Hej alle!

Jeg synes videnskabsteori er temmelig svært og håber derfor at jer kloge hoveder kan give mig en hjælpende hånd :)

I mit eksamensessay har jeg valgt et problemfelt der omhandler de problemer der kan opstå når man kommunikerer på tværs af kulturer. På det problemfelt har jeg så henholdsvis lagt en hermeneutisk og positivistisk tilgang, for at vise at forskellige tilgange kan give forskellige arbejdsmetoder og resultater.

Til min mundtlige eksamen, ønsker jeg så at bruge endnu en videnskabsteoretisk tilgang på mit problemfelt, men jeg er virkelig i tvivl om hvilken jeg kan bruge - for jeg har svært ved at forstå de andre tilgange.

Så jeg håber I kan hjælpe mig her og forklare det, så jeg kan forstå det :)

Fx. ved den positivistiske har jeg sagt at man vil søge at forstå den fremmede kultur vha. hardcore facts såsom statestikker, data osv, mens man ved hermeneutikken vil man bruge mere kvalitative metoder og lægge vægt på fortolning fremfor data.

Kan man fx sige at ved fæmenologien vil forskeren forsøge at `være på gulvet` med dem han observerer og på den måde undersøge det? Jeg forstår også socialkonstruktivisme - men forstår ikke hvordan de arbejder?

Dette indlæg er måske uaktuelt for opgaven, men emnet fortsætter.
Positivismen bygger på en demarkering af videnskaben, som udelukker viden der ikke kan underbygges empirisk for syntetiske udsagn eller logisk-matematisk for analytiske udsagn.
Hermeneutikken i Gadamers version er derimod universel, og gælder al menneskelig fortolkning af mening. Ifølge Gadamer må også naturvidenskabelige `fakta` og statistikker læses hermeneutisk. Måleinstrumenterne taler ikke af sig selv i et sprog, som giver mening for mennesker.
Det er ikke svært at kontrastere positivisme og hermeneutik; men ved at dualisere kan den ene eller begge blive forenklet. Lærebøgernes fremstillinger er pædagogisk forenklede og passer ikke på kilderne. Det gælder især positivismen, men også hermeneutikken bliver ofte forenklet til en diffus psykologisk indlevelse.