kritisk teori

Hej,

Så vidt jeg forstår det, går det "kritiske" på, at man stiller spørgsmålstegn ved de bestående samfundsmæssige forhold. Kritisk teori fokuserer jo på de "tvingende magter" (eller måske bedre: hegemoni) og leder derfor også efter en måde, hvorpå disse kan omstyrtes / penetreres, typisk vha. en normativ forankring i den sociale virkelighed (= i folks liv); det var i hvert fald Horkheimers idé.

Kritisk refererer altså ikke som sådan til de mere objektivistiske vidensproduktioner, selvom de da også får nogle slag på hatten en gang imellem (faktisk en del).

Mvh. Kristian

Hej

For mig at se er kritisk teori efterhånden et udflydende begreb,da både Bourdieu Foucault og Horkheimer kalder sig kritiske eller er blevet kaldt kritiske af andre.
Men man kan som de andre også har været inde på skelne mellem i hvertfald to former for kritiske teorier eller kritikformer. Immanent og Normativ kritik.

Foucaults Genealogier er typisk immanente kritikker hvor det kritiske spændingsfelt skabes mellem to historiske epoker og viser at samfundet kunne se anderledes ud.
Normativ kritik er det Honneth og Habermas fyrer op under, når de med udgangspunkt kommunikation eller anerkendelse hævder at der i disse prakssier gemmer sig en "indre værdens transcendens". Altså at disse to praksisformer (kommunikation eller anerkendelse) kan overskride det allerede eksisterende. Man kan derfor opbygge udsagn og teorier der efter deres opfattelse er moralske. De bygger retfærdighedsteorier!
Dette kræver som oftest en filosofisk antropologi, som en vigtig del af begrundelsesproceduren.

Men det bedste kritiske teori der er lavet er stadig "Oplysningens dialektik".
"Oplysningen må besinde sig på sig selv, såfremt menneskene ikke skal forrådes helt og holdent" - OD

- Eskil

Andre læser også