Man kan undres over Danmarks manglende børnelov.
For snart 20 år siden kom FN med Børnekonventionen hvor mange lande inklusiv Danmark har skrevet under. Konventionen skal sikre børns rettigheder og vilkår. Men konventionen er ikke en lov og det betyder at den bliver forvaltet lidt tilfældigt her i landet, og det går specielt ud over de udsatte børn. Der kan nævnes den seneste sparerunde i den socialesektor, flere og flere sager kommer frem i medierne om kommuner der forvalter forældres rettigheder frem for børnenes.
Og her er det nemlig interessant: hvem tilhører børnene?

I mange tilfælde er familien blevet funktionstømt, eller som Giddens siger det: funktionerne er blevet udlejret. Flere og flere steder vokser der "udlejringer" op i form af ekspert systemer som en konsekvens af den senmoderne famliestruktur. Fx er det nu muligt at sagsøge sin lære for ikke at have gjort sit arbjde godt nok. Man kan påstå at ansvaret for børns opdragelse og læring, deres primære dannelse, er blevet udlejret til eksperterne. Men hvad med børns rettigheder, er de ogdå blevet udlejret? Nej må svaret være. Børn tilhører under alle omstændigheder deres forældre når det kommer til et juridisk spørgsmål. Selv når børn henvender sig til derres kommune for at få hjælp bliver de svaret med at sagsbehandleren ikke må tale med dem uden forældrenes tilstedeværelse...
Hvad angår børns rettigheder så er de bundet til forældrene hvilket i de fleste tilfælde er en god ting da det beskytter dem. Men i de enkelte tilfælde hvor forælderen ikke magter ansvaret overfor et barn er det problematisk. Et godt eksempel er Lov om Forældremyndighed og samvær, men det gælder i høj grad også i forhold til omsorgen for børn, der har det svært. Børn `hører til` deres forældres socialrådgiver, og det betyder, at sagsgangen ofte bliver lang og kompliceret, hvis lærere, pædagoger og sundhedsplejersker bliver bekymrede og ønsker en indsats – lige som at forældrene næsten ubetinget kan blokere en indsats, medmindre barnets situation er så slem, at en tvangsfjernelse er på tale.

I forhold til de lande vi normalt sammenligner os med er vi bare rent ud sagt bagud!
Norge og Sverige har taget konsekvensen af Børnekonventionen og implementeret den rent juridisk. Begge lande har installeret en decideret Børneombudsmand. Norge har lavet en Børnelov.

Så jeg spørger: set fra et sociologisk perspektiv: Kunne man ikke mene at samfundsstrukturen som den er i dagens Danmark lægger op til at børn skal have de samme borgerrettigheder som de voksne – med den beskyttelse, dette giver?

Jeg kan personligt ikke finde noget svar det er tilfredsstillinde, håber der er nogen af jer andre der måske har et andet perspektiv end mit