Hej,

Følgende indlæg skal ses i forlængelse af en lektion om Weber og hans idéer om "politik som levevej". Jeg vil prøve at diskutere lidt for og imod Webers antagelser og idéer - og håber, at der er nogle, der kan komme med nogle perspektiver på sagen.

Weber mener, at der for "politikeren" er to modsatrettede (og tildels kompletterende) maksimer, hvorefter man kan bedrive politik. Disse "maksimer" er funderet i den etiske sfære: Man kan enten være sindelagsetisk (dvs. følge sin overbevisning/mål til det yderste - uden at tænke på de midler, man undervejs må bruge); eller man kan være ansvarsetisk (altså lave rationelle kalkyler over midlerne i forhold til målet).

Ifølge Weber er politikeren spændt ud mellem disse to poler. Det er en spænding, som en politiker må og skal beherske. Hvis politikeren ikke længere kan overskue denne spænding må vedkommende forlade det politiske felt. Ifølge Hans Henrik Bruhn (Adjungeret professor ved Sociologi, KU samt Weber-"specialist") har vi her at gøre med en eksistentiel problemstilling: Den dag politikeren har nået sin "samvittigheds grænse" må han sige stop. Det er altså "klarheden", som politikeren skal kunne bemestre (klarheden i sig selv - og kende sin grænse).

I forbindelse hermed mener Weber, at en politiker skal besidde følgende karakteristika: Lidenskab, ansvarsfuldhed og øjemål. Det skal her bemærkes, at lidenskab ikke skal forstås, som vi normalt plejer, men som saglighed; altså lidenskaben for en sag. Øjemål og ansvar hænger sammen med ovenstående. Den ægte politiker er altså een, og nu siger jeg det igen, der kan bemestre begge sider af politikerens karakter.

Mit spørgsmål går nu på en "konstruktivistisk" læsning: Hvilke præmisser arbejder Weber "i virkeligheden med". Der er jo en spænding på spil, men løsningen!! er jo, at man kan bemestre denne spænding (altså mellem det - på kort form - lidenskabelige og rationelle). Spørgsmålet er altså, hvilket præmis, der ligger til grund for at mennesket skal kunne bemestre begge dele. Er det netop ikke et "oplyst" og fornuftigt menneske, der kan tænke KLART og sige "stop", når det er ved at blive for meget af det gode? Dette er vel også en "konstruktion" af mennesket som "oplyst og fornuftigt", eller hvad? Det er ikke, at jeg absolut vil læse Weber konstruktivt, men han er interessant i forhold til, at han ikke er en del af "skyggesiden" i sociologien, hvor det irrationelle også har noget at sige. Weber gør helt klart plads til det, men forfalder til et "helt" og "klart tænkende" menneske i sidste instans.

Sagt på kort form: I sidste ende er den "ægte" politiske aktør, iflg. Weber, et hoved uden krop ;)

Mvh. Kristian (der skrev det her indlæg meget hurtigt, og håber der er lidt kontinuitet i det).