Hej Christine,

Lyder ganske fornuftigt. Alligevel er det svært at klassificere fx amerikansk pragmatisme som ensidigt aktør-orienteret. Tilgangen indeholder et blik på menneskets forhold til hverdagsviden, og fx er Meads teori jo en teori om, hvordan mennesket som subjekt konstitueres [i]i relation til[/i] andre. Luhmann er heller ikke strukturalist, som jeg forstår det hos fx Durkheim eller Marx. Her er der arbejdsdelingen og den teknologiske udvikling, der bestemmer de mellemmenneskelige forhold. Selvom Luhmanns systemer har en strukturel karakter, er de netop systemer. En grundpointe hos Luhmann (i forhold til fx Parsons) er, at sociale strukturer er underlagt systemernes iboende logikker. Systemers funktion er altså ikke at opretholde én samfundsstruktur (i organisk forstand), men er derimod grundlaget for en række samfundsstrukturer. Nu er Luhmann generelt svært forståelig, men det er vigtigt ikke at karakterisere Luhmann som rendyrket strukturalist (synes jeg i hvert fald).

At bruge Giddens` strukturationsteori som en syntese mellem aktør- og strukturtilgangene lyder som en glimrende idé. Imidlertid skal du være opmærksom på, at man fx med Bourdieu - der ligesom Giddens prøver at danne en syntese mellem strukturel og aktørorienteret teori - kan kritisere Giddens for at være for snævert fokuseret på individualisering og individets (=aktørens) forrang. Bourdieu tillægger i sin "teori" om habitus og praksis en vinkel, der lægger mere vægt på individers tilsyneladende reproduktive adfærd.

Nu håber jeg ikke, jeg har taget modet fra dig. Man kan sagtens sammenligne fx Mead og Luhmann og så nuancere med Giddens. Man kunne imidlertid også, hvis du har læst disse, prøve at kontrastere fx Durkheim og Weber og så syntetisere med Giddens. Uanset hvad, er det vigtigt at være opmærksom på, at aktør-struktur-problematikken typisk allerede er indarbejdet i de nyere sociologiske teorier som fx Luhmanns systemteori. Det var egentlig bare det, jeg ville sige.

Held og lykke med det.

mvh Kristian