integrationsskabende. Durkheim hævdede, at en vis form for kollektiv bevidsthed var nødvendig for at skabe sammenhæng i samfundet.