Hejsa :-)

Er der nogen der vil hjælpe mig med hvordan man kan håndtere dilemmaet: "Socialrådgiveren skal afslutte en brugers bostøtteforløb, og brugeren giver udtryk for at han/hun har behov for mere bostøtte" - udfra nyttetik og pligtetik? Synes det er meget svært.

På forhånd tak.

Christina

Hej Charlotte, og tak for dit svar.
Jeg har rent faktisk den bog, men har svært ved at gennemskue hvad hhv. pligtetik og nytteetik ville behandle dette dilemma, når det netop er brugeren, som giver udtryk for at ha brug for hjælp. Synes ikke det er nemt.
Christina

Hej Christina
Jeg kender ikke til socialrådgivning som område og det er et stykke tid siden at jeg har beskæftiget mig med etik. Men jeg skal forsøge at komme med et bud men du må lige tage højde for ovenstående i forhold til det. Sådan som jeg læser pligtetik, er det en moralsk pligt, man handler her ikke efter hvad der er godt, men efter hvad der er rigtigt. pligtetikken håndhæver autorative regler, autoriteterne kan findes i en selv eller uden for en selv, er man pligtetikere følger man altså autorative regler. Udfra pligtetikken ser jeg det sådanne at socialrådgiveren kan vælge at følge de autorative regler der er gældende her inden for hendes område, hvilket som jeg ser det betyder at hun vælger at afslutte forløbet (meget kort og simpelt, men i de store linjer). Hertil kan hun så vælge at hævde at hun er sin egen autoritet og derved handle udfra principper og overbevisning, hun kan derved handle ud fra at hun har pligt til at give brugern den yderliger støtte som han eller hun har behov for, ud fra sine egen principper og overbevisninger.
Charlotte

Ved at handle ud fra sine overbevisninger handler man jo ud fra hvad man finder som rigtigt, ikke efter hvad der er godt i henhold til hvilke konskevenser det kan få på sigt. Så jo i forhold hertil mener jeg det som du skriver ovenstående. Med pligtetikken handles der ud fra regler og principper, så hvis der er formuleret en etikvejledning, på dette område må den jo så funger som handleanvisning. Jeg er ikke helt sikker på at jeg forstår hvad du mener med selvbestemmelse moment i at man skal lytte til hvad brugeren siger, prøv evt. at uddybe det lidt nærmer.

Man kan jo spørge, om der overhovedet er tale om et etisk dilemma; dvs. om der for det første er tale om et dilemma, hvor der reelt er (mindst) to modstridende måder at handle på, og om det for det andet er etikken, man skal finde begrundelsen for at handle, sådan som man vælger at handle (som socialrådgiver). Lad os da bare antage, at det er tilfældet, altså at vi har et etisk dilemma her. Denne skelnen mellem pligt- og nytteetik er klassisk, og ofte er det henholdsvis Kant og Stuart Mill som siges at repræsentere disse to forskellige etikker. I de nyere diskussioner kan man så finde nogle forskellige versioner heraf, nogle nuanceringer og nogle forsøg på at sammentænke disse tankegange. Pligtetikken kaldes også gerne deontologisk etik og nytteetikken bliver nok oftere betegnet som konsekvensetik i de nyere diskussioner. Der er også andre etikker; nogle mener at omsorgsetik, dydsetik og diskursetik er alternative tilgange. Men altså, kan disse to forskellige etikker egentlig give svar på,hvad der skal gøres i den pågældende situation? Måske forstår jeg ikke helt dilemmaet, som det her er blevet beskrevet. Intuitivt vil jeg mene, at socialrådgiveren selvfølgelig skal varetage klientens interesser og ikke sine egne interesser. Hvad er klientens interesser? Mere bostøtte. Socialrådgiveren kan spørge sig selv (og vel også helst klienten), om det nu også er i klientens "bedste interesse". Ved socialrådgiveren hvad der er bedre for klienten, end klienten selv gør? Har man opstillet en "universel lov" - en moralsk pligt man må overholde uanset hvad omstændighederne måtte være (sat på spidsen - men det er vel egentlig, hvad Kant mente)) - der siger, at "vi må ikke handle imod brugerens selvbestemmelse", så er det netop det, som bør være gældende. Meget simpelt. Hvis klienten altså kan bestemme selv, om han eller hun vil have mere bostøtte, så skal han eller hun have mere bostøtte. Klienten skal altid selv bestemme (når dette er muligt, kan man forsigtigt tilføje). Nytteektikken vil i stedet se på, om bostøtten vil maksimere klientens (samlede) lykke eller tværtimod forværre den sammenlignet med alternativet, som altså er: ingen bostøtte. Siden der ikke umiddelbart gives et bud på, at ingen bostøtte vil være et bedre valg (det vil måske øge socialrådgiverens lykke men kun i mindre grad), så må valget vel være: klienten skal fortsætte med at få bostøtte. Også ganske simpelt. Måske er det noget forsimplet, men sådan kan de to forskellige etiske begrundelser vel bruges i pågældende situation.

Der er selvfølgelig flere forhold, jeg er uvidende om, såsom hvilken funktion den såkaldte "etikvejledning" har, hvem der har skrevet den og hvordan ordet selvbestemmelse egentlig optræder heri. Ifølge en kantiansk pligtetik er det netop ikke autoriteterne, eller de som har magten, der automatisk har svaret på, hvad der er den moralsk rigtige måde at handle på. Svaret skel findes i fornuften. Svaret skal findes i moralloven. Nogle gange hindrer magt, autoriteter eller praktiske forhold - såsom økonomiske rammer - at man kan handle moralsk rigtigt. Den pligt man er forpligtet til at følge ifølge pligtetikken er altså moralloven, det er ikke nødvendigvis den pligt som en autoritet har defineret - som i dette tilfælde altså er psykiatrirådgiveren. Socialrådgiveren er tvunget til at acceptere det, som lederen beslutter. Der er ikke nogen reel autonomi for socialrådgiveren i denne situation, hvis jeg forstår det ret. Det er også grunden til, at jeg siger, at det ikke umiddelbart synes at være et dilemma for socialrådgiveren her; det synes tilsyneladende ikke at være muligt at give mere bostøtte, når lederen har besluttet, at der ikke skal gives mere bostøtte. Det er tilsyneladende heller ikke noget, som klienten (eller "brugeren") selv kan bestemme over. Det kategoriske imperativ lægger op til, at man bruger sin fornuft til at finde frem til, om ens handlinger (eller vilje) følger et generelt princip, der også vil være gældende i andre situationer (dvs. kan fungere som en almengydlig lovgivning). Den siger altså netop ikke i sig selv, hvordan man præcis skal handle. Det er altså ikke hvilken som helst "pligt", man skal følge; somme tider er eksempelvis civil ulydighed det mest fornuftige og moralsk rigtige at gøre. Handler socialrådgiveren umoralsk, hvis hun i dette tilfælde meddeler brugeren, at der ikke kan gives mere bostøtte? Det mener jeg ikke, for socialrådgiveren har intet andet valg end at meddele netop dette.