Jeg er igang med at lave mit oplæg til forsvar af min BA, som omhandler kriminalisering af asylansøgere. I den forbindelse har jeg tænkt mig at lave et oplæg omkring manglende anerkendelse af asylansøgerne samt hvilke konsekvenser det kan have for deres videre integration i samfundet.
Jeg har endnu kun læst kort om Honneth og har ikke rigtig noget overblik over, om der er andre teoretikere, der kunne være mere relevante??

Håber der er nogen, der kan hjælpe, selvom det nok er en lidt "tynd forklaring", men jeg er på ret bar bund...

Mvh

Hej Mathis
Tak for dit svar, det har helt sikkert sat nogle tanker igang. Jeg vender tilbage onsdag, da jeg lige skal en tur på landet i "læse hi", så kan jeg måske også komme med en mere uddybende forklaring af mine tanker...men so far, tusinde tal fordi du gad at tage dig tid:-)

Vh Bertel4

Hej igen Bertel

Jeg må starte med at sige at jeg ikke er nogen ekspert her, jeg ved ikke meget om asylansøgere og det er noget tid siden at jeg har læst Honneth. Jeg har jo heller ikke læst jeres opgave, men se om der er noget af nedenstående som kan hjælpe jer til en afklaring af om Honneth skal have en rolle eller ej.

Umiddelbart tænker jeg, at Honneth godt kunne være et svar på den mangel på teori om "hvordan det påvirker et menneske at blive kriminaliseret" som du beskriver at I er stødt på. Honneth er vældig interesseret i, hvordan anerkendelse eller mangel på samme fra de omgivelser som mennesket færdes i, påvirker dets forhold til sig (hvad der vel er nært beslægtet med "de psykosociale behov" som du selv er inde på). Han opererer i den forbindelse med en opdeling i tre forskellige anerkendelsessfærer, som styrker individets forhold til sig selv på tre adskilte måder. Jeg vil råde jer til at læse Willigs introduktion til Honneth i enten Behov for Anerkendelse eller Kamp om Anerkedelse, som giver et godt indblik i den særlige honnethske måde at tænke anerkendelse og selvforhold (identitetsskabelse) som to tæt forbundne størrelser på.

Jeg formoder at dét som Honneth kalder for den anden eller den retlige sfære for anerkedelse kan have interesse: Her anerkendes mennesket ifg Honneth som et moralsk tilregneligt væsen på lige fod med alle andre i flokken. Når han kalder det for den retlige sfære skyldes det ikke mindst, at vores lovfastsatte rettigheder for Honneth bliver en synlig manifestation af anerkendelsen af vores moralske tilregnelighed, altså: Når jeg er berettiget til at stemme, til at modtage kontanthjælp ved arbejdsløshed og i øvrigt til at gå frit omkring på gaderne uden først at skulle spørge nogen om lov o. lign., så føler jeg at jeg har noget helt grundlæggende menneskeligt tilfælles med de andre `frie borgere`, som giver mig det som Honneth kalder selvrespekt.

Honneth foreslår imidlertid ikke en fremgangsmåde, hvor socialforskere går på jagt efter alle de, der anerkendes. Næ, han foreslår i stedet en såkaldt negativ metodologi, der betyder at forskeren (eller vi studerende) må gå på jagt efter anerkendelsens modsætning: Erfaringen af krænkelse. Argumentationen herfor deler sig i to. For det første fremtræder oplevelsen af krænkelse meget tydeligere for den enkelte end oplevelsen af anerkendelse (jeg oplever ikke de rettigheder jeg har, men i det øjeblik mine naboer tilskrives en rettighed som jeg selv nægtes føler jeg det som et angreb på min person), at lede efter krænkelse er ganske enkelt nemmere end det modsatte. For det andet er Honneths teori normativ, den arbejder med et ekspliciteret `bør`, som siger noget i retning af, at vi bør stræbe mod et samfund hvor grupper af medborgere ikke systematisk krænkes og dermed nægtes muligheden for at opbygge en velfungerende identitet.
Læs evt. op på Honneth og kig efter `den retlige sfære` og se hvad I synes.

Pointen med overstående i forhold til jeres projekt har for det første været et forsøg på i meget, meget korte vedninger at vise, hvorledes Honneth kobler de store makrotendenser (eks. den måde vi lovgiver på) med det enkelte menneskes selvforståelse og identitetsskabelse. Jeg har ikke læst Goffmans Stigma, men vil tro at han bruger stigmatiseringsbegrebet til noget lignende, det er derfor måske ikke den helt store nye erkendelse som I her kan få fra anerkendelsesteorien. Men det vil da være oplagt at bruge Honneth til at kæde lovgivningsmæssig "kriminalisering" sammen med identitetsdannelse og "mangel på opfyldelse af basale psyko-sociale behov" eller er det for nemt?

Hvor Honneth så til gengæld kan bidrage med et nyt perspektiv er måske netop i forhold til `det normative`. Han har en ide om, at krænkelse af bestemte grupper vil skabe en positiv social dynamik, hvilket lidt mere pædagogisk formuleret er noget i retning af, at når grupper af mennesker krænkes kan der opstå et kollektivt (intersubjektivt) krav på anerkendelse, som kan lede til kampe (ideologiske ikke (nødvendigvis) voldelige) for et forandret anerkendelseshieraki. Dét kunne være en interessant perspektivering at lægge på jeres problemformulering! I kan læse om Honneths ide her i artiklen "Foragtens sociale dynamik" som er lidt af en nøgletekst.

vh mathis

PS: Jeg forstår ikke din afsluttende opdeling af anerkendelse på individ- og struktur-niveau... siger du ikke strafferetlig to gange dér og mener noget andet en af gangene?

Jeg ved ikke om det er for sent for dig, men jeg har lige lavet en beskrivelse af Honneth i forhold til kriminelle unge, jeg sender den gerne til dig hvis du smider en mail. Den er vist for lang til at ligge ind her :-)

det er sendt :-)