KANTS kritiske filosofi Med «kritik» mener han det at gøre rede for fornuftsevnen i helheden - både hvad den kan stå for, og hvad den ikke kan stå for. På den ene side drejer det sig om at gøre rede for apriori forudsætningerne (dvs. som eksisterer før) for vor viden om verden. På den anden side gælder det om at gøre rede for de problemer, som ikke kan afgøres ud fra fornuften. Dette fører til en kritik af den rationelle metafysik. Kritik i denne sidste forstand skal netop påvise, at disse spørgsmål ikke kan afgøres teoretisk. Dette er udgangspunktet for det erkendelsesteoretiske værk: «Kritikken af den rene fornuft».
I Kritikken af den praktiske fornuft handler det på tilsvarende måde om at forklare det aprioriske grundlag for. Her får synspunkter omkring gud, udødelighed og fri vilje - der ikke kunne afgøres ud fra den teoretiske fornuft - status som praktiske postulater. I «Kritikken af dømmekraften» finder man en uddybning af disse problemstillinger, men her er det noget mere kompliceret, fordi han samtidig drøfter smag, praktisk dømmekraft og spørgsmål om indbygget mening (finalitet) i naturen.