Hej

Jeg skal om ikke så frygtelig lang tid i gang med en opgave om demokrati i faget Politisk Sociologi. I den forbindelse har vi (dvs. min makker og jeg) diskuteret en del om, hvorvidt meningsdannelsen i højt udviklede demokratier kan siges at være fri, og om dette er en nødvendighed for et "ægte" demokrati.

Det, jeg nu sidder og tænker, er, at begrebet `meningsdannelse` i sig selv er præget normativt af de værdier, der ligger i begrebet `demokrati`: Dannelse (ty. Bildung) hænger sammen med oplysningstanken (I. Kant?) og forudsætter et rationelt menneskesyn. Men kan man ikke forestille sig en anden opfattelse af, hvad end mening er - dvs. en opfattelse, der ikke kræver rationelle individer, men hvor meningen ikke desto mindre dannes?

Altså: Man hører tit, at folk ikke er i stand til at danne sig en mening om fx EU, fordi det er så langt væk. Men en anden, mere fænomenologisk-antropologisk, opfattelse af `at have en mening` kunne jo gå på, at man ALTID har en mening (om alt, hvad der har fremtrådt for éns opmærksomhed, i det mindste). Og alle i Dk har vel registreret, at EU eksisterer!

Nogle bud?

Mvh. Nilse