En roman er fiktionslitteratur, og forfatterens vinkel passer ofte til en ideologi og måske en teori.
Individualisering er et modeord, som passer temmelig godt til en liberalistisk ideologi. Men det er et åbent spørgsmål, hvilken form for individualisme, der er tale om i det senmoderne samfund.
Individualismen gælder kun indenfor bestemte rammer og med visse begrænsninger. Du må godt være helt dig selv, så længe du er det på den helt rigtige måde, som passer til systemet.
For en gammel, men letlæst kritik af individualisme-teorien kunne du for eksempel kigge på Riesman: Det ensomme massemenneske. Her er individualisterne en flok lemminger, der hele tiden prøver at pejle sig ind på moden og de andres meninger. Der findes mange senere varianter af temaet; men det kan være fornuftigt at vende tilbage til den oprindelige version. Også for at overveje, hvad der er sket med debatten om individualismen siden 1960erne.

HEj annemette.
Jeg kom lige til at tænke på Richard Sennets "det fleskible menneske". Den handler om det senmoderne samfunds problemer for det enkelte menneske med selvrealisering og i det hele taget de ændrede vilkår i forskellen mellem udviklingen i land og by. Jeg kan ikke lige skrive så meget mere nu, men den er skrevet som en fortælling, der følger forskellige menneskers skæbner fra forskellige sociale lag, og er egentlig meget fin. Det er dog ikke bare en skønlitterær roman, men skal læses som et samfundskritisk bidrag. Og jeg tror den rammer meget godt, hvad du søger.

Morten

Mange tak for jeres bidrag. Jeg må indrømme at jeg først har set jeres kommentarer nu, og derfor ikke har haft tid til at se nærmere på de omtalte teoretikere. Der bliver snakket en del om intimitetens forandring, hvilket er meget relevant i forhold til bogen, og derfor helt klart også er noget jeg vil beskæftige mig med. Derudover beretter bogen også om hovedpersonens individualitet. Han er ikke afhængig af nogle af de forhold han befinder sig i, hvilket er årsagen til at eksistensen af flere identiteter er mulig. Først da han møder en kvinde (og derved opretter en fjerde identitet) som han forelsker sig i, er han ikke længere istand til at opretholde kontrollen, og det er denne hændelse der har givet bogen navnet [i]Domino[/i].
Det er altså, som flere af jer har påpeget, interessant at tale om intimitet og hans forhold til andre mennesker.
Derudover føler jeg også at der bør fokuseres på hovedpersonen som "menneske". Giddens taler om, at alt er muligt for den enkelte mht. identitetsdannelse i det senmoderne, hvilket bliver eksemplificeret i denne bog, hvor han ikke har været i stand til at holde sig til kun én identitet. Jeg søger at finde en teoretiker der er istand til at se problematikken ved dette, eftersom Giddens nærmest kun kan se det positive.

Vh Annemette

Jeg vil umiddelbart tro, at samfundsteoretikeren Ulrich Beck kunne være en god kontrast til Giddens` teorier.

Vh Frederik