Bogen er jo desværre udkommet midt i eksamenstiden, så selv om den er rimelig let tilgængeligt, så er der næppe så forfærdelig mange der har taget sig tid til at læse den.

Det er ellers en ret interessant bog. Jeg har læst den og havde også fornøjelsen af at høre forfatterne selv præsentere bogen i går til et arrangement på Hovedbiblioteket i kbh.

Jeg vil gerne diskutere bogen. Men vil lige referere pointerne i den og hvad forfatterne selv sagde om dem i går. Så kan der måske opstå lidt debat om bogen allerede nu.

Der er tre centrale pointer i bogen.
1) De tre typer: Krigeren, Borgeren og Taberen
2) En antagelse om at alle sociale områder er organiseret som markeder med konkurrence. Denne konkurrence er kilden til anerkendelse og økonomisk velstand
3) Velfærdsmarkedet er ekspanderet til et niveau hvor det er usundt og for dyrt



1) De tre typer

Bogens fundament er en type inddeling af måder at forholde sig til tilværelsens kamp for anerkendelse og de uundgåelig nederlag i denne kamp. De to forfattere har gjort meget ud af at pointere at der var tale om idealtyper (inspireret af Weber) og ikke var knyttet til en bestemt social gruppe. De tre typer er:

Krigeren: Denne type er karakteriseret ved en stærk passion for en sag. Sagen er så vigtig og kampen for den er kernen i Krigerens identitet og eksistens. Der kæmpes principielt og uden hensyn til andre aspekter af tilværelsen. Anerkendelse for at have kæmpet bravt og med æren i behold er den vigtigste form for anerkendelse. Krigeren kæmper for at vinde.

Borgeren: Denne type er karakteriseret ved at risiko og forventet gevinst vurderes. Samtidig bliver balancen mellem de forskellige aspekter af tilværelsen (fx. karriere og familieliv) balanceret i forhold til hinanden. Borgeren kæmper for ikke at tabe.

Taberen: Denne type er karakteriseret ved en resignation fra den normale kampplads for anerkendelse (arbejdsmarkedet, det offentlige rum). Kampen foregår der imod mellem taberen og det system som kan yde kom kompensation for taberens manglende evne til at kæmpe på normal vis. Samtidig er det ikke kompetence der ønskes anerkendelse for. Det er taberens inkompetence som taberen ønsker at statens velfærdssystem skal anerkende. Taberen har indset at den normale kamp ikke er til at vinde, og har etableret et marked sammen med udbyderne af velfærdsydelser.


2) Det sociale er et marked

Der er en grundlæggende antagelse om at det er fyldestgørende at beskrive alle sociale områder som et sted der er organiseret som et marked, hvor der konkurreres om anerkendelse og ressourcer.
Arbejdsmarked, Familiemarked, Politikmarked osv.


3) I Bogens sidste kapitel fremføres der også en kritik af det ekspanderende velfærdsmarked. Der findes en stor gruppe af ressourcestærke omsorgsarbejdere, som kæmper en hård kamp for at få tilført flere ressourcer til deres område. Eksemplerne på dette er mangfoldige og strækker sig fra medicinalindustriens opfindelse af sygdomme til Lærernes landsforening der konstant klager over at der er for få ressourcer i skolesystemet.


Kritik:

Der som sådan ikke noget i vejen med denne typologi. De to forfattere kan deres akademiske håndværk og tager tilpas mange forbehold og udvander tesen, så den kan undgå de mest åbenlyse indvendinger mod den. Er typologien fyldestgørende? Findes disse typer uden for teorien?

Forfatterne selv har dog selv svært ved at bruge dem. Specielt Krigertypen har de problemer med at bruge konsistent. I bogen bliver denne typer først betegnet som stærke, innovative og kompetente typer, som forsøger at udfordre de bestående rammer inden for et felt. Som eksempel bruges de store ånder inden for fysikken.

Men senere i bogen bliver krigertypen beskrevet som noget som der først og fremmest findes i konservative samfund og feudale hirakier.

I det mundtlige oplæg som jeg har overværet blev der i fremlæggelsen af Hegels herre-slave dialektik (eller måske mere nøjagtig en beskrivelse af kampen om anerkendelse der fik et skær af autoritet ved at henvise til den famøse dialektik ) blev herren betegnet som en krigertype. Altså en person som med magt undertvinder sig en anden til at være slave og vandt fordi Herren var villig til at dø, mens slaven med sin borgerlige kræmmer moral ikke turde slås. At dette på nogen måde skulle være en rimelig beskrivelse og brug af herre-slave dialektikken er indlysende forkert. Men det skal jeg ikke udfolde her.

Senere blev indavlede og inkompetente aristokrater og royale betegnet som krigere. Så selv om de to borgerlige akademikere gerne vil anerkende krigeren har deres beskrivelse af denne type det med at skride...

Der er et centralt spørgsmål som ikke bliver besvaret tilfredsstillende: "Hvad er kriteriet for at et krav om anerkendelse kan betegnes som illegitimt (eller umoralsk) og derfor afvises?"

Grunden til at der burde være blevet gjort mere ud af dette spørgsmål er, at en afvisning af krav om anerkendelse er en stærk moralsk dom over et andet menneske. Afvisning af anerkendelse er implicit en afvisning af den andens identitet. Konsekvensen af denne afvisning af identitet er i sin ultimative instans en afvisning af retten til at eksistere med denne identitet.

Derfor er det skuffende at dette skel ikke tages grundigere underbehandling. Der bliver præsenteret nogle vage betragtninger om at lidelsen i en tilpas grad ikke må være selvforskyldt.

Det mest konkrete der bliver sagt om dette spørgsmål er, at enhver der har konkurreret på et marked (hvilket i bogens optik vil sige at have kæmpet om anerkendelse i en social kontekst) og tabt, skal anerkende dette nederlag og lære at leve med det.

Det antages altså implicit at de nuværende markeder og konkurrencer er retfærdige konkurrencer som fordeler anerkendelse og forskellige former for ressourcer og rigdom på en moralsk forsvarlig måde.

Det er en står mangel i bogens argumentation at den ikke forholder sig mere fyldestgørende til den tilfældige fordeling af medfødte egenskaber. Nogle er bare klogere og smukkere end andre - og de har ikke gjort sig fortjent til det. Sådan er de bare født.

Det anerkendes dog fuldt ud af forfatterne at tilfældigheder på markedet kan ødelægge det for en person der har talent og flid. Men det må man bare acceptere og æde sit nederlag. Hvilket jo også er en meget bekvem holdning at have, når man som forfatterne har tilegnet sig positioner i toppen af rangordenen.

Tonen i karakterstikken af taberen er tydeligvis båret frem af en indignation over folk der på godt nudansk kaldes for "tudefjæs". I bogens tekst bliver folk der lider under ludomani, spiseforstyrrelser, alkoholisme og andre problemer der skyldes viljesvaghed for had. Tonen er at de bare kan tage sig sammen. Deres problemer er selvforskyldte. De kan bare komme ind i kampen igen.

Forfatterne undlader helt at forholde sig til at der kan være strukturelle forhold i det sociale rum som skaber disse problemer. De anerkender ellers fuldt ud at et menneske har brug for en Anden i skabelsen af en sund identitet. Et eksempel på at der kan være strukturelle forhold der kan være kritisable er det forhold at bulimi og Anoreksi går fra at være en sjælden lidelse til at være almindelig forekommende i midten af 70`erne. Men ifølge forklaringsmodellen hos forfatterne er folk åbenbart bare blevet meget dårligere til at tage sig sammen.

Det er kun velfærdsmarkedet ekspansion som gøres til genstand for en analyse som hæver sig over det individuelle niveau. Kritikken retter sig dog aldrig mod markedet som sådan, men blot de hensynsløse grupper som forsøger at tilrane sig ressourcer på almenvældets bekostning. Deres succes i kampen om anerkendelse erklæres for illegitim - selv om de er gode til at konkurrere...

Homoseksuelle der ønsker behandling for deres barnløshed for også et fur. Jeg mener det er på s. 218 første afsnit* at det at have homoseksuelle forældre bliver beskrevet som et social stigma som det er dybt uanstændigt at påføre et uskyldigt barn.

Selv om det ikke bringes frem i teksten, så underforstås det at det er denne unødige lidelse i form af et social stigma, er det der er den relevante forskel mellem homoseksuelle og heteroseksuelle barnløse.

Forfatterne kan ikke tilbagevise dette kritikpunkt ved at henvise til at homoseksuelle fra naturens side ikke kan få børn sammen. Det kan heteroseksuelle barnløse heller ikke. Et homoseksuelt par har lige som et heteroseksuelt par været så uheldig at blive forelsket i en anden, som de ikke kan få børn med.


* Jeg har afleveret bogen på biblioteket, så jeg kan ikke komme med præcise henvisninger

Jeg har såmænd også læst bogen og vil da gerne bidrage med min kritik af den. Indledningsvis må jeg sige, at jeg til fulde vil erklære mig enig i debatstarterens konstatering af, at bogen er ”interessant” . Den er (som altid med Dahls værker) formidlet i en humoristisk tone og er, særligt taget de vanskelige sociologiske og filosofiske tankefigurer som den jonglerer rund med, meget nemt tilgængelig. Derfor: Helt klart anbefalelsesværdig læsning for alle med interesse for sociologien.

Jeg vil i min kritik af bogen i særlig grad hæfte mig ved beskrivelsen af den tredje idealtype – taberen. Dette, fordi passagerne om taberfiguren for mig at se er de absolut mest provokerende i bogen – og hermed også de passager, der i størst grad trænger til at blive modsagt. For de, som ikke har læst bogen, kan kort nævnes at de karakteristiske kendetegn for taberen er, at han har tabt og givet op i samfundets ’rigtige’ anerkendelseskampe (som først og fremmest foregår på arbejdsmarkedet) og nu ser sig selv som deltager i andre, ’forkerte’ anerkendelseskampe, hvor målet ikke er anerkendelse for kompetence, men for inkompetence. Det sociale system lever af, at erklære folk for inkompetente og ”da velfærdssystemet som alle andre markeder har en indre trang til vækst vil det søge at øge mængden af negativ afvigelse. Det sker på den paradoksale måde, at velfærdssystemet øger mængden af berettiget elendighed ved at love at formindske mængden. Kun ved at gøre mennesker mere syge, kan lægerne gøre dem mere raske.” (s. 173)

Efter min vurdering, kan man næsten ikke forestille sig en dårligere timing af Dahl og Thyssens forsøgte angreb på velfærdssamfundets påståede følgesvend: Taber- og forsørgermentaliteten. Vi oplever i øjeblikket historisk lav ledighed og den politik, som føres overfor de tilbageværende arbejdsløse, taler sit klare og tydelige sprog: Kun den hurtigst mulige vej til ordinær beskæftigelse er noget værd. Inkompetence (i forhold til ordinær beskæftigelse) anerkendes med andre ord ikke som en positiv værdi, det eneste der tæller er de kvaliteter, der kan bruges på arbejdsmarkedet. At der skulle være noget som helst anerkendelsesværdigt ved i dag at blive vurderet som inhabil til ordinær beskæftigelse er derfor stærkt tvivlsomt – frem for det paradoksale udtryk ”anerkendelse af inkompetence” forekommer det mig, at være mere rimeligt at tale om ”stempling som inkompetent”.

Det samme mønster gør sig gældende i sociale sammenhænge; eksempelvis viste en undersøgelse fra Ugebrevet A4, at kontanthjælpsmodtagere befinder sig på den absolut mindst anerkendelsesværdige position i det danske samfund. Igen taler det sit tydelige sprog: Der er ikke noget som helst anerkendelsesværdigt ved at stå uden job i dag – man anerkendendes ikke på nogen måde som ”taber”, man diskrediteres tværtimod.

På trods af at Thyssen og Dahl allerede på bogens omslag forsikrer om, at ”bogen ikke handler om, hvad mennesker er, men hvad de kan gøre”, er den for mig at se et lidt uheldigt og mistimet indlæg i debatten, der i værste fald kan bidrage til yderligere stempling og ansvarspålæggelse på en af de mest ressourcesvage grupper af mennesker i samfundet. Rummet som de pågældende mennesker kan handle indenfor, bliver på ingen måde bredere, men tværtimod snævrere af, at man pådutter dem et taber-mærkat. Det er nu små 15 år siden, at arbejdsløshedspolitikken ændrede karakter til den såkaldt aktive linje – mon ikke, at der efterhånden er luet godt ud i de typer, som rationelt kalkulerende spekulerer i velfærdssystemets godhed?