David Howarth har skrevet en bog "Discourse", der introducerer postmarxismen bl.a. i forlængelse af Laclau, Mouffe.

De beskriver, at en diskurs: “… is an articulatory practice which constitutes and organizes social relations” (Laclau og Mouffe 2001:96). De definerer articulatory practice i sammenhængen med diskurser:“…we will call articulation any practice establishing a relation among elements such that their identity is modified as a result of the articulatory practice. The structured totality resulting from the articulatory practice, we will call discourse” (Laclau og Mouffe 2001:105). Dvs. alle sociale relationer, identiteter og materialitet kan kun forstås som diskursive konstruktioner, fordi diskurser giver individer mulighed for at give disse mening – men det er konstruktioner, der afhænger af forskellene mellem forskellige diskurser, og forskellige diskurser giver mening til forskellige aspekter af livet.
En nodal point etableres, så vidt jeg husker, når forskellige diskurser `kobles sammen` til een. Hvis f.eks. synet på livsstilsygedomme og faggruppe gøres til et (men vær opmærksom på, at det netop aldrig er tilfældet). De er to uafhængige elementer, der kan blive sammenstillet i et `naturligt` forhold.
En ækvivalenskæde opstå, igen så vidt jeg husker, når forskellige grupper finder et samlingspunkt (muligvis de i kalder en mesterbetegner), der kan give mening til et fællesskab. Samlingspunktet er flydende fordi det ikke har en fast definition, hvilket netop kan samle individer og grupper.

Bare nogle få hurtige tanker

Mvh.
Morten

Hej Morten og Misso,

Beklager den sene svartid.

Tak til jer begge for hurtig respons - det er sgu imponerende ;-)

Vi havde anskaffet os Jørgensen og Philips bog inden oprettelse af tråden. Det ER svært stof synes vi; dog meget interessant og brugbart for vores problemstilling - tror vi da :-)

Input modtages stadig gerne med kyshånd!

På forhånd tak!

Christian & Alan