Opdragelse er pædagogikkens kernebegreb. Ifølge Grue-Sørensen (1974 s.245) er den almindelige betydning af opdragelse følgende: ”Påvirkning af børn og unge til det formål at danne og præge dem på en bestemt måde, bibringe dem en vis opførsel, visse karaktertræk, en vis dygtighed, kundskaber, færdigheder, indstillinger og vurderinger, sindelag og livsholdning, kort sagt alle de egenskaber, som anses for nødvendige og ønskelige for det liv, de skal leve”. En sådan bred forståelse af opdragelse synes dog næppe at være almindelig i hverdagssproget. Kant (2000 [1803] s.21) forstår også begrebet i en bred betydning: ”Ved opdragelse forstår vi omsorg (pleje,underhold), disciplin (tugt), undervisning, samt dannelse”. I hverdagssproget møder vi nok oftest opdragelse reduceret til betydningen ’disciplinering’. Måske af netop denne grund er opdragelsesbegrebet hos nogle faldet i miskredit. Særlig kritisk over for opdragelse i denne snævre betydning er den såkaldte antipædagogiske bevægelse (Nordenbo 1991). Det er også blevet foreslået, at opdragelsesbegrebet bør blive eller allerede er blevet udskiftet med fx dannelse (Giesecke 2000 [1985]) eller læring og kompetenceudvikling (Hermann 2003). Det er dog en skam, fordi opdragelsesbegrebet bedre rammer det, som pædagogikken reelt drejer sig om. Opdragelse drejer sig om at ”gøre social”, mens fx socialisering er mere et spørgsmål om at ”blive social”. I denne forståelse er opdragelse blot en nødvendig del af socialiseringen i samfundet. Ifølge Luhmann (2000 [1984] s.290) gør følgende sig gældende: ”Til forskel fra socialisation er opdragelse en intentionaliseret handling, som man kan tilskrive til intentioner. Den kan kun opnå sine mål gennem kommunikation (vi vil her se bort fra mulighederne for indirekte og ubemærket manipulation). Som kommunikation socialiserer også opdragelsen, men ikke ubetinget sådan som det blev intenderet.”. Opdragelse baserer sig altså på hensigter. Måske kunne man tilføje, at denne hensigt altid handler om at forbedre (op-drage). Opdragelse sker altså altid ud fra ”den bedste hensigt”. Opdragelse mislykkes dog tit. Men det er netop, hvad gør opdragelse interessant at undersøge.

Ref.:
Giesecke, Hermann (2000): Opdragelsens endeligt. Gyldendal.
Grue-Sørensen, Knud (1975): Almen pædagogik. Gjellerup.
Hermann, Stefan (2003): Et diagnostisk landkort over kompetenceudvikling og læring. Learning Lab Denmark.
Kant, Immanuel (2000): Om pædagogik. Klim.
Luhmann, Niklas (2000): Sociale systemer. Hans Reitzels Forlag.
Nordenbo, Sven Erik (1991): Den antipædagogiske udfordring. I: Psyke & Logos, 12, s.429-442.