Jeg vil mene at hele den kapitalistisk teoretiske tradition bygger på netop dét princippet. Under alle omstændigheder er det blevet bredt accepteret siden kommunismen "in action" viste at folk skulle have et incitament.

John Rawls er fx. et godt eksempel på en socialistisk fordelingsteori, hvor incitamentet er hans måde at bygge bro mellem liberalisme og social retfærdighed (lighed). Læs "En teori om retfærdighed".

Hvis man taler om incitamenter til at arbejde, er Weber vel - som altid - uungåelig. Ikke mindst, men dog ikke kun(!), Den protestatiske etik og kapitalismens ånd, der vel nærmest kan beskrives som er genealogisk forsøg på at beskrive, hvorfor økonomiske incitamenter overhoved er meningsfulde for de individer, der lever i det kapitalistiske Vesten.

Denne weberianske tanke er værd at holde fast i, således at man ikke blot kommer til at reproducere den herskende økonomiske orthodoksis (herunder Rational Action Theory`s) argument om, at økonomiske incitamanter er ahistoriske konstante. Weber ville ikke afvise, at økonomiske incitamnter og noget a la homo economicus eksisterer, men ville blot fastholde disse fænomeners historicitet.

Jeg snuplede over en lille passage i ovennævnte bog, hvor Weber udlægger, hvad en mand sagde han ville have i løn for er stykke arbejde: "han spurgte ikke: hvor meget skal jeg tjene om dagen? Men derimod: hvor meget skal jeg arbejde for at tjene det samme beløb - 2 1/2 Mark - som jeg hidtil har tjent, og som dækker mine traditionelle behov".

Ideen om, at fx en skattenedsættelse blot vil få folk til at arbejde mere, sådan som den neo-klassiske skole altid allerede vil hævde er tilfældet (samt K, R samt V men kun, hvis de turde), må således fordøjes historisk: Det er nemlig ikke altid sådan, at folk tænker, at det er rationelt at arbejde mere, hvis lønnen er højere, da man jf. Webers argument ligesåvel kunne tænke: Ved denne lavere skattesats behøver jeg ikke at arbejde så meget for at tjene det samme traditionelle beløb.

Bl.a. Jørgen Goul Andersen (2003, Marginalisering og velfærdspolitik) har argumenteret for, at der i dagens danmark faktisk ikke kan påvises, at der eksisterer en simpelt kausal sammenhæng imellem økonomiske incitamanter og ønsket om at arbejde mere: Fx ers synes argumentet om, at skatten har så stor betynding for arbejdsudbudet noget inkonsistent, når man blot tænker på at Norden har det højeste skattetryk og en ekstemt høj beskæftigelsesprocent, ligesom at vi som samfund aldrig har arbejdet mere nogen sinde før. Han foreslår i lighed med Larses forslag om fx Honneth, at det ikke er økonomiske incitamenter, men arbejdets sociale aspekter, der er det centrale:

"Egentligt er det lidt underligt, at teoridannelser baseret på rene økonomiske motiver er blevet mere udbredt samtidigt med, at værdiundersøgelser tale om aftagende betynding af økonomiske motiver og tiltagende betydning af sociale behov, behov for selvrealisering osv. i forbindelse med arbejde" (ibid: 30)."

Lige en afsluttende kommentar: John Rawl kan ikke som Malte sagde ovenfor, karakteriseres en "socialistisk forderlingsteori". En tentativ ideologisk palcering af ham er snarere, at hans teori er socialliberal, hvilket vitterligt ikke er socialistisk. Det er en teori, der sigter imod at give et liberalt bud på, hvordan social retfærdighed kan vurderes.

Nu når jeg er ved det, vil jeg også gerne problematisere Maltes anden pointe om, at kommunitarismens realisering (i England under Thatcher eller i USA under Reagan!?) skulle have gjort det "bredt accepteret", at incitamanter har en central betynding. Er argumentet, at det var på det tidspunkt, at diskusen ændrede sig i retning af, at incitamenter opfattes som centrale (dette er netop argumentet i Goul Andersen 2003), eller skal "bredt accpeterer" snarere forstås som et udtryk for, at der faktisk abonneres på denne diskurs - at den anses som rigtig?

/Lasse Liebst