Sociologiskforum.dk var aktivt fra 2004-2012, men eksisterer i dag kun som arkiv.

kærlighed og "den eneste ene"

Skrevet d. 21.07.2008 af ThomasKL
Hej Alle.

Jeg har nogle tanker jeg meget gerne vil have noget feedback på.

Jeg syntes der er en tendens til at vi opfatter kærlighed som en menneskeret. Her mener jeg ikke den kærlighed man har overfor et familiemedlem eller ven, men den man har til en kæreste, forlovede eller ægtefælde.

Hvis man er single idag, syntes jeg at det er en tendens til at dette bliver et omdregningpunkt i ens liv. Ikke blot for hvordan man ser sig selv, men lige så meget hvordan andre ser en. Det at være single medfører gerne meliddenhed fra andre. Hvis det at være single er noget man selv har valgt, er mange uforstående over for dette valg.

Men er kærlighed en menneskeret? Nej, det mener jeg ikke, hvorfor skulle det være det? Kærlighed er ikke noget man behøver for at overleve, eller for at reproducering.
Er tanken om "den eneste ene" ikke bare et levn fra tidligere generationer? Jeg mener, det er meget få dyreracer der bliver med den samme partner igennem hele livet.
Er kærlighed bare en af mange måde at udvælge en partner til reproducering på? Men betyder det at man nødvendigvis skal bliver sammen resten af livet?

Jeg ved ikke hvor meget mening det her giver, jeg har ikke brugt så lang tid på at gennemtænke det. Men jeg ville blive glad for lidt feedback. Hvis der skulle være noget der er uforståligt, vil jeg meget gerne rede det ud
Skrevet d. 21.07.2008 af Ma365063
Hej,

Tre ting,

1. Hvem siger, at kærlighed er en menneskeret, og hvad har det at gøre med, at man bliver ynket, hvis man er single?

2. Er menneskerettighedernes fundament overlevelse og reproducering?

3. Er den eneste ene ikke netop et moderne fænomen, og derfor ikke et levn, men en relativt ny vision?

/Morten
Skrevet d. 21.07.2008 af ThomasKL
Jeg vil først lige gøre opmærksom på, at dette blot er tanker og ikke har noget teoretisk fundament. Men er nogle opfattlser jeg møder i de kredse hvor jeg kommer.

Jeg syntes tit jeg møder den opfattelse at det er en menneskeret, det er dog noget der ligger implicit blandt mange af dem jeg omgiver mig med. Derudover syntes jeg tit jeg jeg ynk over at være single, mange syntes at de er synd at jeg ikke har fundet en kæreste for " det er da trist ikke at have en at dele sit liv med".

Når det kommer til om menneskerettighedernes fundament er overlevelse og reproducering er svaret vel både og. Hvis man tager WHO`s og FN`s definition, så har mennesket ret til hvad der kræves som minimum for at overleve. Derudover har WHO slået fast at seksualitet er et basalt behov, og at seksuel helse er en menneskeret. Dette betyder ikke direkte reproducering, men kan godt fortolkes således.

Jeg må indrømme at jeg var lidt for hurtig til bruge fænoment "den eneste ene", for jo, det er nyt. Det jeg mener er, er tanken om finde en person og skulle blive med den resten af live ikke et levn fra tidligere generationer? Vi skal ikke mere end et par generationer tilbage før bare tanken om skilsmisse var utænkelig.
Skrevet d. 22.07.2008 af Sørland
Dit tema er sociologisk spændende: Det er et særligt kærlighedsbegreb, et romantisk parforhold, som gennemsyrer de velstående, vestlige samfund. Går vi udenfor vores nugældende kultur, handler kærlighed om loyalitet, forpligtethed, respekt. Går vi tre-fire generationer tilbage var ægteskabet en praktisk foranstaltning, som forbandt to slægter - og romantisk kærlighed hørte mest til i eventyrerne, eller den var en ekstra gevinst. Skilsmisse var utænkelig, fordi den for kvinden ville betyde fattigdom og udstødelse og for manden, at alle de praktiske opgaver i hjemmet blev forsømt. Den kulturelle ændring i synet på kærligheden afspejles tydeligt i for eksempel kongehuset - hvor valget af partner for ikke længe siden var et statsanliggende, og skilsmisse var helt utænkelig.
Skrevet d. 22.07.2008 af Sørland
Samtidig med at idealet om det romantiske parforhold står stærkt i kulturen, lever en stor del af befolkningen faktisk som singler! En del af singleforholdene kan forklares ved at deres eksperimentelle parforhold ikke lever op til det romantiske ideal.
Skrevet d. 23.07.2008 af ThomasKL
Men er det netop ikke dette romantiske syn på kærlighed der er medvirkende til at der er så mange singler? Har vi ikke mistet jordforbindelsen når det kommer til kærlighed?
Skrevet d. 24.07.2008 af Sørland
Jo, pointen er, at idealet er løftet så højt op, at det ikke kan realiseres i praksis. Hold samtidig fast i, at begrebet om kærlighed er kulturbundet; og at jordforbindelsen kun kan bestemmes ud fra praksis.
Skrevet d. 16.09.2008 af SCV-rush
Hej
Sjovt du siger det. Jeg nævnte det netop da vi skulle lære om diskurser. Der blev grinet lidt da jeg sagde at kærlighed ikker er naturgivet (hvad nu def. af naturgiven er).

A) For at afklare spørgsmålet om kærlighed skal man nok kigge lidt på den historiske udvikling i digte og fortællinger (mener jeg). Der hvor jeg kommer fra (ikke DK), bliver lignene historier som Julie og Romeo fortalt. Enhver kultur har deres Julie og Romeo. Disse digte er erstattet med film og reklame etc fra det moderne. Så det er ikke så moderne at tro at der findes det eneste ene, men det er mere i fokus.
B) Man hører dem som regel allerede når an er rimmelig ung. Det medfører at man vokser op med billedet om den eneste ene. Ligesom du vokser op med at lære at du skal have et job, kone/mand, børn etc. etc. Det er blot et sindtilstand. Hvis du vil beslutte dig for at gå i kvindetøj (hvis du er en mand) så kan du også hvis du er stærk nok til at ignorer de sociale kritik og bryde de sociale normer. Kærlighed bliver her netop et socialt norm.
C) Hvis man kigger på historien så har man ikke altid giftet sig for kærlighedens skyld. Det bringer mig tilbage til punkt A. Da jeg hørte de gamle historier om kærlighed, så var det som regel altid en prins eller et eller anet dude med mange penge og høj status. Eller en prinsesse. Kærlighed var nermæest forbeholdt de rige. Det jeg mener der sker i det moderne er netop at alle har "råd" til kærlighed.Selvom man er grim eller fattig. Det betyder at billedet om kærlighed løsriver sig fra det økonomiske aspekt og bliver til noget som er menneskeligt. Det bliver dermed også det svages ret. Velkommen til det sociale ligestilling.
D) Generelt mener jeg at kærlighed er noget kemisk, helst seksuelt, som folk af et eller andet grund ophøjer til at være noget guddommeligt. Fra dette aspekt mener jeg at billedet af kærlighed også er påvirket fra religionen. Det er ikke det dyriske seksualitet vi snakker om længere, men det pæne og monogame borgere som er "stabil". Det er simpelthen kaos og orden i mit hoved. Ergo kommer jeg frem til at det er et spørgsmål om magt. Har monogami altid eksisteret, og i alle samfunde? NEJ!
E) Efter min egen erfaringer på dette emne, så blev jeg og mine teenager venner meget forelsket i piger. Det er som om processen blev langsommere og langsommere, da der kom flere ting vi skulle forholde os til. Kærlighed her betyder også tid. Hvor "meget" kærlighed har man egentlig tid til.

Jeg ved godt at der er mange der sikkert synes det er omgang vrøvl, og at kærlighed er bare sagen. Det er sku´ også svært at overbevise en Jahovas vidne at Gud ikke eksisterer. Kærlighed eksister ligesom Gud, det er blot et spørgmål om hvem der har skabt dem. Underligt nok er det menneskelige egenskaber så gad vide??!!

Det jeg synes er utilgivelig er at det menneskelige kærlighed er ved at projiceres over dyrerne. Hvor mange børnefilm eksisterer hvor do hunde elsker hindnand og er monogame? Mange. Hvormange hunde har I set som er monogmae? Ingen.

Håber det gav lidt meneing.

Andre læser også

Sociologiskforum.dk benytter cookies til blandt andet statistik og marketing. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Okay