Honneth/pædagogens fagidentitet
Hej!
Jeg er pt. ved at skrive opgave om "pædagogens fagidentitet og pædagogprofessionens manglende anerkendelse". Jeg vil komme ind på professionens dårlige image og manglende prestige i samfundet, og hvad dét og den omsiggribende dokumentations- og evalueringskultur har af konsekvenser for pædagogens fagidentitet - ja, og for institutionen og for samfundet generelt! Jeg havde tænkt mig at bruge Rasmus Willig, og overveje samtidig at inddrage Honneth. Men jeg har svært ved at få et overblik over, hvad det helt konkret er han siger, og om han overhovedet kan bruges her?
Jeg er pt. ved at skrive opgave om "pædagogens fagidentitet og pædagogprofessionens manglende anerkendelse". Jeg vil komme ind på professionens dårlige image og manglende prestige i samfundet, og hvad dét og den omsiggribende dokumentations- og evalueringskultur har af konsekvenser for pædagogens fagidentitet - ja, og for institutionen og for samfundet generelt! Jeg havde tænkt mig at bruge Rasmus Willig, og overveje samtidig at inddrage Honneth. Men jeg har svært ved at få et overblik over, hvad det helt konkret er han siger, og om han overhovedet kan bruges her?
Hej
Hvad du umiddelbart fortæller lyder Honneth som en brugbar teoretiker. Men igen det kommer jo an på hvilket perspektiv du vil bruge. Honneth/Willig leder jo nok klart henimod en opgave hvor man tager et klart normativt udgangspunkt. Man kunne jo også bruge governmentalitytænkere som Dean og Rose til at undersøge styresystemet evaluering etc. Men anyway
Ved ikke hvor du er med på omkring A Honneth så her en grunnrisse :-). Honneth reformulereri bogen Kamp om Anerkendelse fra 1992 det begreb som Hegel kaldte for sædelighed. Kort sagt går det ud på at man bliver nødt til at have et samfund hvor alle anerkebnder hinanden før det fungerer. Hegel giver i Åndens Fænomenologi et eksempel med herren og slaven (ret hvis jeg tager fejl) hvor slaven anerkender herren, men herren ikke anerkedner slaven, og på den måde heller modtager anerkendelsen fra slaven. Det er grundtanken at anerkendelse er en proces hvor du også kræver din selvidentitet.
Honneth går videre ved hjælp af socialpsykologerne Mead og Winnicott til at formulere tre anerkendelsesformer der findes i samfundet. DVS sfærer indenfor hvilke at menensket skal have anerkendelse. Primærrelationerne (familie, kærlighed etc), den retlige (rettigheder, medborgerskab) og endelig den solidariske (fællesskaber, arbejde etc.)
Det er nok især indenfor den sidste at man ville kunne fremanalysere anaerkendelsesbrud når det drejer sig om pædagoger og evaluering.
Hver anerkendelsesform står sammen med en række ringeagtsformer, og i sidste ende en konsekvens for ens selvforhold.
Det er jo den ultrakorte version det her, men du kan jo se om du kan bruge det til noget og så selv læse videre.
Forslag til læsning:
Kamp om anerkendelse - Honneth (Lang og lidt kedelig, men til gengæld kommer man til bunds i hele anerkendelsestanken. Jeg fik meget ud af at stave mig igennem.
Behovet for anerkendelse - tekstsamling redigeret af rasmus willig. Indeholder mindre tekster af Honneth samt en god introduktion til begrebet i forordet af willig.
Anyway håber det var brugbart
Hvad du umiddelbart fortæller lyder Honneth som en brugbar teoretiker. Men igen det kommer jo an på hvilket perspektiv du vil bruge. Honneth/Willig leder jo nok klart henimod en opgave hvor man tager et klart normativt udgangspunkt. Man kunne jo også bruge governmentalitytænkere som Dean og Rose til at undersøge styresystemet evaluering etc. Men anyway
Ved ikke hvor du er med på omkring A Honneth så her en grunnrisse :-). Honneth reformulereri bogen Kamp om Anerkendelse fra 1992 det begreb som Hegel kaldte for sædelighed. Kort sagt går det ud på at man bliver nødt til at have et samfund hvor alle anerkebnder hinanden før det fungerer. Hegel giver i Åndens Fænomenologi et eksempel med herren og slaven (ret hvis jeg tager fejl) hvor slaven anerkender herren, men herren ikke anerkedner slaven, og på den måde heller modtager anerkendelsen fra slaven. Det er grundtanken at anerkendelse er en proces hvor du også kræver din selvidentitet.
Honneth går videre ved hjælp af socialpsykologerne Mead og Winnicott til at formulere tre anerkendelsesformer der findes i samfundet. DVS sfærer indenfor hvilke at menensket skal have anerkendelse. Primærrelationerne (familie, kærlighed etc), den retlige (rettigheder, medborgerskab) og endelig den solidariske (fællesskaber, arbejde etc.)
Det er nok især indenfor den sidste at man ville kunne fremanalysere anaerkendelsesbrud når det drejer sig om pædagoger og evaluering.
Hver anerkendelsesform står sammen med en række ringeagtsformer, og i sidste ende en konsekvens for ens selvforhold.
Det er jo den ultrakorte version det her, men du kan jo se om du kan bruge det til noget og så selv læse videre.
Forslag til læsning:
Kamp om anerkendelse - Honneth (Lang og lidt kedelig, men til gengæld kommer man til bunds i hele anerkendelsestanken. Jeg fik meget ud af at stave mig igennem.
Behovet for anerkendelse - tekstsamling redigeret af rasmus willig. Indeholder mindre tekster af Honneth samt en god introduktion til begrebet i forordet af willig.
Anyway håber det var brugbart
Tusind tak for det hurtige svar! :-)
Jeg havde tænkt mig at se på, hvad manglende anerkendelse fra samfundets side, gør ved pædagogens fagidentitet og for professionen generelt.
Til sfæren for det retslige område, er krænkelsesformen, at man udelukkes fra bestemte rettigheder, og jeg forstår det som, at man indirekte siger, at man ikke regner personens eller gruppens moralske troværdighed eller evne for noget. Her kunne man sagtens sætte pædagogerne ind, hvis man som f.eks. Wllig mener, at de bliver frataget retten for at kritisere løn- og arbejdsforhold. Den solidariske sfære`s kænkelsesform handler om (hvis jeg har forstået det rigtigt) bl.a. social status. Og er det helt hen i vejret, at sige, at opnår man ikke restslig anerkendelse, så går det automatisk udover de to andre sfære?
Honneth mener desuden, at det er væsentligt ift. vores selvværdsættelse, at man overhovedet får lov til at erfare, at ens egne præstationer og færdigheder er værdigfulde for samfundet. Honneth analyserer begrebet usynlighed, som skal forstås som, at man fysisk er observeret, men hvor man socialt er usynlig - altså direkte overset.
Umiddlbart virker Honneth som skabt til opgaven, men jeg synes stadigvæk, at det er svært at få et overblik over, hvor han helt præcis kan bruges.
Og mange tak til forslag om læsning!
Jeg havde tænkt mig at se på, hvad manglende anerkendelse fra samfundets side, gør ved pædagogens fagidentitet og for professionen generelt.
Til sfæren for det retslige område, er krænkelsesformen, at man udelukkes fra bestemte rettigheder, og jeg forstår det som, at man indirekte siger, at man ikke regner personens eller gruppens moralske troværdighed eller evne for noget. Her kunne man sagtens sætte pædagogerne ind, hvis man som f.eks. Wllig mener, at de bliver frataget retten for at kritisere løn- og arbejdsforhold. Den solidariske sfære`s kænkelsesform handler om (hvis jeg har forstået det rigtigt) bl.a. social status. Og er det helt hen i vejret, at sige, at opnår man ikke restslig anerkendelse, så går det automatisk udover de to andre sfære?
Honneth mener desuden, at det er væsentligt ift. vores selvværdsættelse, at man overhovedet får lov til at erfare, at ens egne præstationer og færdigheder er værdigfulde for samfundet. Honneth analyserer begrebet usynlighed, som skal forstås som, at man fysisk er observeret, men hvor man socialt er usynlig - altså direkte overset.
Umiddlbart virker Honneth som skabt til opgaven, men jeg synes stadigvæk, at det er svært at få et overblik over, hvor han helt præcis kan bruges.
Og mange tak til forslag om læsning!
Pas lige på fortolkningen af Hegels eksempel med herren og slaven. Den er faktisk lige omvendt.
Honneth vil ikke mene at krænkelser i den retlige sfære automatisk medfører krænkelser inden for værdifællesskabet - men ikke at sige at det kan forekomme sådan i visse tilfælde.. Anerkendelsessfærerne skal tolkes som adskilte hvor kun (i Willigs tolkning - til forsvar for kritikken s. 100) primærrelationerne kan siges at have afgørende betydning for anerkendelsen i de to andre sfærer...
Ellers spændende opgave..
Ellers spændende opgave..
Mange tak for svar! :-)
Jeg er dog stadig i tvivl om, hvorvidt det den retslige eller den solidariske sfære, der er mest oplagt til min opgave. Jeg havde tænkt mig at tage fat på de øgede dokumentations- og evalueringskrav i det pædagogprofessionen, hvilket f.eks. Willig ser som en klar mistillidserklæring til det pædagogiske arbejde. Hvad jeg umiddelbart kan læse mig frem til i "Behovet for anerkendelse", sker anerkendelsen indenfor en solidariske sfære igennem relationen til gruppen, fællesskabet eller SAMFUNDET, hvor individets deltagelse bliver anerkendt. Igennem deltagelsen er individet altså med til at bidrege til gruppens, fælleskabets eller samfundet hele, og er på den måde med til at reproducere samfundet.
Som jeg ser det er det ikke kollegaerne og familien, som pædagogerne mangler anerkendelse fra, men derimod politikerne - og derfor bevæger jeg mig vel over i den retslige sfære? Eller hvad?
Mener Honneth ikke også, at mangel på anerkendelse kan føre til sygdom og depression, eller er jeg helt galt på den her?
Jeg er dog stadig i tvivl om, hvorvidt det den retslige eller den solidariske sfære, der er mest oplagt til min opgave. Jeg havde tænkt mig at tage fat på de øgede dokumentations- og evalueringskrav i det pædagogprofessionen, hvilket f.eks. Willig ser som en klar mistillidserklæring til det pædagogiske arbejde. Hvad jeg umiddelbart kan læse mig frem til i "Behovet for anerkendelse", sker anerkendelsen indenfor en solidariske sfære igennem relationen til gruppen, fællesskabet eller SAMFUNDET, hvor individets deltagelse bliver anerkendt. Igennem deltagelsen er individet altså med til at bidrege til gruppens, fælleskabets eller samfundet hele, og er på den måde med til at reproducere samfundet.
Som jeg ser det er det ikke kollegaerne og familien, som pædagogerne mangler anerkendelse fra, men derimod politikerne - og derfor bevæger jeg mig vel over i den retslige sfære? Eller hvad?
Mener Honneth ikke også, at mangel på anerkendelse kan føre til sygdom og depression, eller er jeg helt galt på den her?
Først og fremmest til det sidste spørgsmål: jou, det er hvad Honneth mener, han samler alle disse sygdomsforhold i begrebet om sociale patologier..
Til det andet: at det er politikerne som forudsætter krænkelserne på anerkendelse er ikke ens betydende med at du bevæger dig over i den retlige sfære (som jeg læser det). Den retlige anerkendelsessfære består udelukkende af et reglsystem, som forudsætter, at mennesker med forskellig baggrund, seksualitet, religion eller status kan leve med disse egenskaber uden alligevel at blive diskrimineret.
Altså, den retlige anerkendelse af borgeren forstås ud fra et princip om at alle alligevel står lige. Og når politikerene så ikke anerkender eller tager hensyn til pædagoerne som gruppe eller som proffesion, er det (som jeg ser det) en krænkelse indenfor værdifællessakbet, den solidariske sfære om man vil.
Et argument kan også være at den retlige sfære udelukkende er en fornuftbaseret kategori (iflg. Willig - igen) som ikke indeholder et solidaritetsbegreb. Og man må sige, at politikerne i høj grad ikke solidariserer sig med pædagogerne - altså en krænkelse inden for værdifællessakabet og ikke den retlige sfære - da krænkelsen har med mangel på solidaritet.
Håber denne vurdering kan hjælpe lidt...
Til det andet: at det er politikerne som forudsætter krænkelserne på anerkendelse er ikke ens betydende med at du bevæger dig over i den retlige sfære (som jeg læser det). Den retlige anerkendelsessfære består udelukkende af et reglsystem, som forudsætter, at mennesker med forskellig baggrund, seksualitet, religion eller status kan leve med disse egenskaber uden alligevel at blive diskrimineret.
Altså, den retlige anerkendelse af borgeren forstås ud fra et princip om at alle alligevel står lige. Og når politikerene så ikke anerkender eller tager hensyn til pædagoerne som gruppe eller som proffesion, er det (som jeg ser det) en krænkelse indenfor værdifællessakbet, den solidariske sfære om man vil.
Et argument kan også være at den retlige sfære udelukkende er en fornuftbaseret kategori (iflg. Willig - igen) som ikke indeholder et solidaritetsbegreb. Og man må sige, at politikerne i høj grad ikke solidariserer sig med pædagogerne - altså en krænkelse inden for værdifællessakabet og ikke den retlige sfære - da krænkelsen har med mangel på solidaritet.
Håber denne vurdering kan hjælpe lidt...
Andre læser også
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension