Hej
Min gruppe og jeg (pædagogstudrende) er igang med at skrive en bachelor, som omhandler narative samtaleform, som perspektiverende pædagogik ift anbragte børn. Vi har lagt os op af den socialkonstruktivistiske/socialkonstruktionistiske tankegang, men ikke 100%, da vi mener, at de omkringliggende teorier er der langt flere ligheder end forskelle.
Vi starter ud med, at beskrive det sen/postmoderne samfund, bruger blandt andre Giddens og Bent Madsen og hans bog Socialpædagogik. Herefter beskriver vi med udgangspunkt i Mead identitetsdannelse, nævner hans triade, hans tre identitsdannelser. Her følger en beskivelse af de tre behov - sikkerheds-, social- og selvvædsbehov, som Glasser og Poul Nissen, mener er vigtige ift til identitetsudviklingen. Vi nævner også Axel Honneths anerkendelsesbehov.
Her følger et afsnit med fortællingernes/narrativernes betydning med udgangspunkt i Bruner og Marianne Horsdal.
(Bruner er en gennemgående teoretiker i hele opgaven)
Vi kommer nu ind på relationer ift arbejdet med de her unge. Vi arbejder lift med Carl Rogers og kongruens begrebet og hans kernebetingelser - er det klogt og er der andet og mere relevante teori tankegange, som vi bør inddrage?
Da vi er idræt og natur pædagoger kommer vi nui nd på, hvilke muligheder, der ligger i det. blandt som relationsopbyggende - naturen som samtale forum.
Nu beskriver vi hordan vi anvender den narrative samtale form - med redskaber osv - her anvender vi Michael White, Birthe jul Clausen, Lisbeth Sommerbeck, Per Revsted og Motivationssamtalen af William R Miller.
Det var en længere smøre, men håber det gav et indblik i opgaven. Vores spørgsmål er kan vi anvende Carl Rogers ift relationer og narrative samtaler og evt hvordan? Og kan I ud fra denne beskrivelse se om opgaven giver sammenhæng. I er meget velkomne til at komme med foreslag til Teoretikere olign. Vi er åben for alt den sparring, vi kan få.
På forhånd tak.
Hilsen Jesper og co

Ps Det er et meget lærerigt forum.