Sociologiskforum.dk var aktivt fra 2004-2012, men eksisterer i dag kun som arkiv.
annonce

Magtens felt

Skrevet d. 09.06.2005 af CecilieHP
Vi er to statskundskabsstuderende på 1. år som i næste uge skal til sociologieksamen. Vi har skrevet synopsis om Bourdieu og er i vores begrebsafklaring kommet i tvivl om, hvorvidt det sociale rum kan siges at være lig med magtens felt...?
Er der nogen af jer kloge sociologihoveder, der kan præcise hvorledes magtens felt adskiller sig fra de andre felter??

mvh
P og C
Skrevet d. 09.06.2005 af Lars
Kære P & C,

Jeg kommer lidt i tvivl om hvad I mener... Hvor har I begrebet magtens felt fra?

I hvertfald er det ikke, efter min bedste overbevisning, korrekt at anskue "det sociale rum som lig med magtens felt", men det kommer jo igen an på hvad I mener med magtens felt - er det et Bourdieu begreb??

Det sociale rum er en samlebetegnelse der skitserer samfundets stratifikationsparametre: kapitalformerne (for nærmere forklaring se "Af praktiske grunde", "Distinction" eller Margaretha Järvinens kapitel i Marmorbogen) mens et felt er en sammenslutning af flere agenter, som i en eller anden sammenhæng (fx i akademia) deler en fælles opfattelse af hvad der er rigtigt og forkert at gøre, sige, mene (doxa) etc.

Puh - det blev lidt noget halvhjertet pladder... Kan godt forklare det bedre, men hvis I lige lægger ud med at eksplicitere "magtens felt" tror jeg det bliver nemmere.


Hvis I mener det politiske felt, så har Bourdieu en særlig karakteristik i "Af praktiske grunde"...


bedste hilsener
Lars
Skrevet d. 09.06.2005 af CHellersgaard
Hej P&C

Det sociale rum (som det fx er beskrevet i marmorbogen) er en oversigt over (det franske) samfundet (i 1970`erne) delt ind efter de på daværende tidspunkt to dominerende kapitalformer (man kan diskutere, hvorvidt disse stadig gør sig gældende). Aksen er samlet kapital og fordelingen af denne kapital mellem kulturel og økonomisk kapital.

Disse kapitalformer kan udveksles (læs mere om dette på af de andre tråde her på forumet). Men grundlæggende er det vel sådan, at en stor mængde kapital kan være med til at placere en i en dominerende position i et felt, fx nobelpristageren blandt de andre forfattere. Man kan være med til at definere det anerkendelsesværdige.

Nå tilbage til pointen: det sociale rum beskriver de forskellige klasser/stænder/gruppers mængde(r) af kapital i den grad denne kapital (som ligger indlejret i vores habitus) er med til at påvirke vores adfærd/præferencer/livsstil eller hvad man nu vil kalde det.

Altså:
Det sociale rum er et oversigtkort over sammenhænge mellem forskellige samfundsklasser i relation til forskellige mængder kapital, der placerer os i en bestemt magtrelation.

Så egentlig tager i ikke helt fejl...

Paz
Christoph
Skrevet d. 10.06.2005 af Albrechtsen
Hej P & C

Bourdieus centrale begreber er blevet diskuteret frem og tilbage flere gange her på Sociologiskforum, og der er helt klart flere i dette forum, der har mere viden om og er mere kyndige fortolkere af Bourdieus teorier, end jeg er. Så jeg vil ikke bevæge mig ud i et forsøg på at beskrive, hvad jeg umiddelbart tror, Bourdieu mener hermed. Jeg kan dog citere noget sekundær litteratur, som måske kunne være en hjælp til at opnå en klarhed over jeres spørgsmål. Således skriver Jenkins (2002 s.85ff.):

"A field is, by definition, `a field of struggles in which agents` strategies are concerned with the preservation or improvement of their positions with respect to the defining capital of the field. Using Bourdieu`s concept of field in social research entails three distinct operations. First, the relationship of the field in question to the `field of power` (politics) must be understood. The field of power is thus to be regarded as the dominant or preeminent field of any society; it is the source of the hierarchical power relations which structure all other fields (...) Bourdieu`s model of society - the `social space`, to adopt his own terminology - as consisting of inter-related fields is also important for his understanding of social collectivities, particularly social classes. Classes, understood from an objectivist point of view, are categories of people within a field (the political field of power? the economic field?) which are, in terms of the topology of the field, similar or close to each other".

Hvad vil - med udgangspunkt i dette længere citat - så blive svaret på jeres spørgsmål om `magtens felt` er det samme som det `sociale rum`? Det er det tilsyneladende ikke. Magtens felt er lig med det politiske felt, og dette politiske/magtens felt har en særlig stærk indflydelse på andre felter i det sociale rum. Sådan forstår jeg det i hvert fald...

Mvh.

Skrevet d. 10.06.2005 af Albrechtsen
Ups...bogen jeg citerede fra er "Pierre Bourdieu" af Richard Jenkins (Routledge, 2002)!
Skrevet d. 10.06.2005 af CecilieHP
Tak til alle jer, der indtil videre har bidraget til debatten. I beskriver nogle af de samme diskussioner, som vi selv har haft. Men en præcisering af vores oprindelige spørgsmål er vist nødvendig:

Vi har nogenlunde godt styr på både det sociale rum og de forskellige felter og disse begrebers indbyrdes forhold. Men dér hvor vi kommer i tvivl er, når Bourdieu i "Af Praktiske grunde" (i tillægget: Socialt rum og magtens felt" ) skriver: Magtens felt (som man ikke må forveksle med det politiske felt) er et særligt felt. Det er et rum, hvor styrkeforholdet mellem de forskellige kapitalformer bestemmes; eller mere præcist; styrkeforholdet mellem de agenter der er i besiddelse af én af de forskellige kapitalformer i så tilstrækkeligt omfang at de kan dominere det tilsvarende felt" (p.55) - Magtens felt er altså IKKE det samme som det politiske felt, javel - men hvordan adskiller denne definition af magtens felt fra alle andre felter?? Gælder det ikke generelt for felter, at der foregår en kamp mellem hvilke kapitalformer, der skal betragtes som legitime?? Vi kan ikke helt se, hvad der gør magtens felt til et SÆRLIGT felt, som Bourdieu skriver...

Men ud fra ovenstående citat kom vores tese om, at man derfor måske kunne sætte det sociale rum lig med magtens felt... en slags overordnet "kampplads" blandt kapitalformerne...?

Håber I har nogle flere gode bud!

P og C
Skrevet d. 16.06.2005 af Manulo
Hey

Jeg er ret sikker på man ikke kan sætte magtens felt lig med det sociale rum. Magten felt er omtrent det samme som det Bourdieu kalder statens felt, et felt hvor der kæmpes om at kunne blive værdisætter af kapitalernes relative forhold. Der foregår altså en overordnet kamp i magtens felt for kunne blive magthaver og dermed udøve legitim symbolsk vold.

Det sociale rum derimod er en konstruktion, som kan være nyttig for at afdække hvorledes agenterne indbyrdes kæmper om den relative værdisætning af kapitalerne i deres passende felter. Bourdieu taler om et socialt rum i "What makes a social class", som et rum hvor man kan afdække sammensætningen og omfanget af agenternes kapitalformer over tid. Et socialt rum er et rum med distinktioner, hvor aktører med de samme kropslige- og mentale dispositoner og dermed nogenlunde ens Habitus vil være tæt på hinanden og tale sammen, mens de med relativt forskellig Habitus vil distancere sig fra hinanden. Dette stemmer også meget godt overens med citatet fra Jenkins (2002 s.85ff.)

Andre læser også

annonce
Sociologiskforum.dk benytter cookies til blandt andet statistik og marketing. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Okay