René Descartes (1596-1650). Fransk filosof og matematiker.

Descartes vil finde et uomstrideligt grundlag for al menneskelig erkendelse. For at gøre dette må vi rense vores sind for alt der kan betvivles og kun antage noget som sandt, hvis det kan indses rationelt. Tvivlen er i den forstand erkendelsens ”ophavsmand”, og med sin metodiske tvivl (”om alt bør der tvivles”) prøver Descartes at undgå at tro noget ”forkert”. Troen stopper, når tvivlens grænse er nået, og det er her den sikre viden om verdenen begynder.

Det er i den sammenhæng, Descartes postulerer, at der en uomtvistelig sikker erkendelse, hvor tvivlen må forlades, og det er netop i tvivlen selv: man kan ikke tvivle på, at man tvivler. Kort sagt, så betyder denne erkendelse, at subjektets rationalitet/tvivl er det eneste sikre i verden, og det her Descartes fremfører sin berømte sætning: ”Jeg tænker, derfor er jeg.” Dette bliver udgangspunktet, eller rettere, aksiomet, i Descartes epistemologi. Ud fra dette aksiom kan han udlede ”sikker viden” om verden.

Sætter man Descartes ind i en større kontekst, må han siges at være rationalismens foregangsmand, og benævnes også grundlæggeren af den moderne erkendelsesteori: Hvis mennesket vil opnå sikker viden, så må vi bruge vores fornuft, og ikke lade os snyde af tro. Dvs. at sand viden er noget, vi finder i subjektet, og ikke udenfor subjektet, fx i naturen. Det er antagelse om, at mennesket er rationelt tænkende, og rent kognitivt kan opnå sikker erkendelse.