Det lyder som en spændende problemstilling. "Anerkendelse" errigtignok oppe i tiden. En bevægelse som synes at lægge central vægt herpå, er det som går under betegnelsen "appreciative inquiry", hvilket du måske har hørt om. Den såkaldte "positive psykologi" er også værd at nævne her. Ønsket er at skabe større glæde gennem brug af psykologiske værktøjer. "Feedback" og "coaching" er en del af denne værktøjskasse. Når du bringer Honneth på banen, så må du være klar over, at han sandsynligvis vil stille sig kritisk over for sådanne nye idéer. Honneth har haft en væsentlig betydning mth. at gøre sociologien opmærksom på vigtigheden af social anerkendelse. Men læg mærke til at titlen på hans hovedværk jo er "Kampen om anerkendelse", og at han beskæftiger sig særligt med at forstå "sociale konflikter". Det drejer sig her om det de i den kritiske teori kalder for "negativ dialektik". Så med Honneth vendes det lidt på hovedet: er der da tale om at der eksisterer en form for misagtelse i journalisternes arbejde, som kræver en kamp for anerkendelse? Ligger der noget skjult bag disse glædelige ord om at "coache" medarbejdere og give dem "feedback"? Er det bare en form for forfinet magtudøvelse og kontrol? Hvis du vil tage sådanne problemstillinger op, så er det nok oplagt at bringe Honneth på banen i din projektbeskrivelse. Hvis du kun vil referere til det "positive" som Honneth siger om anerkendelse, så skal du blot være opmærksom på, at der er tale om en halveret Honneth.

For at svare kort på dine spørgsmål:

1. Nej, det er ikke sandt, at appreciative inquiry og positiv psykologi har rod i Honneths anerkendelsesteori. Det udelukker dog ikke, at der af og til bliver refereret til Honneth inden for disse perspektiver. Jeg kender ikke tilstrækkeligt til appreciative inquiry til at kunne sige hvilke `rødder` det har. Positiv psykologi er en bevægelse som har sin oprindelise hos nogle amerikanske psykologer (omkring år 2000 slår den for alvor igennem) især Martin Seligman og Mihaly Csikszentmihalyi. Der er udgivet en stor mængde litteratur inden for denne positive psykologi i de seneste 10 år. Prøv blot at google det. Den positive psykologi har en del fællestræk med den humanistiske psykologi (jf. folk som Abraham Maslow og Carl Rogers), hvilket de også indrømmer. De understreger blot, at den positive psykologi i langt højere grad forsøger at underbygge deres synspunkter med empirisk forskning. Kritisk teori (som Honneth jo også bekender sig til) er kendt for at være noget skeptisk over for denne humanistiske psykologi. Så endnu en gang kan der måske være nogle problemer i at kombinere Honneth med positiv psykologi, uden at jeg dog vil hævde, at det er umuligt at bruge de to perspektiver sammen.
2. Måske ligger noget af svaret allerede i det ovenstående. Om man kan lide det eller ej, så er den positive psykologi anerkendt i akademiske kredse, og det kan sagtens argumenteres for at lave et forskningsprojekt, hvor der tages udgangspunkt heri. Den opsatte problemstilling kan godt besvares inden for denne ramme. I denne forstand er det `hardcore` nok, vil jeg mene. Det er dog tale om psykologi og ikke sociologi. Om det er et problem, har vel bl.a. noget at gøre med, hvor du søger ph.d.-stipendiatet. Det er en god idé at sætte dig ind i, hvad forskerne på stedet beskæftiger sig med, og om dit projekt kan kobles hertil på en eller anden måde. Det er måske ikke nødvendigt, men det er nok en fordel.