Hej alle oplyste sjæle,

Jeg har til opgave at placere min gruppes videnskabsteoretiske ståsted i henhold til læringsteori. Derfor vil jeg rigtig gerne vide mere om, hvilke træk der er toneangivende i kritisk teori når der er fokus på humaniora (og ikke natur/samfundsvidenskab). Jeg mener indtil videre at følgende er kendetegnende:

- Der findes en menneskelig kerne/essens, men den kan gradbøjes (og er altså ikke på samme måde som hos essentialisterne komplet uforanderlig)?

- det er vigtigt at man ikke blot konstaterer de forhold man analyserer, men søger at udbedre dem. Deraf KRITISK teori (tilbage fra Marx).

- forståelsen af mennesker, medsubjekter, er omdrejningspunktet, i modsætning til strukturalisme og socialkonstruktivisme. Mennesket er påvirket, men ikke udelukkende et produkt af, samfundet.

- alt dette mener jeg jo så at min læringsteori indeholder, men jeg synes det virker tyndt at stadfæste positionen udelukkende på disse argumenter. Er der nogen der kan løfte sløret for (flere af) den kritiske teoris grundpiller eller korrigere mig, i så fald vil jeg være taknemmelig.

- Zinck