Hej,

Jeg har siddet og funderet over ideologi-begrebet, som jo i høj grad knytter sig an til marxismen.

Som jeg ser det - og det uden nogen større undersøgelse af begrebet - er der nogle problemer i ideologibegrebet (og andre ord, der lægger sig heropad). Ideologi har ofte noget med undertrykkelse og fremmedgørelse at gøre. (Næsten) alt er ideologi - en pointe, som Habermas understreger til fulde i hans sidste erkendelsesledende interesse (den emancipatoriske), der kan frigøre mennesket fra tvingende magter gennem "refleksion". Hos Foucault er (næsten) alt diskurs og alle er fremmedgjorte og mennesket kan kun komme ud over det ved at bruge kroppen og det mere "vitale" dele - bestemt ikke ved refleksion. Hos Bourdieu er det en kamp om anerkendelse, der driver mennesket, men de ved det bare ikke. Mennesket er - tildels som hos Foucault - ikke meget i sig selv, men bliver smidt rundt i feltet (eller var det managen).

Og der er mange flere, som jeg aldrig har læst eller kommer til at læse, som har samme idé om mennesket og dets "frihed" eller potentiale. Man kan, som foreslået i starten, bruge begrebet ideologi som ramme for sådan en forståelse. Der er ideologi i alt, og man kan ikke komme ud over det (og det jeg lige har sagt er så ideologi - og sikkert blot en reproduktion af det akademiske felts egenart for at styrke min egen position og tilegne mig symbolsk kapital som i sidste ende holder os fast i det samme undertrykkelsesmekanismer, som endvidere reproducere samfundets "egentlig struktur/diskurs", som er undertrykkelse, som så igen...).

Nå. Min pointe er - og den er ganske forenklet - om denne ideologi-forståelse ikke spærer for en masse andre erkendelser (samtidig med den også åbner overfor andre - det vil jeg ikke benægte). Den reducerer og forenkler verden således, at man i sidste ende nærmest viser hvad man antager: ideologi!

Der må være områder "i verden", som ikke er gennemsyret af ideologi - fx (og nu bliver det banalt) godnathistorien til sit barn, den lommefilosofiske tanker der gør glad indeni, sex, venskab og mange andre ting.

Ligeledes kan man vel også forestille sig teorier/beskrivelser, der ikke er gennemsyret af ideologi (selvom jeg selv har svært ved at finde nogen).

Nå - det blev lidt strøtanker (men ideologien vedblev dog ved indlæggets side). Jeg håber, der er nogle der kan følge mig - eller ikke - og gerne vil deltage i en lille debat om emnet.

Stil gerne spørgsmål til noget af ovenstående, så vil jeg prøve at besvare.

Vh. Kristian

PPS: der skulle have stået "relation" i 2. linie

Hej Christoph og Nils,

To svar:

Ad Christophs indlæg.
Jeg synes, du har fat i en vigtig pointe, når du siger, at vi skal se på relationen til den borgerlige ideologi. At Habermas (og Bourdieu og nok også Foucault) er opmærksomme herpå er jeg enig i (selvom du siger, at B. og F. er svar skyldig). Psykoanalysen er et glimrende eksempel; det er jo netop også den analogi, Habermas opererer med i hans erkendelsesledende interesser. Men tilbage til den borgerlige ideologi: Den har (antageligt) medført nogle tænkemåder og "erkendelseskategorier", som mange tænkere senere hen har prøvet at opbløde, gennemskue, dekonstruere. Imidlertid bevæger vi os ikke ud over det "egentlige" problem, da disse tænkere stadig har en "blind plet" - det forudsættes nemlig, at der ER ideologi (og at den er undertrykkende, og at der skal en form for frigørelse til i forbindelse med dene undertrykkelse). Sagt på en anden måde: Abonnerer man på, at man skal kritisere ideologi, så abonnerer man også på, at der ER ideologi. (Er det ikke problematisk)?

Jeg tror efterhånden min pointe er (og det lægger sig lidt opad det til Nils` indlæg), om ideologi-"kategorien" (altså et skel, hvormed man opfatter verden) er gunstig. Kommer man nogle vegne med den, eller ender man i "ideologi" (altså, der hvor man startede). (Man kunne faktisk hævde, at det er en af Foucaults hovedpointer - en eller form for absurdisme men uomgængelighed i tautologien (uden at jeg abonnerer på begrebet absurdisme)).


Ad Nils` indlæg.
Jeg vil give dig ret i, at ideologi-begrebet er ret uklart i ovenstående indlæg - og måske er det bare noget jeg har i maven. Det er vel i for sig også okay. Men som du ret skarpt iagttager, så er du i tvivl om, på hvilket grundlag, det er, jeg retter en kritik mod ideologi-begrebet. Til dette siger jeg: Det er præcis, det grundlag jeg gerne vil have frem i denne debat (og gerne flere grundlag).

Om man kan finde det videnskabsteoretisk tror jeg imidlertid ikke. Det skal være sociologisk! ;) Og det skal være uden ideologi (også selvom det er overalt) - alt i alt: En ret hot cocktail. (Men måske kan man finde det i byen)...?

Min pointe er blot, som nævnt foroven, at der er noget fundamentalt reducerende i ideologi-begrebet (som der er i så mange begreber) - men måske er der en "forskel", der kan indkapsle ideologibegrebet, som den ene side i en iagttalgelse, og åbne op for, at der også er en "anden side" (jf. Luhmanns iagttagelsesforståelse - selvom jeg ikke vil forfremme Luhmann til en, der har "svaret" på "mit ideologiproblem", men som godt kan være en øjenåbner, når man møder begreber, der kan alt - uden at dekonstruere (og dermed yderligere reducere til ideologi/diskurs)).

Vh. Kristian

Hej Nils,

Det ser jeg dog ikke den store selvmodsigelse i. Du må lige, når tid er, begrunde selvmodsigelsen ;)

/Kristian

Hej Kristian

Jeg synes du drager en forkert slutning, når du siger at en analyse af ideologi ikke er interessant, fordi den forudsætter at der ér ideologi derude.
Man skal have ret tætte skyklaper på, hvis man ikke ser ideologien og de ideologiske kampe udenfor ens vindue (CEPOS- hatten Martin Ågerups foredrag i onsdag var et godt eksempel). Dog vil jeg give dig ret i, at et deterministisk/ensrettet syn på ideologien som kommende opefra bliver man ikke klogere af. Man bør snarere analyse hvorfra forskellige ideologiske strømninger kommer fra, hvilke aktører der er på banen og hvilke ideologier der er i spil i forskellige felter.
På denne måde kan ideologibegrebet anvendes (men bliver måske til et rent diskurs-begreb - jeg kommer lidt i tvivl om forskellen)

Christoph

Hej Kristian

Lige kort til din kommentar omkring tvang.. Det er at vride sandheden i det statement for meget. Det har principielt intet med tvang at gøre, men derimod for marxisterne, som jeg referede til, har det noget med bevidstgørelse af egne interesser. Tvang er når du er forceret til at træffe bestemte valg eller udføre bestemte handlinger. Jeg mener principielt, at det er noget sludder at skrive at ideologi og tvang hænger sammen, for i samme ombæring må man jo sige at først og fremmest hænger frihed og ideologi sammen, først efter man har valgt kan ideologien blive til tvang, og i så fald er der tale om en meget ureflekteret og livslang uforanderlig ideologi.

Og til det andet omkring ideologi og ikke-ideologi.... Du har naturligvis ret i at det er et filosofisk spørgsmål. Men prøv i stedet for at bruge den dialektiske indgangsvinkel at erstatte det med modsætningen ideologi - Intet , det giver et lidt andet perspektiv, der gennem de transcendentale kategorier kan vise hvorledes det ikke ermuligt at tænke uden ideologi. Jeg tror nemlig, at det svar du søger ikke hører til i den politiske filosofi, men i metafysikken.

Men meget spændende diskussion i øvrigt ;-)

mvh
Laust

Hej Kristian

Ja - jeg mener jo heller ikke du skal droppe tyske filosoffer der har et efternavn, der starter med H ;-) Men Heidegger har altså et hamrende interessant og alternativt perspektiv på det med væren og intet, og min pointe var at det ikke er i dialektikken du kan komme ind til kernen af ideologi-begrebet, fordi der vil du som du selv pointerer arbejde indenfor begrebsparret ideologi og så ikke-ideologi (dvs. alt det andet)... Pointen ved at gøre ideologi til et metafysisk spørgsmål er at du kommer ud over de logiske komplikationer, du pointerer der er i den hegelianske dialektik.
Jeg kan i denne sammenhæng stærkt anbefale "Hvad er metafysik?" af Heidegger!

mvh
laust

"Ideology is just an escape from thought" (John Kenneth Galbraith)

"There are no more ideologies in the authentic sense of false consciousness, only advertisements for the world through its duplication and the provocative lie which does not seek belief but commands silence" (Adorno, Theodor W.)

"Everything ideological possesses meaning: it represents, depicts, or stands for something lying outside itself. In other words, it is a sign. Without signs there is no ideology" (Volosinov, V. N.)

"If you take away ideology, you are left with a case by case ethics which in practice ends up as me first, me only, and in rampant greed" (Nelson, Richard A.)

“My Son, these maxims make a rule
"An lump them ay thegither:
"The Rigid Righteous is a fool,
"The Rigid Wise anither”
(Robert Burns, Scottish poet (1759-1796))

"Ideologies separate us. Dreams and anguish bring us together" (Eugene Ionesco )

Lidt at tygge på :-)

Mvh.

Mads

Ja Albrechtsen - tror jeg er helt enig med din uenighed ;-) Og vil blot tilføje at man må jo blot bekymre sig over den ufrihed Rasmussen er bundet af i dette ideologiske og sprogligt ufrie udsagn :-)

mvh
Laust

Hej Morten og alle andre

Jeg giver Morten ret - god, hvis ikke fremragende opsumering. Det lader mig blot tilbage at sige, at det i høj grad HAR relevans at se på ideolgi-hegemoni kampen og at denne er en del af (næsten?) alt vi ser på som sociologer. Sagt på en anden måde har jeg svært ved at se nogle sociale fænomener der ikke har en relation til disse ideologiske kampe (men er åben for bud!)

Christoph

Hej Kristian

Kunne man ikke vende dit spørgsmål på hovedet: Er det rum, hvor ideologien ikke spiller ind (fx de fysiske eller biologiske naturkræfter) ikke uden for sociologiens genstandområde?
I alle sociale felter spiller ideologiske-diskursive-hegemoniske kampe em rolle. Mit ud vil være, at du ikke kan se det sociale uden også at analysere ideologisk (igen: naturligvis ikke deterministisk). Det interessante bliver så samspillet mellem hegemoni-modmagt-praksis (det går op for mig jeg springer ud som foucault-mand - det er magt i alt...). På den anden side kunne det også være spændende at se på, hvilke dele af praksis ideologi ikke påvirker (så meget?).

Christoph

(NB: Læs sætningen "pointen er, IKKE at tænke...").

Hej Kristian

Ville bare lige gøre opmærksom på min pointe fra øvelsestimen om Adorno & Horkheimer, kunst og vor helt, Pierre Bourdieu. Altså kan kunst som felt også er gennemsyret af magt (og distinktion) - igen pointen er HVORDAN denne ideologi/magt/lille ræv sætter sig igennem. Men som din pointe viser os er der også andet på spil i kunsten, men hvad?

Christoph

Hej Christoph
En lille kommentar om kunsten hos Adorno/Horkheimer (der blot er Karlson pointe - nu med forklaring)
Kunstens rolle i samfundet ligger i forlængelse af grundtanken i oplysningens dialektik: At mennesket siden de almene begrebers indførelse er blevet adskilt fra naturen og derved sig selv (pureste syndesfaldsmyte). Med reference til Kants begreb om fornuftskategorier, skriver de at det videnskabelige sprog aldrig erkender noget nyt fordi det blot gentager det der er lagt ind i fornuften – hvilket i videnskaben og filosofien er de almene begreber, som mennesket identificerer naturen med. Derfor kan sproget aldrig vise udover det bestående – det tjener til stadighed det bestående. Derved bliver kunsten – fordi det ikke er sprog, men billede – det eneste sted mennesket kan vise udover det bestående. Ikke at Adorno/Horkheimer regner med at arbejderne begynder at marchere ud af fabrikkerne efter de har været på kunstudstilling (hvilket absolut heller ikke er deres sigte, ingen af dem er revolutionære), men det er det eneste sted, hvor de kan få øje på sprækker i det totaliserende oplysningsprojekt (totaliserende fordi det indoptager alt sprogligt i sig i kraft af at det er sprogligt = målrationelt = orienteret mod selvopholdelsen). Du må også tænke på at det er et ganske pessimistisk værk vi har at gøre med…

Morten

Ja, men nu har vores egen Jørgen-kneppende-små-haiti-piger-Leth jo også sagt at fodbold er kunst... ;-)

Morten

Du må nok lige forklare mig lidt mere hvad du mener, for jeg kan ikke rigtig se hvordan oplevelsen af en fodboldkamp eller af et computerspil kan pege på en anden verden. Selvfølgelig har en oplevelse af de givende fænomener det tilfældes med kunst at de netop er oplevelser og derfor ikke sprog (så kan man forsøge at ”oversætte” dem til alment sprog – sætte ord på oplevelsen). Men kunst opfattes jo hos A/H som en måde at fortolke og erkende verden på, der ikke er sprogligt funderet. At se en fodboldkamp er vel næppe en måde at erkende verden på… Eller også har jeg da fokuseret på de helt forkerte ting i al den tid jeg har set fodbold… ;-)

Morten

En interessant tankegang. Har dog aldrig beskæftiget mig med nogle af de herrer du nævner (bortset fra en ganske kort og overordentlig dårlig introduktion til Benjamin i Kultursociologi). Men er æstetisk erkendelse så at forstå som en art sanselig erfaring? I den forstand, at når jeg går til fodbold-kamp (en sanselig oplevelse), bliver jeg en kropslig/sanselig (æstetisk) erfaring rigere = erkendelse. Og at denne kropslige/sanselige viden (eller skulle man sige praktiske viden) er sprogligt uerkendbar (men som selvfølgelig kan forsøges oversat til sprogle begreber - men dermed går oplevelsen i en vis forstand tabt)

Morten

Hej,

Jeg kan sørme se, at I to har fat i en af de fede diskussioner. Jeg er enig! I det hele, hvis man kan sige det, når det nu er en diskussion. Og så har jeg vist fået lidt for meget indenbords - det gør jo ikke en mere uenig ;)

Der er netop en pointe i Adorno-Horkheimers (A-H) begrænsede tilgang til livet og socialitet og kunst osv.. Det æstetiske indtryk er, som Laust siger, det ikke-identiske (slash ikke-bestående) hos A-H. Dette kan helt klart kritiseres, fx med udgangspunkt i en lidt mere postmoderne tilgang. Michel Maffesoli (ham der taler om følelig socialitet (i "the affective nebula") og neostammer) bruger netop æstetikbegrebet i dets oprindelige form: "the common faculty of experiencing together" (og det tæt på hinanden!!). Heri ligger der en udvidelse (om man vil) af æstetikbegrebet - det er det sociale der er på spil og det handler om sansning. Oplevelsen eller den sanselige erfaring er ikke individuel (i hvert fald ikke på et bevidst niveau) men er vel heller ikke entydigt social. Den "transcenderer" vel mødet mellem det individuelle og det sociale (mellem det partikulære og det universelle). Bedømmelsen af fodboldkampen er kropslig og sanselig og kan ikke indfanges med begrebet adrenelin (selvom mange gerne så det).

Hvis man lige skal hive den kære Foucault på banen, som er lidt ude i samme ærinde, så kan man pege på hans æstetik-opfattelse. Nu ved jeg, at Laust har ret godt styr på den vrede franskmand, så håber ikke jeg rammer helt ved siden af. Foucault skelner mellem det moralske og det etiske. Det moralske omdrejningspunkt er en forholden sig til den Anden. Det etiske er en forholden sig til sig selv (the work upon oneself to be an ethical being, om man vil). Foucault mener, at forholdet til den anden ikke har ændret sig drastisk op igennem historien - det har forholdet til selvet imidlertid. Det er en etisk substans, der kan modelleres og formes. Nu skal jeg ikke komme yderligere ind på det, men blot nævne den klassisk græske tilgang. Grækerne formåede at koble handling, lidenskab og nydelse. Lidenskab var ikke det væsentlige (jf. den kristne og ligeledes kantianske til lidenskaberne), men det, at mennesket skal bygge dets eksistens som en smuk eksistens - i en æstetisk "mode". Og det skal være ethvert menneske - det skal være hverdagsmennesket, som skal blive "a work of art". Livet er i centrum og ikke "selvet", som man ser det senere i historien.

Nå, Foucault-afsnittet blev lidt kogt, men for at vende tilbage til hovedtemaet: Ideologi! Indtil videre er der blevet peget på at ikke-ideologi kan ses i form af ”den åbne diskurs”, som Morten med Habermas peger på (alle kan deltage i formningen og påvirkningen af diskursen). Ligeledes er der en mulighed, dog strengt formaliseret efter min mening, i kunsten hos Adorno-Horkheimer (besiddelsen af negativitet og henvisningen til Utopia). Og så er der den brede (og vel også hverdagslige) æstetiske tilgang, som Adorno-Horkheimer ikke formår at konceptualisere (vil de det?): Det handler om en etik for livet, som nødvendigvis er sanselig bundet! Det smukke liv findes mellem handling og nydelse, og lidenskab og fornuft(sdikotmien) kan gå hjem og lægge sig! Den altomfattende ideologi bliver altså også, om man vil, penetreret af æstetikkens etik – den hverdagslige æstetikkens etik. Ideologi er altså ikke værd at abonnere på, hvis man vil ind til det, livet handler om? Er det en pointe, eller blot min absolutte æstetikfetichisme, som har nået uanede mængder midt i byen – godt stiv?

Har tydeligvis drukket en anelse for meget, men skrevet en del.

Nu mangler vi vel bare et anerkendelsesteoretisk perspektiv ;)

/Kristian

Hej Anton,

Et par kommentarer.
Du skriver, at æstetik er det mest ukritiske over for samfundet. Jeg vil mene, at du bunder det i en alt for snæver opfattelse af kritik. Det er en seriøs og rationel kritik, du har som præmis. Det er netop det, man kan prøve at imødegå med den æstetiske og sanselige tilgang (både hverdagsligt (jf. Maffesoli) men så sandelig også videnskabeligt (mere Foucault-agtigt)).

Du mener, at ideologien sætter grænser for, hvordan æstetik overhovedet kan opfattes - og som du påpeger er der mange ideologier. Det vil jeg tildels give dig ret i. Ideologi determinerer i en eller anden forstand, men denne tråd har jo netop diskuteret, om man ikke også kan se på det ikke-ideologiske (det frie?). Pointen med Habermas var, at vi gennem rationel kommunikation kunne influere på diskurserne (de tvingende magter). Dog kan man diskutere Habermas` pointe, da han fastholder begrebet. Han ser ikke muligheden i æstetikkens etik, som en vej til "frihed" og ikke-ideologi - nej vi skal udvikle "fælles begrebsmatricer, der kan skabe det gode for alle".

Du skriver, at det er muligt at kombinere sproget på nye måder, som kan pege ud over det bestående. Det vil jeg give dig ret i - i poesien! Sproget binder og definerer - det fortæller vores yndling, Bourdieu - det binder endda kroppen. Men kroppen (og sanserne) har alligevel ikke den strenge formalitet, som begrebet. Selvfølgelig skaber sprog kropppe, no doubt, men kropppen har en mulighed for at bryde ud i "ren væren" fri fra begreber - hvis man altså vel at mærke giver selvet mulighed herfor.

Nå, det var lige lidt kommentarer. Enige bliver vi aldrig ;) (Tak Habermas for at diskurserne er åbne). Måske skulle vi ordne det på den kropslige måde med en god slåskamp ;) (Eller seksual omgang?). Så kan kroppen komme til sin ret!

/Kristian

Hej C,

Man kan se på noget som fx Danish Mermaid Parade, som er de homo- og transseksuelles årlige "Gay Parade" i København. Dette er et anderledes politisk budskab end man tidligere har kendt til. Her er der intet større politisk rationale bag end at de (homoseksuelle) vil vise - rent kropsligt - vores forskellighed - en forskellighed der skal anerkendes. På den måde pirker de til det bestående "nedefra". Politikken er blevet kropslig og er ikke kun rationelt kommunikativt funderet.

Streetart er et andet eksempel. Streetart har formen af at placere sig uden for eller imellem de traditionelle systemer. Streetart er "kunst i den levede hverdag" - et billede - et æstetisk udtryk - man nødvendigvis må forholde sig til, hvis man vel at mærke iagttager det.

Æstetikkens indtog er altså ligeså meget et fokus på sædelighed, dog i en perverteret senmoderne form (nu sagde jeg ikke postmoderne, selvom det i virkeligheden var det, jeg ville). Æstetikkens etik om man vil er en materiel substans (har ontologisk karakter), der bearbejde ud fra en plejning af selvet (jf. Foucaults idé om `care of the self`). Æstetikkens etik kan også være sansningen af den Andens materialitet (og ikke kun sig selv som etisk substans) - dette er mere Maffesolis pointe (hvor en tydelig inspiration findes i Levinas tanker om den Anden og uendeligheden).

Og der er flere eksempler. Jeg tror, at der hvor man skal kigge efter "ikke-ideologi" (eller endda som det tredje - jf. ovenstående) med æstetisk-etiske briller er i hverdagen, hvor (1) byrummet og medierne åbner op for en umiddelbar sansning af en masse udtryk/billeder - ofte i et mismask (streetart er det perfekte eksempel herpå - en materialisering af det postmoderne virvar). (2) Ligeledes kan man se æstetisk-etisk på sig selv - på sit selv som materialitet for en hvis udformning. (3) Den Anden som en æstetisk-etisk nærhed, der ikke kan indskrives i noget ideologisk felt.

Ideologi må altså smutte hjem og lægge sig nogle gange. Tak ikke-ideologi, tak!

Mvh. Kristian