hej

Ja det er jo en klassisk diskussion. Og jeg fristes til at spørge hvorfor kvantitativ metode skulle være mere sand eller renset for fejlkilder end kvalitativ metode? Kvanatitativ metode er mindst lige så behæftet med fejlkilder: hvordan stilles spørgsmålene? Hvem spørger man - og hvorfor netop dem? Eheltr det en mere obejktiv metode og firndes der iøvrigt noget sådant?

sociologien er jo netop et opgør med denne type vantænkning om at positivismen er den eneste rette type videnskab. Selvom der indfor socilogien ganske givet staidg findes folk der sværfger til metoden.

socialpsykologi fx og mange andrre videnskabsteortiske rammer arbejder udfra en ide om at al viden er situeret, og derfor skal studeres i det spcifikke miljø og i den spscifikke situation. viden skabes ved at interviewe de deltagende i situation og evt observere dem. herudfra kan man med afsær i fænomenologien se på menneskers umiddelbare oplevelser og følelser eller med afsæt i hermeneutikken se på individers reflekteren over deres situation.

En positivistisk undersøgelse er stærkt begrænset af sine spørgsmål der helst skal esvares med ja/nej svar for at kunne kvatificeres. De har ingen mulighed for at spørge ind til individers oplevelser og reflektioner over bestemte hændelser. Eksempelvis deltog jeg i en kvatitativ undersøgelse på et hospital om en indlæggelse, bedt om at besvare spørgsmål som: Følte du dig taget godt imod? Blev dine smerter dækket ind? osv. Jeg ønskede at uddybe nogle af svarene men det var der ingen mulighed for.

Ja, lang smøre...måske du kan læse en kritk af positivismen - jeg kan ikke lige på stående fod komme itanke om en men det tror jeg andre kan herinde :)

Godt diskussionsoplæ iøvrigt.

@Julie
Kvantitative metoder er ikke mere "videnskabelige" end kvalitative metoder - eller omvendt. Det er en lidt gammeldags diskussion. Den videnskabelige [i]metode[/i] - kvalitativ eller kvantitativ - er defineret ved at være systematisk i den måde den indsamler data på. Det gør den videnskabelig.

Når det er sagt er det selvfølgelig sandt, at de forskellige tilgange har deres styrker og svagheder. Hvis du vil studere mikro-interaktion eller den slags er det nok smartest med en kvalitativ tilgang. Hvis du er interesseret i generaliserbarhed og kausale forhold kan du kun bruge en kvantitativ tilgang (man hører undertiden kvalitative forskere argumentere for, at den kvalitative tilgang også besidder generaliserbarhed ifht. det fænomen man studerer. Det er efter min mening noget sludder. Hvis du interviewer 16 mennesker kan du udtale dig om dem og ikke om nogen som helst andre).

@juleogmolly
Come on, der findes ingen "positivister" i sociologien mere! Det er en falsk og lidt altmodisch stråmand oftest fremført af sure marxister og postmodernister på over 60, der ikke kan lide at tingene ændrer sig. Det er lidt bizart, at man som kvantitativ forsker (stadig) bliver skudt i skoene, at man så må være "positivist". Der er ingen a priori sammenhæng mellem valget af videnskablig metode og verdensudsyn. Kvantitative forskere er i gennemsnit lige så "socialkonstruktivistiske" som alle andre.

Moralen: Metoden kan ikke redde dig. Der er ingen undskyldning for ikke at tænke selv.

Mads
- Professor i statistik på DPU (og, så vidt vides, socialkonstruktivist)

Hej Julie,

Jeg vil bidrage til det, Lars og Mads skriver. Det er et langt argument, så ha’ en kop te ved siden ;)

Lars har fat i den lange ende, når han siger, at det må handle om spørgsmålets karakter. Det er klart, at videnskaben arbejder med hypoteser udledt af en teori om verden (i nogle videnskaber [i]er[/i] hypoteserne teorier). Det er centralt for videnskaben, at hypoteserne kan testes (vises at være falske), ellers begynder man hurtigt at blande tro og viden sammen, hvilket kan føre til ting, vi i vores samfund generelt ikke bryder os om. Hertil bruger vi metoder/værktøjer, vi systematisk og på pålidelig vis kan studere verden med. På den måde er det, der gør noget ”videnskabeligt”, altså ikke, om man bruger kvantitativ eller kvalitativ metode – det afhænger snarere af forskningsspørgsmålets karakter. At man kan bruge metoder til at besvare spørgsmålet er en anden sag, og de problemer, der opstår her er i virkeligheden af en anden karakter - og dem vil jeg komme ind på her.

Men først: I sociologien har langt de fleste forskningsspørgsmål en [i]kvalitativ karakter[/i]. Hvilke typer af følelser, opstår i sociale grupper præget af høj integration? Skyldes social arv i uddannelsesvalg kulturelle transmissionsmekanismer i barndommen? Spørgsmålet har ikke interesse i ”hvor meget” – og det er kun i nogle tilfælde, at sociologer rent faktisk har interesse i, om vi taler om fx 20 eller 30 procent. Den interesse er dog typisk sekundær relativt til spørgsmålets kvalitative karakter. Først vil man spørge: Har størrelsen på søskendeflokken en betydning for den enkeltes præstationer i skolen? Derefter vil man evaluere, om det rent faktisk betyder meget (forklarer det 1 procent eller 20 procent af variationen i børns skolefærdigheder). Det samme med typer eller ”slagser”: Det kan være, at der i grupper præget af høj integration er en overvægt af nogle særlige følelser – men om vi taler om 70 eller 80 procent gør (måske) ikke den store forskel. Mange kvalitative forskningsspørgsmål kan besvares af kvalitative metoder, men kvantitative metoder vil også kunne besvare en pæn del. Kvantitative spørgsmål, derimod, kan kun besvares med kvantitative metoder. Det er bare for at slå fast, at kvantitative metoder ikke nødvendigvis handler om ting ”i bredden” og kvalitative metoder om ting ”i dybden”, som man ellers får at vide på grundlæggende metodekurser.

Og så tilbage til metodespørgsmålet: Jeg har postuleret, at videnskab i første instans ikke handler om ”metoden” (kvantitativ eller kvalitativ), men snarere om forskningsspørgsmålet. Så meget for det. Går man til spørgsmålet om, hvordan man kan teste teorier med metoder, rejser der sig nogle nye problemer, der vedrører videnskabsmandens forhold til verden (= sociologens forhold til den sociale verden). Her mener jeg, at der er ét dominerende problem, der har en erkendelsesteoretisk karakter: Når vi observerer verden (som ”observatører”), så behøver det, vi ser, ikke nødvendigvis afspejle verden, som den virkelig er. Med andre ord kan det, vi ser, være forstyrret af forhold, vi ikke kan se (et forhold, vi også kender fra hverdagen). Det kan opstå selv med gode data og systematiske metoder, fordi [i]selektionen[/i] af data ofte vil afhænge af forhold, vi ikke kan se, med mindre vi arbejder med værktøjer, der kan løse det problem. Og problemet med udvælgelse af data er stort, især når vi vil lade data (= virkeligheden) møde vores teorier (=forventninger/overbevisninger) om, hvordan verden er beskaffen. Og det vil vi jo, hvis vi vil arbejde videnskabeligt.

Med andre ord skal metoder, kvalitative såvel som kvantitative, kunne løse det fundamentale erkendelsesteoretiske problem, at hvad vi ser ikke altid afspejler det, der virkelig foregår ”derude”. Det er et logisk problem, der skal overkommes (altså hvordan ”subjektet” kan erkende ”objektet” i videnskabsteoretisk forstand).

Inden for den kvantitative metode udnytter man fx, at udtrækkes personer simpelt tilfældigt, så [i]ved vi[/i], at selektionen/udvælgelsen af data ikke influerer de resultater, vi finder. At man også kan generalisere er selvfølgelig også vigtigt, men det er [i]mindre vigtigt[/i] i forhold til at løse det erkendelsesteoretiske problem. Mig bekendt forholder den kvalitative metode sig ikke udtalt til udvælgelsesproblemet, men det gør den ikke mindre videnskabelig. Man må derimod antage, at man via sine informanter kan adskille selektionen af informanterne fra de findings, man finder frem til. Da jeg ikke kender til kvalitativ metode, aner jeg ikke, hvordan man gør det, men det må vel handle om at konstruere et dækkende billede af informanten og dennes livsverden i forhold til det videnskabelige forskningsspørgsmål, man vil undersøge. Giver mange kvalitative undersøgelser ”samme resultat”, så må der jo være noget om snakken.

Et mere fundamentalt problem opstår, at selv når vi ved, at udvælgelsen af data ikke kan influere vores resultater, så kan der stadig være forhold, vi ikke kan se (dvs. forhold, der ikke er i vores data), som kan influere det, vi ser. Den klassiske videnskabelige løsning på dette problem er eksperimentet. Her udtrækker man to grupper tilfældigt, den ene får interventionen (forsøgsgruppen), mens den anden ikke får interventionen (kontrolgruppen). Hvis eksperimentet er udført korrekt (hvilket kan være svært), kan forskelle i et outcome mellem forsøgs- og kontrolgruppen kun skyldes interventionen. Eksperimentet holder med andre ord alt andet (i hele universet) konstant, på nær det, vi manipulerer.

Imidlertid er eksperimenter ofte upraktiske, uetiske eller umulige at gennemføre. Men det løser desværre ikke det erkendelsesteoretiske problem. Derfor findes der metoder, der prøver at løse problemet.

En første vigtig erkendelse er dog, at det er vigtigt at arbejde med en kontrolgruppe (vigtigere end man lige går og tror – formoder jeg ;)). Vil man fx undersøge, om ældre på plejehjem har et særligt forhold til døden, så kræver det, at man kan sammenligne dem med fx ældre, der ikke er på plejehjem, og deres forhold til døden (eller en tredje gruppe, fx unge eller midaldrende). Ellers kan man ikke undersøge, om de har et ”særligt” forhold til det (særligt i forhold til hvad?). Kontrolgruppen behøver ikke altid være der som data – nogle gange har vi en idé om en standard, vi sammenligner med (fx når man stiller et spørgsmål, der spørger til [i]noget særligt[/i] ved et fænomen – det må være særligt [i]relativt[/i] til noget). Selvom det ikke er tilfældigt, om man er i forsøgsgruppen (ældre på plejehjem) eller i kontrolgruppen (ældre uden for plejehjem), så kan det ofte informere undersøgelser. Men det løser [i]ikke[/i] det erkendelsesteoretiske problem, netop fordi de to grupper højst sandsynligt er systematisk forskellige på forhold, vi ikke kan se – og som i sidste ende kan influere vores ”findings”. Inden for økonometrien kaldes dette erkendelsesteoretiske problem i øvrigt for selektionsproblemet eller evalueringsproblemet.

Inden for den kvantitative metode er der imidlertid teknikker, der går videre og prøver at efterligne eksperimentet. Der er teknikker, der udnytter tidsvariation (at mennesker ændrer sig over tid) eller kvasi-eksperimental variation skabt af naturen eller samfundet. Det er en smule teknisk, men ikke mere teknisk end, at det handler om at løse det erkendelsesteoretiske problem. Jeg må ærligt sige, at jeg ikke kender til metodiske tekster, der behandler dette problem inden for kvalitativ metode. (Det ændrer selvfølgelig ikke problemets natur ;)). Men igen må man vel antage (somebody help me!), at man via sit selekterede data, introspektion med informanterne og teoretisk og praktisk viden (man tager med sig fra uden for data) tilstrækkeligt kan opfange de mekanismer (såvel direkte synlige som indirekte synlige) er med til at skabe de ting, man ser.

Min pointe på kort form: ”videnskabelighed” handler ikke om metoden, men spørgsmålet/teorien. Metoder skal derimod løse problemet om, hvordan verden er tilgængelig for os, fordi vi (når vi arbejder videnskabeligt) vil lade vores teorier møde virkeligheden gennem tests. Metoder er værktøj. Værktøjer hjælper os, [i]på grund af og ikke på trods af[/i] at verden er kompleks, og på grund af at vi sociologer som alle andre mennesker har begrænsede kognitive kapaciteter og dermed ikke kan overskue en kompleks verden. Heri ligger også, at brugen af metoder netop viser, at man forholder sig [i]ydmygt[/i] til sit fag og sin analysegenstand. Man anerkender sin fejlbarlighed.

Der er også andre diskussioner, man kunne tage – fx spørgsmålet om reproducerbarhed. Her mener jeg, at det er svært at se (for mig), hvordan et kvalitativt studium skal kunne reproduceres, og jeg har endda mødt det argument, at det skal det slet ikke. Givet min argumentation ovenfor finder jeg sådan et argument fejlagtigt. Jeg mener, at det er vigtigt med reproducerbarhed, hvis man skal kunne stole på resultaterne. Vigtigt fordi det er en måde at være sikker på, at man har testet sin teori ordentligt. Jo flere tests, man udsætter teorien for, des bedre. Det er jo et videnskabeligt ideal ;)

Endnu en diskussion er spørgsmålet om ”frihedsgrader” og dermed antallet af cases. Med få cases opbruger man hurtigt sine frihedsgrader (som man fx kender det fra komparativ statsforskning). Når frihedsgraderne er opbrugt kan man – logisk set i hvert fald – ikke længere adskille vores forventninger/fordomme om verden fra de data, vi studerer. Men det er en diskussion, som er mere kompliceret end som så, fordi den afhænger af, hvad man mener med ”case”.

Til sidst vil jeg sige én ting. Det, jeg har fremlagt her, er ikke naiv positivisme. Det er en neokantiansk position, man finder hos Karl Popper, men også hos Max Weber og Georg Simmel. Det er altså ikke bare noget, jeg har hevet op ad posen (sådan da ;)). Men det gør det jo ikke til et validt synspunkt – hehe!

Håber det kan bidrage til debat!

Kristian

Og hey en ekstra ting

@Mads

Du har ret i at positivismen ikke findes i sin rene form blandt sociologer i Danmark (ikke hvad jeg ved af). Men Julies problemstilling var jo lige præcist at hun skulle forsvare sociologiens videnskabelighed overfor folk fra andre faglige traditioner, hvor det godt kunne lyde som om at det kunne være sin plads at læse lidt om kritikken af positivismen. Eller mener du ikke at man kan spore positivistiske argumentationer i nogen andre faglige discipliner- økonomi eksempelvis?

MVH

Christian

Hey C!

Gode kommentarer. Du har ret i, at inden for sociologien er teori-begrebet meget vagt. Det bruges på mange forskellige måder. I sin klassiske tekst om problemet opridser Merton vist hele syv forståelser af teori.

Det gør selvfølgelig min argumentation uklar. Min idé var blot at tage udgangspunkt i det, man inden for de fleste videnskaber vil kalde teori, nemlig en hypotetisk-deduktiv tilgang (og jeg kunne forestille mig, at det vel også var den tilgang, som Julies kammerat havde i tankerne). Det er imidlertid klart at en teori (som jeg definerer den) involverer en beskrivelse, men det er ikke, hvad der gør den til en teori. Vil jeg fx teste en hypotese om, at den sociale ulighed i uddannelsesvalg skyldes kulturelle transmissionsmekanismer i barndommen, så kræver det selvfølgelig en beskrivelse og definition af, hvad den sociale ulighed og hvad kulturelle transmissionsmekanismer er. Men det er postulatet (dvs. en særlig logisk relation mellem begreber) om, at det er transmissionsmekanismerne, der årsagen til uligheden, der gør det en teori (som her defineret).

Så meget sagt vil jeg give dig ret i, at dybdegående beskrivelser ofte er lige så vigtige hvis ikke vigtigere end test teoretiske hypoteser. Og man kan lære rigtig meget af gode beskrivelser – måske ofte mere end af halv-uklare teoretiske hypoteser. Sen’s artikel (Description as Choice http://www.jstor.org/stable/2662796 ) indeholder en række perleargumenter herfor. Vi finder det også i Abbotts nyere skriverier (fx beskrivelserne af livsbaner eller andre sekvenser, som de meningsfuldt er oplevet for individet). På den måde er jeg enig med dig i, at man kan lære meget af beskrivelser.

Men i forhold til hovedpointen i mit indlæg holder jeg fast i, at spørgsmålet om videnskabelighed må afgøres af forskningsspørgsmålets karakter snarere end af metoden. Metoden er der bl.a. for at løse det erkendelsesteoretiske problem, som jeg indgående har beskrevet ovenfor. Det må gælde for både kvantitative og kvalitative metoder. At man også kan bruge metoder til at beskrive med er i virkeligheden et helt andet problem end det, jeg rejser i tråden ovenfor.

Hertil vil jeg sige, at der fra nogle fronter kommer argumentet om, at fænomener, herunder også videnskabelige findings, altid er fortolkede – både af lægmænd og videnskabsfolk (som fx hos Giddens). Videnskab (at [i]skabe[/i] viden) er endvidere historisk og socialt situeret, som Kuhns berømte værk jo fortæller os. Men for mig at se – og den pointe er taget direkte fra Popper i en kritik af Kuhn – løser (eller ”opløser”) disse fakta ikke det erkendelsesteoretiske problem beskrevet ovenfor. Blot fordi sociologer studerer fortolkninger ændrer med andre ord ikke det erkendelsesteoretiske problem. Vi må stadig lade vores (=subjektets) hypoteser/forventninger/fordomme/formodninger ramme virkeligheden (=objektet) og i den bevægelse lade virkeligheden kunne slå igen (reality strikes back!). Måske var det forkert, det vi gik og troede om verden. Og måske var der nogen, der havde nogle særlige interesser i, at det var forkert!

Hvordan det erkendelsesteoretiske problem forholder sig til spørgsmålet om dybdegående beskrivelser har jeg svært ved at kunne gennemskue. Men tanken er interessant, og jeg vil gå og tænke over den det næste stykke tid.

Men vi er ikke færdige ;)

I forhold til det med reproducerbarheden (håber jeg har forstået dit argument korrekt): Som jeg ser det, knytter tidsaspektet sig vel ikke til den kvalitative metode, men til det fænomen, du studerer (people change). Og her har du ret i, at ”god smag” for hundrede år siden er noget andet end i dag. Det er jo et [i]deskriptivt[/i] faktum, som selv lægmænd efter en DR2-aften vil kunne afrapportere. Men derfor kan logikken i smag (fx ”distinktiv adfærd”, som Bourdieu fokuserer på) godt være den samme i dag, som den var for hundrede år siden. Det kunne man have en hypotese om, og den hypotese kan, hvis der foreligger pålidelige data, testes. (Spørgsmålet er vel i virkeligheden også her, om det egentlige interessante forskningsspørgsmål for en sociolog ikke går på [i]logikken i distinktiv adfærd[/i] snarere end i det faktum, at de konkrete forbrugsobjekters social-æstetiske karakter ændrer sig).

Og så er der det med frihedsgraden. Det kan godt være, at det er for kogt. Jeg er inspireret af Liebersons argument i hans 1991 Social Forces artikel (Small N’s and Big Conclusions: http://web.rollins.edu/~ddavison/Spring08/Leiberson_Small_N.pdf ). Idéen er, at hvis jeg har tre cases og gerne vil vurdere tre forklaringer op mod hinanden, så er det klart, at jeg vil udnytte variationen i de tre cases til at lave sammenligninger med. Optræder der noget i den ene case, som ikke optræder i de andre, og kan det forklare en interessant observeret forskel eller sammenhæng? Denne tilgang er fin, men problemet er, at der kun er N-3 sammenligningsmuligheder, dvs. to. Det er hvad jeg vil kalde frihedsgrader. Jeg har altså to frihedsgrader. Når jeg nu har tre forklaringer, jeg vil vurdere, så har jeg et problem, fordi der ganske enkelt ikke er data nok til at lave sammenligningerne. Hvis jeg alligevel laver sammenligningerne, kan jeg ikke længere adskille, hvad der skyldes variation i data (dvs. virkeligheden) og hvad der skyldes mine forventninger (dvs. forklaringer) om virkeligheden. Problemet har for mig at se en logisk karakter (og det er også Liebersons pointe), som vel kun kan overkommes ved at trække flere data ind. Spørgsmålet er så selvfølgelig, hvad man forstår ved en case. Hvis det er et individ, vil man i kvalitative studier typisk have få cases. Hvis det er et individs udsagn eller erfaringer eller hvad det nu kan være, kan man pludselig have rigtig mange cases. Anyways – håber det blev lidt klarere. Jeg mangler dog stadig at få tænkt det ordentligt igennem ;)

En sidste kommentar. Du skriver: ”Sidst men ikke mindst skal man jo huske på, at den kvalitative forsker i princippet først stopper, når alle nye kilder, metoder i et stykke tid har givet redundant information.” Det er selvfølgelig en fin tommelfingerregel, men problemet med sådanne regler er, at de er arbitrære. Kriteriet er altså ikke entydigt – og forskellige forskere vil fastlægge forskellige grænser for opnåelse af redundant information (nok især som en konsekvens af budgettet, som du også nævner). Derfor er intersubjektive vurderinger utrolige vigtige (”forsker-triangulering”), og det gælder ikke kun kvalitative undersøgelser, men i lige så høj grad kvantitative! Inden for eksperimentel videnskab ved man jo, at netop blinding er enormt vigtigt, fordi den subjektive bias (hos forskere, forsøgs- eller kontrolpersoner) kan give de mest afsindige udslag.

Det blev endnu en lang smøre. Doh!

Mvh Kristian

Hey lige et link.

Det er en artikel skrevet af en Steen Scheuer sm jeg ikke kender. Men artiklen er god og giver et spændende argument for brug af både kvalitative og kvantitative data, konstruktivisme og kritisk realisme i en skøn forening.

http://www.djoef.dk/Udgivelser/Samfundsoekonomen/Samfundsoekonomen2007/Samfundsoekonomennr62007/Enmindreelitaersamfundsvidenskab.aspx

Den er fra Djøfs hjemmeside

MVH

Christian

Hej C,

Jeg elsker drilleri ;) – og mange af dine pointer, er jeg helt enige i. Det handler om den ”flavour”, man giver sine udtalelser vil jeg tro! Hehe…

Hypoteser behøver ikke være spændende, det har du ret i. De kræver heller ikke at være forudsigende (som Popper også bemærker i Poverty of Historicism). Ofte vil gode sociologiske forklaringer – tror jeg – være retrospektive i den forstand, at de vil forklare (og derved forstå), hvorfor noget skete, som det skete. Hvilke sociale mekanismer producerede den observerede sociale arv? Og er disse mekanismer forståelige i weberiansk forstand?

Du skriver: ” Eksempel: Bourdieu peger på eliteskolers betydning for elitereproduktion. Dårlig læsning af Bourdieu = hypotese om at eliteskolera styrke afgør reproduktionens styrke. Rigtig læsning: eliteskoler er en institution (der knytter sig til en bestemt kapitalform - den kulturelle) reproduktionen kan foregå igennem. Således bliver det interessante at undersøge, OM der reproduceres gennem eliteskoler (hvad fx ikke rigtigt er tilfældet for den økonomiske elite herhjemme), men også HVAD der i givet fald så er reproduktionsmekanismer (HVIS der er nogen).” OM-spørgsmålet er for mig at se deskriptivt og et empirisk anliggende. HVAD-spørgsmålene vil prøve at identificere mekanismer bag og derved tentative forklaringer på elitereproduktion (og eliteskolernes rolle heri). Her har du vel nogle hypoteser om, hvilke mekanismer, der skaber det, du ser. Du arbejder vel med en formodning, en gisning, som kan - fordi mennesket, herunder sociologen er, fejlbarligt – være forkert. (Du [i]ved[/i] det vel ikke førend du har ladt din gisning møde data, eller?).

Dernæst skriver du: ”Derfor bliver Liebersons problem også mindre. Desværre kan man ikke skelne mellem hvilket af fænomener, der så er årsagen (det er alligevel sjældent, der bare er en).” Det er næsten som om, at du opgiver studiet af samfundet, hvis man tager konsekvensen af dit udsagn. Hvilke mekanismer forklarer eliteproduktion? Det må man vel have teorier om (jeg tror ikke på den naturalistiske tanke, at vi blot kan gå ud afdække verden som den er – tænk hvis verden spillede os et puds – eller nogen havde en interesse i, at verden så ud på en særlig måde). Med andre kan teorier være forkerte (ja, sociologen kan også tage fejl ). Hvis vi skal kunne tillade at vores teorier kan være forkerte, skal vi kunne lade dem møde verden. Har vi meget få cases, som Lieberson siger, kan det blive meget svært (og vores fordomme kan komme til at styre resultater i sådan en grad, at selv den mest refleksive, dialektisk-brydende bourdieuianer kommer til kort ;) – hvilket ikke skyldes bourdieuianerne, men verdens og erkendelsens beskaffenhed). Samtidig baserer tanken om, at man ikke kan skelne mellem årsager til fænomener, sig på en antagelse. Antagelsen siger, at fordi verden er kompleks kan vi ikke studere, hvilke mekanismer, der var med til at generere et givent fænomen. Heri er jeg uenig – jeg synes netop, at studiet af sociale mekanismers produktion af sociale fænomener er det mest interessante i sociologien. Samtidig ligger der på ingen måde i det, jeg har skrevet, en tanke om monokausale sammenhænge, hvor der kun er én årsag (ligesom i Durkheims metodelære)…

Det er vist mig, der ikke har udtrykt mig klart. Jeg tror på, at verden er kompleks (=ontologisk kompleksitet), men at den kompleksitet kan mennesket ikke rumme ved blot at se på verden (=epistemologisk simplicitet). Derfor bruger vi modeller, begreber og metoder til at studere verden med (om man så anerkender det eksplicit eller ej). At det derfor er ”alligevel er sjældent, der bare er en” årsag har jeg altså på intet tidspunkt argumenteret for. Der kan nemt være mange årsager, men jeg tror ikke på, at vi kan overskue alle disse årsager ved blot at se på verden. Det er for mig at se en farlig tanke, der leder til en idé om, at nogle kan se mere end andre – og måske især se, hvad der er bedre for andre. Med andre ord: Et fænomen kan sagtens have flere årsager (på et ontologisk plan), men vi kan kun studere få årsager ad gangen (på et epistemologisk plan). Og hvis et fænomen har flere årsager skal vi selvfølgelig identificere disse årsager, danne hypoteser om årsagens forhold til det sociale fænomen, og sidst teste, om vores hypoteser er korrekte/falske.

Så meget sagt har jeg også en lille pointe om det med hypoteser. Når jeg argumenterer for, at man skal arbejde med hypoteser, så er det ikke, fordi jeg ønsker, at man skal arbejde strengt deduktivt i en eller anden formallogisk forstand. Jeg tænker det bredt. En teori involverer en opfattelse af verdens beskaffenhed. I den forstand bruger lægfolk også teorier (”praktiske teorier” kunne man vel kalde dem). Nogle stammefolk tror på, at [i]årsagen[/i] til regnen er regnmagerens dans. Det er den teori, de arbejder med. Teorien er forkert, fordi regn skyldes komplekse meteorologiske vejrforhold. Men stammefolket har gode (og praktiske) grunde til at tro på teorien (som både Durkheim og Weber i deres måske bedste analyser har vist). Det samme gælder videnskabelige teorier. De bruges til at forklare fænomener med, og dermed identificere årsager med. De kan være forkerte, og derfor vil videnskabelige teorier være postulerende. Derfor tænker jeg en teori som et postulat, som kan være forkert. Man kan derfor også forstå det som en overbevisning eller en fordom om verden. Og her er det vigtigt, synes jeg, at man lader disse fordomme møde verden. De kunne jo være forkerte. Med andre tænker jeg ikke den hypotetisk-deduktive tilgang som en reduktionistisk omgang formallogik, men derimod som en refleksiv og åben tilgang til de ting, vi går og tror om verden. Det er en kritisk tilgang i rationel forstand (og deraf Poppers navn for sin tilgang, kritisk rationalisme).

Sidst vil jeg nævne, at den model, jeg advokerer for, selvfølgelig ikke placerer sociologien blandt de eksakte videnskaber. Det er sikkert igen mig, der ikke har udtrykt mig klart. Jeg tror ikke på alment gyldige og klart formulerede ”sociale love” – og det ligger på ingen måde i den model, jeg advokerer for her. Jeg anerkender fuldt ud, hvilket også fremgik af mit sidste indlæg, at sociologien arbejder med historiske, ”konjenkturale” fænomener, dvs. fænomener bundet af tid og sted (hele Poppers The Poverty of Historicism handler om præcis denne diskussion). Men som jeg også nævnte ændrer det ikke ved det fundamentale erkendelsesteoretiske problem. Sociologen har begrænsede kognitive kapaciteter og kan derfor tage fejl. For mig at se må det være det første, man må acceptere – en fejlbarlighed, præcis som hele Poppers arbejde handler om. (Det er vel ikke uden grund, at Popper regnes som en af de største, moderne frihedstænkere? Selvom det ikke er et tautologisk argument ;)). Den fejlbarlighed må vel være der uanset om man studerer atompartikler eller sociale følelsers betydning for sammenholdet i bander – jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle være anderledes.

Med andre ord er vi vel langt hen ad vejen enige. HVAD-spørgsmål er vigtige, involverer teori og er spændende. Sociologien arbejder med historiske fænomener. Det er mig uklart, hvori vores uenighed består, men det må være graden af rationalisme, sådan som jeg lige kan gennemskue det.

Og til allersidst: Nu er jeg med på, hvad du mener med redundanskriteriet. Jeg kan godt se idealet, som er mindre arbitrært end, jeg først forstod det som. Og som du siger må det gælde både kvalitative og kvantitative metoder.

Og til aller-aller-sidst: Jeg synes at mene, at der er en udbredt tendens blandt sociologer (både kendte og mindre kendte) til at tro, at sociologi er en særlig videnskab. Det er den selvfølgelig i en eller anden forstand. Men hvorfor skulle sociologer kunne se ting, som andre ikke kan se (eller erkende). Hvad gør dem til særlige orakler? Derfor kan man vel hævde, at en ydmyg tilgang til sociologien anerkender, at den ligger under for de samme erkendelsesteoretiske problemer som andre videnskaber. Det er det problem, jeg har prøvet at drage frem her.

mvh Kristian

PS: Undskyld Julie, at diskussionen har taget en lidt anden drejning end, hvad dit indlæg lægger op til ;)

Jeg vil påstå, at en dygtig diskursanalytiker sagtens kan udlede noget generelt af et enkelt interview (og noget mere af 8 eller 14). For det sagte siges i en kontekst - i en tid og et rum beboet af bestemte diskurser. Diskurserne er skabt i og af fællesskabet og er udtryk for herskende normer. Et enkelt interview vil med andre ord indskrive sig i og trække på bestemte diskurser, og vil derfor kunne bruges til at indfange normer og holdninger i et bredere, samfundsmæssigt perspektiv.

Hej Sussie,

Jeg ser også diskursanalyse som en kvalitativ metode, men jeg skal ikke gøre mig klog på det.

Ang. det med den dygtige diskursanalytiker: Som jeg ser det, må diskursanalytikere, selv de dygtigste (som desværre nok kun kan tælles på én hånd), basere deres analyser på mere end bare ét interview, selv hvis de rent faktisk kun har lavet ét interview. I analysen vil de typisk involvere "a priori" viden fra og antagelser om teorier og såkaldte "tendenser", som de fletter sammen med de data, der kommer ud af interviewet. Det er som sådan fint nok, men det gør det uklart, hvornår det er data "der taler" og hvornår det er ens a priori viden, der taler. Diskursanalytikeren kan derfor meget nemt komme til at finde lige det, han eller hun ledte efter - dvs. reproducere den a priori viden, vedkommende gik til feltet med. I den forstand sætter diskursanalyser sjældent særligt meget "på spil" i popperiansk forstand, selvom der selvfølgelig er undtagelser.

Diskursteoretikere løber altså ind i det problem, Lieberson rejser - som jeg har nævnt i et indlæg ovenfor. Det er et logisk problem, og mig bekendt kender jeg ikke til diskursteoretikere, der tager dette problem seriøst. (Mit indtryk er faktisk, at de bevidst ignorerer problemet under en antagelse om, at det ikke influerer den "historie", de er i gang med at fortælle). Jeg kan imidlertid ikke forholde mig til, om det er fornuftigt af dem - det er det nok ;)

mvh Kristian

God diskussion.

Nu kommer et laaaangt indlæg:

Spørgsmålet om kvalitative metoders videnskabelighed afhænger af, hvordan man adskiller videnskab fra andre former for viden, information og erkendelse. Hvis man følger von Neurath sikres videnskabelighed med metoden. Men dette er en cirkelslutning, for hvornår er der tale om en videnskabelig metode? Det er ikke nok, at metoden er systematisk, for i så fald er tvangsneurose en form for videnskabelighed. Metoden må desuden være velbegrundet dels i forhold til videnskabssynet og dels i forhold til problemstillingen.

Opdelingen på kvalitative og kvantitative metoder er arbitrær og den følger ikke en videnskabsteoretisk opdeling. Positivismen kan både lede til kvalitative og kvantitative metoder, dels inspireret af Linnees botaniske system, dels af Newtons fysik. Omvendt kan kvantitative metoder være anvendt med udgangspunkt i post-positivistisk videnskabsteori.

Det er ikke på forhånd givet, hvilke problemer, der er videnskabelige. Et videnskabeligt problem skal først og fremmest være forskbart: Det indebærer, at spørgsmålet og svaret indgår i en videnskabelig diskurs, og at man kan give et svar som har intersubjektiv gyldighed. Hva og hvem som indgår i denne diskurs er ikke apriorisk givet. Metoden er en del af hjemmelen som kan begrunde og underbygge svaret i diskursen. Videnskaben omfatter en række klassiske discipliner, som logik, matematik, jura, historie, geografi, biologi – som stiller meget forskellige spørgsmål og benytter forskellige metoder som hjemmel i fagdiskursen.

De videnskabelige diskurs omfatter flere typer af spørgsmål. Nogle af disse handler om kvantiteter: hvor mange, hvor ofte, hvor langt. Nogle handler om kvaliteter: Hvordan bør vi fortolke et kulturudtryk, hvilke følelser kommer til udtryk, hvordan opfatter aktørerne situationen, hvad er meningen med handlingen, etc? Disse spørgsmål er lige så videnskabeligt legitime som de kvantitative. Indenfor social videnskab giver de kvantitative metoder først mening i kombination med kvalitative. Man beskriver ikke bare en svar fordeling, men man fortolker den ved at henvise til kvalitative analyser eller mer primitivt trække på common sense.


Nogle forskningsspørgsmål har nomotetisk karakter. De sigter på at nå frem til et lovmæssigt svar som er gældende for en bestemt kategori af cases under givne betingelser. Alle Xer innenfor populationen har kendetegnet A. De metoder, som klassificeres som kvantitative, retter sig typisk mod nomotetiske spørgsmål. Surveys søger således at finde nomotetiske tendenser i en population på grundlag af observationer i en repræsentativ stikprøve. Bagved korrelations- og regressionsanalyser ligger imidlertid antagelser om kausale betingelser, som har kvalitativ karakter. Det klassiske eksperiment er anerkendt som forskningsdesign for at afdække kausal lovmæssighed. Men et eksperiment afdækker kun en regelbundethed mellem stimulus og respons, ikke de mekanismer som frembringer responsen. Ved siden af eksperimentet findes komparative metoder som også kan omfatte kvalitative data.

Videnskabelige spørgsmål gælder ikke blot nomotetiske problemer, men omfatter også unikke fænomener. Det gælder for eksempel et veletableret fag som historie. Sociologi stiller både kvalitative og kvantitative forskningsspørgsmål. Fordi mennesker er intelligente agenter, kan de gennemskue og søge at ændre de kausale vilkår. Når sociologerne har afdækket hva folk ’plejer’, vil nogle begynde at reflektere over deres situation, og dermed er lovmæssigheden brudt.

En del af sociologiens spørgsmål gælder generaliseringer; men de gælder ikke kun om at generalisere om individer, men nok så meget om typer af sociale situationer, om sociale formationer og om samfund. Antallet af cases er ikke bestemmende for videnskabeligheden. Det er væsentligere om casene dækker det teorifelt, man søger at besvare. Der skal med andre ord være dækning for hele det teoretiske felt i casene.

I forbindelse med metoder, der har et klart hermeneutisk indslag (og derfor opfattes som ’kvalitative’) er der risiko for at fortolkningen styres af forskerens for-domme. Metoden kan sikre en vis kontrol med disse for-domme, så andre deltagere i fagdiskursen kan overbevises om fortolkningens gyldighed. Dette kræver, at forskeren tydeliggør, hvad der begrunder fortolkningen og forkastelsen af andre fortolkninger. Desværre er mange rapporter, der bygger på ’kvalitative metoder’ temmelig uklare på dette afgørende punkt.

Opgøret med positivismens videnskabssyn indebar blant andet en problematisering af objektivitetsidealet, som søgte at stille forskningen i en neutral observatørposition – i lighed med Guds syn på verden. Denne kritik og hermeneutikken åbnede for at erkende at forskeren er involveret i forskningsprocessen. Kritikken af videnskabeligheden i ’kvalitative metoder’ gælder primært tendenser til at subjektivere forskningen – så den præsenterer en række enkeltpersoners indtryk og fortolkninger af disse. Denne form for ’forskning’ er selvsagt umulig at diskutere og vurdere i et faglig forum. Man kan ikke sagligt vurdere om svarene er holdbare – højst om de er ’spændende’. Men det er kriteriet for en krimi – ikke for en kriminologisk rapport.