Jeg er selv lærerstuderende, og jeg kan kun sige, at emnet Muslimer i den danske folkeskole ville være klart det nemmeste at vælge!
Herunder kan du snakke om de "problemer" der opstår, når muslimer har Rhamedan og når deres forældre vælger at de ikke skal deltage i Religionsundervisning eller i Idræt..
Håber noget af det kan hjælpe..

Lasse

Kulturmødet er et farligt begreb. Det handler ikke bare om at danskerne som helhed møder indvandrerne som en fremmed enhed. Hverken danskerne eller indvandrerne udgør en kulturel helhed. Der er en tendens til at betragte danskerne som individualister, som har fælles `værdier` som står overfor overfor indvandrere som har en fællles kultur og `religion`. Set i et overordnet perspektiv er danskernes selvstændighed en myte - som let kan dementeres. Danskerne er i virkeligheden meget konforme.

Kulturmødet kommer ikke kun til udtryk, når de indfødte møder indvandrere. Det foregår på kryds og tværs. Danskerne er som turister og handlende selv de fremmede i et kulturmøde.

Principielt handler kulturmødet om gensidig forståelse mellem mennesker med forskellig baggrund. Anita Holm Riis har skrevet en bog om Kulturmødets Hermeneutik, som netop handler om de principielle spørgsmål.

Bikhu Parekh har i England pointeret, at en løsning på et kulturmøde forudsætter, at begge parter opnår bevidsthed om deres kulturelle identitet og deres fælles værdier.

Et godt eksempel er den såkaldte Muhammedkrise set fra Danmark og fra Mellemøsten. I den danske diskussion handlede det om ytringsfrihed og religionsfrihed, men i den mellemøstlige om blasfemi, identitet og ære. Det førte til en konfrontation, fordi man fra dansk side nægtede at acceptere, at den dansk-muslimske minoritet reagerede ud fra et værdisyn, som ikke satte individet i centrum, men derimod respekten for Gud/Allah. Selv da det viste sig, at denne synsmåde havde støtte fra ikke bare Muslimer men også fra paven og kristne statsledere i den vestlige verden dæmrede det, at der var andre dagsordener end den offentlige danske i verdenssamfundet. Indvandrerne i Danmark repræsenterer således også de kulturer, de har rødder i, og som udgør et af holdepunkterne for deres identitetssøgning.

Tanken om, at de bare kan overtage den danske individualisme er for naiv - for mange ndvandrere er dybt afhængige af støtten i deres egne netværk: familie, slægntninge, naboer i indvandrerkvarterer. Uden støtte fra disse netværk frygter mange indvandrere at gå i hundene. Ved at samle indvandrerne i sociale ghettoer betyder det, at de ikke møder den danske kultur på sit bedste, men derimod ser eksempler på mange smadrede eksistenser, som ikke har nogen kulturbevisthed. Og de pæne kulturelle danskere møder heller ikke indvandrerkulturen i deres hverdag, undtagen som turister i eksotiske lande.

Et godt eksamenråd er for øvrigt: Når du bruger ord fra ande kulturer, skal du bruge dem rigtigt og skrive dem rigtigt - som ramadan. Det viser ikke bare viden, men også respekt for den kultur eller religion, man taler om.

Helt enig, og du har fattet den pointe, som jeg forsøgte at få frem. Sociologisk set kan vi ikke tale om dansk kultur og indvandrerkultur som helheder, fordi der er væsentlige variationer. `Den danske diskussion` henviser til den dominerende diskurs so fremføres af Jylllandsposten/Fog Rasmussen - som selvfølgelig ikke repræsenterer hele befolkningen, men som hævder at repræsentere den. Der er dilemmaet.