Hej,

Jeg ser det sådan, at det kommer lidt an på, hvor meget "strukturelt", man læser ind i Bourdieus anvendelse af habitusbegrebet. Jeg ser Bourdieu som ret deterministisk, da han - efter min mening - har en tendens til at starte og slutte med de sociale strukturer. Habitus er spejlet i de objektive, sociale strukturer.

Uddannelsessystemet bliver i den optik den perfekte moderne institution til at disciplinere/socialisere folk - dvs. det er et produktionscenter til at danne og forme habitusser par excellence. Nogle folk oplever en masse nederlag, andre oplever at uddannelsessystemet giver en muligheden for at realisere sig selv.

Konsekvensen for den pædagogiske praksis? Det er i for sig et politisk spørgsmål. Hvis man anvender Bourdieu "værdifrit", kunne man mene, at han netop peger på, [i]hvordan[/i] skolen reproducerer nogle særlige sociale klassekonstellationer. Det handler om særlige kapitalsammensætninger.

Og hvor kommer den "kapitalsammensatte habitus" så fra? Jo, viser Bourdieu: Forældrene! Folk fra marginaliserede positioner i samfundet, har en tendens til at få børn, der med stor sandsynlighed også selv bliver marginaliseret.

Kan man så undervise ud af problemet? Skal man behandle de "marginaliserede" som ofre eller som selvforskyldte? Eller er der alternativer? Igen: Det er et politisk spørgsmål.

Berører det pædagogikken? Ja, det synes jeg. Det er vigtigt med inklusivitet og ekstrem sensitivitet i forhold til sådanne "altid allerede marginaliserede børn". De er jo kastet ud i verden som marginaliserede, hvorfor det netop er samfundets (og dermed også pædagogens) rolle at få børn til at opleve selvværd - ja, anerkende børnene (for at bruge en for tiden slidt term). Og hvordan skal man gøre det rent praktisk? Et bud ville være, at børn ikke kun præmieres for faglige ting (som vores regering ellers synes er helt i top). Uddannelsessystemet bør kunne samle folk op og samtidig være i stand til at se sig selv udefra - som et system, der producerer sociale tabere og vindere (og alle de imellem). Det var så et politisk standpunkt fra min side af - hehe.

Jeg er vist lidt træt, så min pointe er: Kampen mod social arv er bl.a. en konsekvens af Bourdieus tanker. Så spørgsmålet er ikke kun, "hvad er de pædagogiske konsekvenser", det er også: "hvad har konsekvenserne ind til nu været." Hele social-arv-debatten stammer jo i høj grad for Bourdieus idéer.

Er det så en god ting? Det er et politisk spørgsmål.

Håber, at det ikke blev alt for sort. Jeg skal vist sove nu ;)

Mvh. Kristian