Edmund Husserl er en fremtrædende fænomenolog.
Fænomenologerne systematiserer ideen om en hverdagserfaret og en hverdagsbaseret erkendelse. Husserl, Schutz, Heidegger og Merleau-Ponty har udviklet tanker om modeller for en hverdagskognition. Der var og er interessante forbindelser både på det personlige og det teoretiske plan mellem fænomenologien og gestaltteorien, hvor begger parter læste og diskuterede de samme kilder, blandt andre Leibniz.
Det er frem for alt Husserl i hans Crisis of European Sciences, der filosofisk behandler problemet med grundlaget for hverdagsforståelsen, som Husserl kalder for ”teorien om livsverdens struktur” (Crisis, p. 65) over for mere ”videnskabelige” opfattelser af verden. Husserl pointerer, at én grund til at filosofien gennem historien har negligeret hverdagen er, at filosofien under indflydelse af Platon har opfattet sig selv som episteme og ikke som doxa. Hverdagsoplevelser- og opfattelser er så blevet betragtet som uvidenskabelige og umiddelbare virkelighedsoplevelser har ikke været forskningsobjekter for videnskaberne. Fænomenologien opgave bliver så ifølge Husserl, at forene eller i hvert fald harmonisere det naive og det eksakte i tilværelsen, det vil sige forstå forbindelsen mellem det umiddelbart oplevede og disse oplevelsers ”udvidelser” ind i det videnskabelige.
Hverdagen er fra Husserls ontologiske perspektiv en verden af ”ting”, af stabile materielle objekter, der fremtræder for os som ting. Ting er uforanderlige, komplette og tredimensionelle. Hver ting er til stede som materie, har overflader og indersider/ydersider. Ting er materie, der er identisk med sig selv. Tingen er det, den er. I perceptionen opfattes ting som manipulerbare og som potentielle fragmenter (som ting, der kan ”gå i stykker” eller splittes op), men som samtidig ”evner” at heles og blive harmoniseret med andre ting.
Verden fremtræder ”naturligt” for vores bevidsthed: Levende såvel som døde objekter/ting grupperes efter deres typiske adfærdstræk og kvalitative bestemmelser. Den oplevede hverdag har det særkende, at i alle dens sfærer og dimensioner kan vi skelne mellem hvad der er ”normalt”, og hvad der ”unormalt”. Alle de naturlige ting ”har” derfor både standarder og ikke- standarder. Perception af tingene er kendetegnet af naturlig optimalitet. Det gælder både for gestaltpsykologiens syn på perceptioner og fænomenologiens. Optimalitet vil sige, at tingene opleves som det ene elller det andet uanset de afvigelser, den enkelte ting måtte besidde. Vi opfatter tilsyneladende ting i helheder, som tilhørende samme kategori, som hvis hver enkelt ting havde haft den rigtige, fuldendte kategoriform. Vi spilder ikke ressurcerne, når vi oplever og tænker, vi tænker og handler økonomisk. Selv videnskaberne kategoriserer ud fra hverdagens kategorier. Videnskaben er afhængig af hverdagen; vi kan ikke opleve ”videnskabeligt”, men må opleve, hvad der umiddelbart foreligger for vores bevidsthed. Først derefter kan vi lade en teoretisk forståelse tage over.
Der findes ikke kun normale og unormale erfaringer. Der findes også normale og unormale betingelser for at gøre erfaringer overhovedet. Et eksempel er de farvevariationer, der optræder under forskellige lysbetingelser. Normale betingelser er her at se sollyset på en klar dag uden påvirkning fra andre ”ting”, der forstyrrer farvesynet. Det ”optimum”, der derved opnås, ”er” farven i sig selv. Unormale betingelser er fx det røde lys, der ved solnedgang overstråler alle andre farver. (Husserl 1952, p. 59)
Når vi erfarer normalt, synes det som om, vi har adgang til tingene selv og deres virkelige fremtræden. Andre fremtrædelser synes at være sekundære eller deformationer af den optimale fremtræden, der alene tæller som virkelighed. De træk, der tilhører tingen selv er ligeledes ”optimale”. Det gælder for alle træk ved alle ting, således også geometriske fremtrædelser og andre sansekvaliteter. (Husserl 1952, p. 76f.)
Alle kategorier (begreber, arter) af objekter i hverdagen kan indtræde som modsætning til det normale (standarder, det typiske) og det unormale (ikke-standard, det ikke-typiske). Hvad der er normalt, afhænger ikke af øjet, der ser, men af de ting og objekter, der bliver set.
Tingene fremtræder normalt i kategorier og ved familieligheder med andre kategorier. Disse netværk af ligheder gør, at vi umiddelbart kan forstå hverdagen. Vi fortaber os ikke i spekulationer over forskelle ved tingenes fremtrædelser, men hæfter os ved ligheder, der gør det muligt at handle. Det normale er det, der er og det, der der ud fra kan blive. Derfor griber jeg et håndtag eller et blad med samme selvfølgelighed (i samme bevægelse), og jeg kan let forestille mig, hvordan lignende situationer kan opstå i fremtiden.

Husserl påstår, at hverdagens normalitet er kausalt organiseret. I 1952 omtalte Husserl hverdagsforståelsen som afhængig af to forhold: årsag og forandring. At kende en ting, siger Husserl, er at kende dens kausale afhængigheder, det er at vide, hvordan den vil forandre sig under givne omstændigheder, hvordan den opfører sig, hvis den varmes op eller bøjes med magt. Men det medfører også at vide, hvordan tingen forbliver den samme under forandringer, som tingen gennemlever: Det er at vide, at under lignende omstændighder vil de samme forandringer indtræffe som nu.
Hverdagsopfattelserne er ikke stabile opfattelser. Opfattelser kan ændres. For eksempel sker der indre forandringer, når en person bliver vred på sig selv. Anderledes hvor forandringerne bliver indført ude fra som for eksempel når en tand behandles hos tandlægen. Forandringerne kan underinddeles i fremtrædelsesforandringer (som når objekter virker lysere under ændrede lyspåvirkninger ude fra) og de virkelige forandringer (som når et æble modnes eller et stykke metal pludselig kan bøjes af fysisk svage personer).
Vores kroppe er involveret i både interne og eksterne kausale forandringer. Kroppen er en ting i rummet med sin plasticitet (form) og sit sæt af kvaliteter. Min krop er indvævet i et system af kausaliteter, der meddeler en identitet, typer eller bestemte funktioner. Mine lemmer vender tilbage til deres oprindelige udgangspunkter. Lemmerne kan gøre det samme og vide det samme som før. Mine lemmer og min krop vender hele tiden tilbage til udgangspunktet, til de samme basale positioner. Her fra kan de igen udføre bevægelser og handlinger, der både er identiske med tidligere og alligevel forskellige fra dem, fordi de er nye; de er et resultat af forandringer internt i min krop og eksternt med de objekter, som kommende ude fra er en del af min perception af verden. ( Husserl 1952, pp. 61, 73)
Blandt de vigtigste forandringer i kroppen er de forandringer, der kaldes sanseperceptioner. Netværket af forandringer i sansningerne blandes med andre netværk af forandringer, frem for alt forandringer i position og orientering generelt og forandringer i kroppens bevægelser. Husserl er enig med J. J. Gibson (og også Merleau-Ponty), som senere påpeger en nødvendig forbundethed mellem den umiddelbare og ”naturlige” perception (orientering) og kroppens perception af bevægelser i omverden (samordning).

Erfaringerne er dynamiske erfaringer med objekterne i virkelighedens verden. I erfaringen oplever jeg negative og positive værdier, der indvirker på mig. Hverdagen er derfor et meningsfyldt Hele, der er skabt på mangfoldige måder ved tiltrækning og frastødning.
Husserls opfattelse af forbindelsen mellem oplevelse og objekter minder om gestalt-opfattelsen af ”krav”. Dette begreb blev introduceret af Köhler og betyder en slags reference eller en relation fra et fænomen til et andet. Som hos Husserl skabes erkendelse af accept eller forkastelse af det krævede. Senere tog J.J. Gibson krav-begrebet op i en anden sammenhæng som ”affordance”. Det vender vi tilbage til neden for.
For at jeg skal kunne forstå eller erkende ting og personer i mine omgivelser, er jeg drevet af det, som Husserl kalder for ”motivationer”. Et objekt henleder min opmærksomhed i kraft af sin særlige fremtræden. Et andet objekt ved sin skønhed eller sin grimhed. Og støjen uden for får mig til at gå hen til vinduet. Ølglasset over på bordet får mig til at række ud efter det:
Kort sagt er jeg præget af det forhold, som jeg vælger at involvere mig i. Den oplevelsesintensitet, som objekterne møder mig med, bestemmer hvilke slags perceptioner jeg udvikler og kvaliteten af dem. Lav intensitet medfører fysisk involvering. Høj intensitet mere langvarige tilknytninger.
Vi kan lade, som om vi præsenterer verden for os selv gennem ”rene” perceptioner. Men som mennesker agerer vi ikke kun perceptuelt, vi reagerer også, det vil sige vi handler, og vi skal derfor hele tiden tage konsekvensen af vores motivationer. Denne kombination af sansning, handling og motivation skaber en særlig værdi-perception, der har sit udspring i menneskelig intuition. (Husserl 1952, p. 186) Vi erfarer verden direkte som værdier, og derved opnår vi en række fordele: vi samstemmer vores adfærd i verden, hvor handlingens ”grundelement” er, at objekter forbinder sig med andre objekter. Objekter forbinder derved handlinger med andre handlinger, og der ud fra opstår tanken om handlingen ud fra accept eller forkastelse, det vil sige som grundlæggende værdier for erkendelsen. Intuition bygger altså fundamentalt på samme værdimæssige ”stillingtagen” som perceptioner. Perceptionen farves enten positivt eller negativt (accept/forkastelse), intuitionen er den følgende motivation, der resulterer i enten positive eller negative handlinger.




Husserl, E. (1952) Ideen zu einer reinen Phänomenologie und phänomenologischen Philosophie, Second Book: Phänomenologische Untersuchungen zur Konstitution, The Hague: Martinus Nijhoff, trans. as Ideas, Second Book, Dordrecht: Kluwer Academic Publishers, 1989.

Gibson, J. J. (1966) The Senses Considered as Perceptual Systems, London: George Allen and Unwin.
Gibson, J. J. (1986) The Ecological Approach to Visual Perception, Boston: Hillsdale: Lawrence Erlbaum.
Leibniz, G. W. (1703/1960-61): Neue Abhandlungen über den menschlichen Verstand, Vorwort i: Philosophische Schriften, Hildesheim.