Hej midskard

Rart at høre at du kan bruge noget fra dette forum.

Jeg mener ikke, at sociologi og psykologi er to helt adskilte discipliner. Der er nogle overlapninger og fælles temaer. Således kunne socialpsykologi også somme tider kaldes for `mikrosociologi`. Med andre ord er psykologiske spørgsmål ikke nødvendigvis sociologisk irrelevante.

Jeg forstår nok ikke helt dit spørgsmål. Personlighed med en essens men som samtidig er usammenhængende? Kunne du prøve at uddybe dette?

Mvh.

Der findes mange introduktioner til personlighedspsykologien, og i disse introduktionsbøger ser man ofte fire store traditioner beskrevet: 1) psykoanalyse 2) behaviorisme 3) humanistisk psykologi og 4) kognitiv psykologi. Der kan selvfølgelig nævnes andre traditioner også (fx trækpsykologien, social læringsteori, social konstruktionisme). Hvis jeg forstår dig korrekt, så søger du en personlighedsteori, der mener, at personligheden har en essens, men at personligheden samtidig er fragmenteret. Jeg er dog stadig i tvivl om, hvad du mener, med henholdsvis `essens` og `fragmenteret`....

Et bud kunne være Freuds personlighedsmodel. Der er nemlig ifølge Freud en slags `essens` i mennesket eller man kan måske rettere tale om en personlighedsstruktur, som er den velkendte overjeg-jeg-det- model, som Freud er så kendt for at have udviklet. Denne personlighedsstruktur udtrykker dog samtidig (mulige) indre konflikter (forenklet sagt mellem et må, et kan og et vil). Sådanne konflikter kan vel godt skabe en psykologisk oplevelse af at være `fragmenteret` eller at være `ikke hel`, `splittet`, `ude af balance` og lignende. Der findes flere udgaver af psykoanalytisk teori (hvor nogle næsten synes at have gjort helt op med Freud og især hans personlighedsmodel). Såkaldt `selvpsykologi` er nok særlig populær i dag. I selvpsykologien er Selvet også en slags kerne eller `essens` i individet, men samtidig udvikler Selvet sig, og kan også føles fragmenteret (nogle taler fx om et `falsk selv` og et `sandt selv`). Så er der dog også de psykoanalytikere der mener, at Selvet er en narrativ konstruktion, dvs. min personlighed er den historie, jeg fortæller mig selv (med andres hjælp)....og så er vi næsten tilbage til Foucault, der, som du nævner, beskriver selvet eller subjektet som et kunstværk vi selv skaber.

Håber ikke det var mere forvirrende end oplysende!

Mvh.