Hej,

Jeg sidder med Webers tiltrædelsesforelæsning i Freiburg tilbage i 1895, hvor han med hård hånd peger på slaviseringen af Vestpreussen, som han mener, er dybt problematisk. Polakkerne er simpelthen, både åndeligt og fysisk, af lavere natur, men lader til at vinde ind på landbrugsområdet. I forlængelse heraf kommer Weber ind på en efter min mening konservativ grundfigur. Han peger på nationalstaten og dens forudsætninger. Bl.a. går det på, at et nationalt politisk fællesskab skal lægge vægt på de menneskelige egenskaber, der rummer storhed "og vor naturs adel" - især i forhold til de kommende generationer. Dette er ikke en romantisk idyllisering (som man fx finder hos Hegel), men, som Weber siger, en "evig kamp" på et mellemstatsligt niveau for opretholdelsen og dyrkelsen af "vores nationale egenart" (dvs. "tyskheden" for Weber).

Hvis man læser en tekst som "Politik som levevej" fra 1919, finder man faktisk samme konservative grundfigur - vil jeg i hvert fald postulere. Her taler Weber igen om "karakteren" (efter en utrolig lang og kedelig redegørelse for den historiske udvikling af partisystemerne i forskellige vestlige lande) - han taler om "det sande menneske", der har lidenskab (i betydningen saglighed), ansvarsfølelse og øjemål - vedkommende er "kaldet til politik" (som Weber afslutter teksten med).

Endvidere kender vi jo bredt til Webers ambivalens i forbindelse med "rationaliseringen" af de forskellige værdisfærer. På den ene side muliggør fx bureaukratiet, at alle er lige stillet (formalisering), men på den anden side tabes personens karakter. Denne ambivalens minder meget Tocquevilles` tanker om demokratiseringen af Amerika, hvor massen pludselig får noget at sige, hvorfor det politiske talent mistes.

Min pointe er blot, om man kan sige, at Weber er en konservativ tænker? Han er ikke entydig på området, men jeg synes, at der er nogle tydelige konservative grundfigurer i hans tanker. Det interessante er, at det ikke kun er en (naiv) romantisk konservatisme, men en ret "realistisk" tilgang til politik og politiske fællesskaber.

Håber at folk har nogle inputs - I need them! ;)

Mvh. Kristian

Hej Thomas,

Jada - den har jeg læst - med stor lyst, men bør gøre det igen, thi det gik lidt for stærkt første gang. Og alt er vel ;)

/Kristian

Hej Lars,

Ad 1) Min pointe er blot, at Weber ikke er romantiker, selvom han tydeligvis er nationalist. Han ved godt, hvis vi formulerer det i hegelianske termer, at verdensånden ikke konvergerer mod et større mål (Preussen! hehe) - at historien er fuld af spredning og forskellighed. Og så handler nationalstatens opkomst ikke blot om "ein Volk", men om vold, vold og atter vold (og masser af blod) - og særligt for Weber - "talentet" (altså den politiske opdragelse af "den sande politiker", der er "kaldet til politik", der for Weber er inkarneret i Bismarck). Nu skal jeg ikke gøre mig for klog på den romantiske periode (hvor idéen om nationen formes), så måske er Weber idylliserende romantiker - (nu med kød på) ;).

Ad 2) Det lader til, at jeg ikke har fået udtrykket mig klart. Jeg mener bestemt ikke, at konservatisme er at sidestille med kærlighed til fædrelandet, selvom der rent historisk må være konkrete overlap (men de må kunne adskilles både empirisk og analytisk). Endvidere ser vi, så vidt jeg kan se, lidt forskelligt på "konservatisme". Jeg tænker her på konservatismen i idéhistorisk forstand og ikke i "politisk" betydning (status quo), sådan som det lader til, at du forstår det. Derfor taler jeg også om "konservative grundfigurer" i nogle af Webers basale argumentationskæder, som man finder med (nærmest eksplicit) reference til Tocqueville. (Dermed ikke sagt, at status quo kun er forbeholdt politisk konservatisme, thi denne tanke finder man jo også i den idéhistoriske strømning, men den idéhistoriske strømning er meget mere end blot "status quo").

Håber at jeg fik udredet nogle af tingene. Jeg håber, at folk vil prøve at pege nogle mere liberale strømninger ud i Webers tænkning. Vi ved jo, at den kære Weber var vred men ambivalent, når det kom til det modernes opkomst! ;)

Mvh. Kristian

Hej,

Jeg er faktisk ikke ude i den kommunitaristiske del af den konservative strømning - det er jo en relativ ny forteelse ;) - det er vel i og for sig primært en reaktion på Rawls` A Theory of Justice samt Nozicks tanker. Det er i forlængelse heraf heller ikke så meget spørgsmålet om det abstraherede individ. Det handler slet og ret om Webers fokus på "det politiske talent", som han mener forsvinder med moderniseringen af samfundet (Arendt opererer med samme "moralske grammatik"). Weber er meget fikseret på "datiden", som må siges at være en konservativ komponent. Det er jo det efterhånden (når man har været i gang et par år på sociologi) trivielle skisma: Gemeinschaft oder Gesellschaft. Tönnies har jo også denne længsel tilbage - men den er måske netop romantisk og idyllisk (i modsætning til Weber?). Og så en anden ting med Weber: I hans opfattelse af "ejendom" ligger der også en konservativ komponent, da ejendom ikke blot er en eksternaliseret størrelse, som man indgår på markedet med. Nej - ejendommen tilhører "karakteren" - altså nogle tillærte dyder, der ikke kan forhandles på markedet. Dette er i modsætning - og det ved du jo - til en mere liberalistisk opfattelse, hvor alt kommodificeres (og i og for sig retliggøres).

Din pointe omkring det emancipationen virker tillokkende - den vil jeg gerne byde ind på ;).

Mvh. Kristian