Habermas diskursetik går ud på at skabe et ideal for en herredømmefri kommunikation, som er en idealiseret forestilling om en situation, hvor der ingen handlingstvang er og teoretisk skal den opfattes som en målestok for hvor vellykket argumenterne i en samtale er . Han skriver ”Denne slags interaktioner, hvor alle delagtige afstemmer deres individuelle handlingsplaner efter hinanden og derfor forfølger deres illokutionære mål uden forbehold, har jeg kaldt for kommunikativ handlen.”
Samtalen er det styrende element, hvorfor Habermas vælger at kalde det for en kommunikativ handlen, fordi samtalen samtidig bliver en handling - en talehandling. Når samtaleparterne kommunikerer med hinanden, når de frem til en fælles forståelse, gennem sproget. Habermas kalder dette for en kommunikativ rationalitet. I den kommunikative rationalitet anvender samtaleparterne sproget til at forstå hinanden samtidigt med, at de møder hinanden med tillid, hvilket er forudsætningen for hele den kommunikative rationalitet. Der er naturligvis nogle forudsætninger der må være opfyldt, for at parterne kan forstå hinanden. Forståelsen bygger ganske enkelt på, at samtalens parter skal kende sproget. Sandheden kommer frem ved, at parterne skal have som forudsætning, at den fremførte påstand er sand, mens gyldighed opstår når parterne er enige om gyldigheden af deres normer. Når parterne har en forventning om, at modparten står inde for det han siger, og det samtidig i samtalen er muligt at gennemskue hvad taleren mener og ikke mener, opnår man oprigtighed .
Disse forudsætninger danner grundlaget for Habermas` beskrivelse af en "ideal samtalesituation" - ikke fordi alle betingelserne her skal opfyldes, den skal mere fungere som et tankeeksperiment. Hvis forudsætningerne imidlertidig ikke overholdes og der er skjulte motiver bag samtalen, betegner Habermas samtalen som strategisk, og samtalen bliver et magtinstrument – og får da en perlokutionær effekt . I den ideelle samtale er der hverken magt eller handlingstvang, og sigtet er forståelse og enighed, her opnåes illokutionær effekt . Man kan ikke gennemtvinge enighed, og et svar må komme på baggrund af en stillingtagen.
De fire forudsætninger, kommer udover at give forståelse i samtalen, til at medføre en ligevægt mellem parterne. Når der er ligevægt i magtforholdet og det argumentative, hvilket medfører at parterne føler sig på niveau, må der opstå de mest holdbare løsninger og resultater - hvis den ene part føler sig overtrumfet danner det ikke baggrund for et konstruktivt resultat. Idealet er kontrafaktisk, hvilket betyder at det ikke er realiseret noget sted, og heller ikke forventes at skulle realiseres fuldt ud, men blot har status som en målestok, udfra hvilken man kan vurdere, hvor vellykket argumenterenede en samtale i en given situation er...

Mht kolonisering er hans problem, at det er livsverden der skal findes konsensus der skal skabe normerne i vores samfund, men de mål og resultatorienteret systemer er begyndt at påvirke kommunikationen i livsverdenen - dvs det bliver ikke en herredømmefri samtale idet der måske ligger nogle hensigter bag den ene part i samtalen.. Giver det mening??

Jamen, fx det fact at man er begyndt at snakke om "arbejdsliv" -det betyder at i praksis, at man skal blande privatliv og arbejdsliv sammen, og det betyder for Habermas at livsverden og systemet blandes sammen. For i livsverden er der hvor der skal være kommunikation og der hvor der skabes konsensus - dette bliver nu påvirket af systemet, fx økonomien i den virksomhed du arbejder i.. Er det et godt eksempel?