Hej,

Jeg har haft en diskussion med en af mine studiekammerater, og den har efterhånden nået det principielle niveau. (Nu håber jeg, at jeg er retfærdig i min udlægning af hans perspektiver - let`s see).

Diskussionen udsprang, da vi snakkede om, hvordan man burde skrive feltnoter. Han mente, at man til enhver tid skulle eksplicitere, hvornår man som (erfarende/oplevende) subjekt følte, at ens forforståelser/for-domme dukkede op. Jeg mente derimod, at man skulle være så deskriptiv som muligt og prøve at holde analytiske og deskriptive noter adskilt, hvis man ville have de analytiske noter med (årsagen er i bund og grund pragmatisk, men ikke af betydning i denne sammenhæng). Jeg mente altså, at der ikke var nogen grund til at eksplicitere sin egen rolle i feltnoterne (da jeg mente, at det måtte være indlysende for enhver, at feltnoter ikke opstod af intet for at blive til deskriptive noter – det deskriptive vil altid være farvet – uanset hvad – så hvorfor eksplicitere det?).

Men nu er det jo kun feltnoter, diskussionen har handlet om, og som antropologer bedst kan lide det, er feltnoter jo noget helt specielt og særegent, som kun forfatteren såen’ rigti’ ka’ forstå (… og mystikken breder sig og doxaen vedligeholdes; Bourdieu4Ever). Feltnotens (ikke-)autonomi gør altså, at den ovennævnte diskussion ikke kunne holdes på feltnote-niveau, men måtte derimod op på et principielt niveau om ”teksten” – uha, nu bliver det spændende.

Hvis vi nu ser det i det principielle niveaus lys, så mente min kammerat altså, at det var vigtigt, at man som forfatter gav læseren indtryk af, at det var et eller andet subjekt, der havde skrevet teksten. Dvs.: Enhver tekst har en forfatter! Spørgsmålet er imidlertid, om dette overhovedet er relevant. Det var i hvert fald den position, jeg tog på det givne tidspunkt, hvor diskussionen fandt sted (plus alkohol). Jeg mente, og mener det vel stadig, at det kan godt være, at der har været et eller andet subjekt, der som forfatter har haft en ’hensigt’ med teksten, men! det er fløjtende ligegyldigt. Jeg vil til enhver tid mene, at man voldtager en tekst, hvis man læser den med henblik på, at forfatteren har haft en hensigt med den. I så fald kan man aldrig finde ud af hvilken, og spørgsmålet er også, om det er relevant. Og sidst men ikke mindst kan man spørge sig selv, hvilket ”subjekt” (som en både ontologisk og epistemologisk størrelse), der skulle være ophav til noget som helst.

Som det ses har jeg ikke været hel retfærdig i min opridsning af diskussionen, da jeg har givet mig selv for meget plads. Ligeledes har jeg – imellem linierne i hvert fald – taget Gadamer og Foucault i hånden, når jeg snakker om hhv. mødet mellem tekst og læser og om forfatterens eller subjektets relevans.

Alt i alt har jeg her fremlagt en ret sort/hvid-diskussion. Jeg har selv indtaget en ret radikal position, og kan vist i daglig praksis ikke stå helt inde for den. Derfor vil jeg gerne høre, om der ikke er nogen derude, der har nogle flere bud på og overvejelser over emnet – thi det er ret spændende.

Mvh. Kristian

Hej Kristian!

Angående feltnoter: Der forsøgte vi faktisk at gøre begge dele altså skrive ud fra et oplevelsesperspektiv og ud fra et mere analytisk niveau (vi kursiverede oplevelses perspektivet og de mere deskriptive betragtninger). Jeg er meget i tvivl om hvad der er reglen for hvardan man gør i forbindelse med feltnoter, men en af pointerne for vores metode var at vi benyttede vores egen oplevelser med felten som empiri!

På et mere overordnet plan bliver den lidt mere besværlig! Generelt er det en tommerfingelregel at man skal skrive sig ud af teksten altså i stedet for at skrive `Vi ser derefter...` eller `Vi antager derfor..` bruges en passiv form `Derefter ses der ...` eller `Derfor antages der...` Dette er en akademisk regel, som i høj grad stadig bruges! Dette betyder imidlertid ikke at man skriver sig ud af teksten, men at man nedtoner sin position i teksten. Det kan til tider være vigtigt at pointere at her er det en selv, der skriver, definerer og konkluderer, og i et sådant tilfælde vil jeg, hvis ikke passiv-formen kan eksplicitere dett, gribe til jeg-vi formen, men brug den ikke for meget, forelæserne - de fleste tror jeg - hører til den gamle skole, og gider ikke høre på jeg syntes osv. Dette indlæg er rettet mod en praksis, principielt mener jeg ikke, man kan skrive sig ud af en tekst, men det er vel heller ikke det, du mener?

Hvilket subjekt skriver txten? Ved eksamens situationer er det vel eksamenssubjektet.... Subjektet der skal disciplineres med henblik på selvdisciplin (er det ikke hvad F. skriver i Overvågning og Straf :-)

mvh
Laust

PS: Hov jeg har vist mest pointeret forholdet til at skrive, kan se du har en del om at læse og så bliver det jo straks meget sværere... Den må jeg lige vende en gang!!!