Grædesociologi - sociale patologier?
Hej,
Jeg sidder og roder lidt med sociale patologier - primært Honneths idéer om anerkendelse vs. krænkelse (osv.) - og tænker således på, om det er ikke er lidt "klynke"- eller "grædesociologisk"?
No doubt, at det er et meget vigtigt og seriøst emne. Men netop denne seriøsitet kan til tider virke lidt demoraliserende (i form af en utrolig uudtalt konsensus om det "fornuftige" i at gå sådan til tingene): Den er åh så autentisk og fokuserer på "det, det virkelig handler om". I denne form for sociologi ser jeg to problemer: a) Den generer (måske?) flere problemer end den løser, i og med, at den kan komme til at overeksponere et givent problems "virkelige" relevans (og diskussionen kunne så være: hvad forstås ved virkeligt, thi netop skellet mellem "virkelig virkelighed" og "simuleret virkelighed" synes svært at drage, hvis der produceres simuleret eller virkelig virkelighed ud fra simuleret eller virkelig virkelighed); b) Den overlader ingen forhåbninger om et lille smil eller en lille leg - altså et fokus på mere positive elementer; dvs. den overser det, man kunne kalde ”SOCIALE SUNDHEDSTEGN” (i opposition til ”sociale patologier”).
Et abstrakt eksempel:
Man kan sige, at sociale patologier og/eller sundhedstegn bevæger sig om den stigende ambivalens, som man finder i postmoderniteten (Bjerg 2005). Patologien opstår, når folk ikke kan håndtere ambivalensen, som udmønter sig i, at de føler sig usikre, angste, utrygge, osv. – fokus kunne her være anorektikeren (som bevæger det modernes ”sikkerhedshysteri” og det postmodernes ”let-go-hysteri”). Sundhedstegnet viser sig ved, at man godt kan håndtere ambivalensen (træffe afgørelse uden at gå neden og hjem på det). Eksemplet kunne være en Camp omgangsform med et given massekultursprodukt eller det, at være i massesamfundet som en taktil erfaring af den anden.
Nå, det var bare lidt overvejelser. Nu ved jeg ikke, om jeg er helt galt på den: If so – correct me!
Litt.
Bjerg, Ole 2005: Den mystiske etik. Om at være i det hyperdifferentierede samfund. Ph.D.-afhandling. Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Mvh. Kristian
Jeg sidder og roder lidt med sociale patologier - primært Honneths idéer om anerkendelse vs. krænkelse (osv.) - og tænker således på, om det er ikke er lidt "klynke"- eller "grædesociologisk"?
No doubt, at det er et meget vigtigt og seriøst emne. Men netop denne seriøsitet kan til tider virke lidt demoraliserende (i form af en utrolig uudtalt konsensus om det "fornuftige" i at gå sådan til tingene): Den er åh så autentisk og fokuserer på "det, det virkelig handler om". I denne form for sociologi ser jeg to problemer: a) Den generer (måske?) flere problemer end den løser, i og med, at den kan komme til at overeksponere et givent problems "virkelige" relevans (og diskussionen kunne så være: hvad forstås ved virkeligt, thi netop skellet mellem "virkelig virkelighed" og "simuleret virkelighed" synes svært at drage, hvis der produceres simuleret eller virkelig virkelighed ud fra simuleret eller virkelig virkelighed); b) Den overlader ingen forhåbninger om et lille smil eller en lille leg - altså et fokus på mere positive elementer; dvs. den overser det, man kunne kalde ”SOCIALE SUNDHEDSTEGN” (i opposition til ”sociale patologier”).
Et abstrakt eksempel:
Man kan sige, at sociale patologier og/eller sundhedstegn bevæger sig om den stigende ambivalens, som man finder i postmoderniteten (Bjerg 2005). Patologien opstår, når folk ikke kan håndtere ambivalensen, som udmønter sig i, at de føler sig usikre, angste, utrygge, osv. – fokus kunne her være anorektikeren (som bevæger det modernes ”sikkerhedshysteri” og det postmodernes ”let-go-hysteri”). Sundhedstegnet viser sig ved, at man godt kan håndtere ambivalensen (træffe afgørelse uden at gå neden og hjem på det). Eksemplet kunne være en Camp omgangsform med et given massekultursprodukt eller det, at være i massesamfundet som en taktil erfaring af den anden.
Nå, det var bare lidt overvejelser. Nu ved jeg ikke, om jeg er helt galt på den: If so – correct me!
Litt.
Bjerg, Ole 2005: Den mystiske etik. Om at være i det hyperdifferentierede samfund. Ph.D.-afhandling. Sociologisk Institut, Københavns Universitet.
Mvh. Kristian
Tilføjelse: 3 afsnit. "... (som bevæger det modernes...)" skal være "... (som bevæger sig mellem det modernes...)".
/Kristian
/Kristian
Hej Kristian
Jeg synes din kritik er forfejlet. Du får lige lidt highlights fra vores opgave om optøjerne i Frankrig, som måske er lidt jammersociologisk, men viser, at problemerne ikke nødvendigvis kan reduceres til ambivalens. Anerkendelsesteorien fokuserer jo netop på, hvordan samfundet SYSTEMATISK fratager nogle grupper fra anerkendelse. Dette sker bl.a. i relation til social anerkendelse på arbejdsmarkedet; nogle marginaliseres og får derved sværere ved at at opnå et selvværd som del af fælelsskabet - altså en krænkelse. I behovet for anderkendelse skriver Honneth om krænkelser indenfor den sociale anerkendelsessfære:
“Endelig finder vi i en tredje klasse af moralske krænkelser de tilfælde, hvori det gennem ydmygelse og respektløshed bliver gjort klart for en eller flere personer, at deres evner ikke nyder nogen anerkendelse. Det, der bliver beskadiget gennem sådanne handlinger, er følelsen af at have en social betydning inden for et konkret fællesskab. Her går rækken af typiske eksempler fra det harmløse tilfælde af ikke at hilse til det massive tilfælde af stigmatisering” (Honneth 2003: 88-89)
Netop for at undgå at blive placeret i en sådan gruppe er der et enormt pres. Bauman taler om, at ghettoen bliver et disciplinerende skræmmebillede for lønarbejderen:
”Når fængslet og ghettoen først er blevet de eneste alternativer til livet på et risikobetonet og dereguleret arbejdsmarked, vil en ydmyg accept af ”kasinoøkonomien” med dens nådesløse overlevelsesspil fremstå som en udholdelig, ja måske ligefrem ønskelig mulighed.” (Bauman 2002: 121)
Dette pres om at være åh så livslangt lærende og åh så selvrealiserende gennem sit arbejde bør ikke kimses med. Man er tvunget til at lægge sit liv ud i en enorm usikkerhed og selvom man håndterer valget er gevinsten på kasionoøkonomien ikke sikker. Sagt på en anden måde: sundhedstegn følger anerkendelse (hvis vor ven Honneth har ret) og sociale patologier er et spørgsmål om at afdække problematiske anerkendelsesstrukturer (mit bud!).
Christoph
PS: Det bør bemærkes, at alle former anerkendelse ikke er positivt (Honneth 2003:43 (ca.)); men at mangel på grundlæggende anerkendelse umuliggør det gode liv!
Litt:
Honneth, Axel 2003: "Behovet for anerkendelse"
Bauman, Zygmount 2002: "Fællesskab"
Jeg synes din kritik er forfejlet. Du får lige lidt highlights fra vores opgave om optøjerne i Frankrig, som måske er lidt jammersociologisk, men viser, at problemerne ikke nødvendigvis kan reduceres til ambivalens. Anerkendelsesteorien fokuserer jo netop på, hvordan samfundet SYSTEMATISK fratager nogle grupper fra anerkendelse. Dette sker bl.a. i relation til social anerkendelse på arbejdsmarkedet; nogle marginaliseres og får derved sværere ved at at opnå et selvværd som del af fælelsskabet - altså en krænkelse. I behovet for anderkendelse skriver Honneth om krænkelser indenfor den sociale anerkendelsessfære:
“Endelig finder vi i en tredje klasse af moralske krænkelser de tilfælde, hvori det gennem ydmygelse og respektløshed bliver gjort klart for en eller flere personer, at deres evner ikke nyder nogen anerkendelse. Det, der bliver beskadiget gennem sådanne handlinger, er følelsen af at have en social betydning inden for et konkret fællesskab. Her går rækken af typiske eksempler fra det harmløse tilfælde af ikke at hilse til det massive tilfælde af stigmatisering” (Honneth 2003: 88-89)
Netop for at undgå at blive placeret i en sådan gruppe er der et enormt pres. Bauman taler om, at ghettoen bliver et disciplinerende skræmmebillede for lønarbejderen:
”Når fængslet og ghettoen først er blevet de eneste alternativer til livet på et risikobetonet og dereguleret arbejdsmarked, vil en ydmyg accept af ”kasinoøkonomien” med dens nådesløse overlevelsesspil fremstå som en udholdelig, ja måske ligefrem ønskelig mulighed.” (Bauman 2002: 121)
Dette pres om at være åh så livslangt lærende og åh så selvrealiserende gennem sit arbejde bør ikke kimses med. Man er tvunget til at lægge sit liv ud i en enorm usikkerhed og selvom man håndterer valget er gevinsten på kasionoøkonomien ikke sikker. Sagt på en anden måde: sundhedstegn følger anerkendelse (hvis vor ven Honneth har ret) og sociale patologier er et spørgsmål om at afdække problematiske anerkendelsesstrukturer (mit bud!).
Christoph
PS: Det bør bemærkes, at alle former anerkendelse ikke er positivt (Honneth 2003:43 (ca.)); men at mangel på grundlæggende anerkendelse umuliggør det gode liv!
Litt:
Honneth, Axel 2003: "Behovet for anerkendelse"
Bauman, Zygmount 2002: "Fællesskab"
Hej Christoph,
Virkelig, virkelig godt svar. Har faktisk ingen indvendinger (thi jeg er helt enig). Dog må vi lige gøre lidt klart (hehe). Dit fokus er nemlig anderledes end mit - eller: vi har en forskellig opfattelse af, hvad sociale patologier er (hvilket vidner om mit fattige kendskab til Honneth - hvorfor jeg måske også skal have lidt (slash meget) slag for at sige, at jeg skrev ovenstående med Honneth i baghovedet).
Man kan sige, at du fokuserer på "det virkeligt virkelige" (systematiske krænkelser og marginalisering), hvorfor jeg da også til enhver tid vil mene, at man bør orientere sig, som du gør for oven, for at kunne forholde sig fornuftigt (og retfærdigt?) til sagen. Her er der "hold i" sociale patologier.
Mit fokus i er derimod der, hvor det "virkeligt virkelige" ikke er så tydeligt mere (i relation til det "simulerede virkelige"). Her er jeg blot mere forbeholden over for "sociale patologier" - da det kan have en dominoeffekt på forskellige områder (dvs. skabe flere problemer end løse dem). Det er lidt den samme type kritik, som fx Henning Bech anvender mod feministerne, da der for feministerne (ifølge Bech) altid er undertrykkelse (mand undertrykker kvinde - den type opposition) på spil, hvorfor kvinder er undertrykte uanset, hvor man griber en undersøgelse af fænomenet an. Der er ikke plads til leg - kun grædesociologi ;) Her er der altså "ikke hold i" sociale patologier.
/Kristian
Virkelig, virkelig godt svar. Har faktisk ingen indvendinger (thi jeg er helt enig). Dog må vi lige gøre lidt klart (hehe). Dit fokus er nemlig anderledes end mit - eller: vi har en forskellig opfattelse af, hvad sociale patologier er (hvilket vidner om mit fattige kendskab til Honneth - hvorfor jeg måske også skal have lidt (slash meget) slag for at sige, at jeg skrev ovenstående med Honneth i baghovedet).
Man kan sige, at du fokuserer på "det virkeligt virkelige" (systematiske krænkelser og marginalisering), hvorfor jeg da også til enhver tid vil mene, at man bør orientere sig, som du gør for oven, for at kunne forholde sig fornuftigt (og retfærdigt?) til sagen. Her er der "hold i" sociale patologier.
Mit fokus i er derimod der, hvor det "virkeligt virkelige" ikke er så tydeligt mere (i relation til det "simulerede virkelige"). Her er jeg blot mere forbeholden over for "sociale patologier" - da det kan have en dominoeffekt på forskellige områder (dvs. skabe flere problemer end løse dem). Det er lidt den samme type kritik, som fx Henning Bech anvender mod feministerne, da der for feministerne (ifølge Bech) altid er undertrykkelse (mand undertrykker kvinde - den type opposition) på spil, hvorfor kvinder er undertrykte uanset, hvor man griber en undersøgelse af fænomenet an. Der er ikke plads til leg - kun grædesociologi ;) Her er der altså "ikke hold i" sociale patologier.
/Kristian
Kære alle
Vi har diskuteret den her slags "problemer" før, som er symptomatiske for mange klassiske og nyere sociologiske teorier: Nemlig at de er jammerligt normative og endimensionelle. Mennesker skal anerkendes = hvis mennesker ikke bliver anerkendt af samfundet er det patologisk, synd for dem og de får et dårligt liv. Says who? Andre teorier tilsiger, at mennesker, hvis ikke de anerkendes af "samfundet", søger - og ofte finder - anerkendelse andre steder. Hele ideen om "subkulturer" bygger på denne tankefigur.
Jeg synes personligt, at det er både trættende og ukonstruktivt, at sociologien bliver ved med at opstille normative (græde)teorier om de store dikotomier: Det patologiske/normale (Durkheim om igen?), moderne/postmoderne, det industrielle/postindustrielle samfund, systemverden/livsverden, usw. Det besværliggør den interne kommunikation i sociologien fordi alle har deres egen ide om hvad disse normativt ladede begreber betyder (er min livsverdensopfattelse mere inkluderende end din?), og det hæmmer kommunikationen med andre samfundsvidenskabelige discipliner fordi de (ofte rigtigt) synes at vi er nogle endimensionelle klynkere. Det kan godt være, at de store dikotomier som "patologi/normalitet" har anekdotisk værdi, men som videnskabelige begreber som skal udsættes for en eller anden form for empirisk efterprøvning er de ikke meget værd. Jeg har i hvert fald endnu til gode at se Bauman fremføre bare skyggen af empirisk belæg for sine ideer ...
Mvh.
Mads
Vi har diskuteret den her slags "problemer" før, som er symptomatiske for mange klassiske og nyere sociologiske teorier: Nemlig at de er jammerligt normative og endimensionelle. Mennesker skal anerkendes = hvis mennesker ikke bliver anerkendt af samfundet er det patologisk, synd for dem og de får et dårligt liv. Says who? Andre teorier tilsiger, at mennesker, hvis ikke de anerkendes af "samfundet", søger - og ofte finder - anerkendelse andre steder. Hele ideen om "subkulturer" bygger på denne tankefigur.
Jeg synes personligt, at det er både trættende og ukonstruktivt, at sociologien bliver ved med at opstille normative (græde)teorier om de store dikotomier: Det patologiske/normale (Durkheim om igen?), moderne/postmoderne, det industrielle/postindustrielle samfund, systemverden/livsverden, usw. Det besværliggør den interne kommunikation i sociologien fordi alle har deres egen ide om hvad disse normativt ladede begreber betyder (er min livsverdensopfattelse mere inkluderende end din?), og det hæmmer kommunikationen med andre samfundsvidenskabelige discipliner fordi de (ofte rigtigt) synes at vi er nogle endimensionelle klynkere. Det kan godt være, at de store dikotomier som "patologi/normalitet" har anekdotisk værdi, men som videnskabelige begreber som skal udsættes for en eller anden form for empirisk efterprøvning er de ikke meget værd. Jeg har i hvert fald endnu til gode at se Bauman fremføre bare skyggen af empirisk belæg for sine ideer ...
Mvh.
Mads
Men sociologisk reproduktions- og mobilitetsforskning indeholder ikke basale normative antagelser om eksempelvis social uretfærdighed?
Hej Albrechtsen
I et vist omfang har du ret - det er jo sociologiske teorier - men jeg vil bestemt mene at "teorier" (der er jo en hel del ...) om social reproduktion og mobilitet er mindre normative end mange andre sociologiske teorier fx om det "postmodene", "anomiske" og "rationalisererde" samfund. Det skyldes nok hovedsageligt, at de ofte omhandler makroforhold (her er det sværere at se hvem det er synd for) snarere end mikroforhold (i.e. hvordan det går for individer). Det er naturligvis vigtigt at skelne mellem Bourdieu-agtige "kulturel" reproduktion" teorier (som nok er de mest normative inden for dette felt) og så mere strukturelle mobilitetsteorier, som bestemt ikke er særlig normative. Man behøver ikke have en mening om social uretfærdighed for at analysere og beskrive sociale mobilitetsmønstre :-)
Min pointe i indlægget var ikke, at nogle (sociologiske) teorier er bedre eller dårligere end andre, men derimod at normativitet karakteriserer (og er uadskillelig fra) de fleste sociologiske teorier, og at man er nødt til at tænke over om man selv (som bruger af teorierne) er villig til at "importere" den normativitet som teorien implicerer.
Mvh.
Mads
I et vist omfang har du ret - det er jo sociologiske teorier - men jeg vil bestemt mene at "teorier" (der er jo en hel del ...) om social reproduktion og mobilitet er mindre normative end mange andre sociologiske teorier fx om det "postmodene", "anomiske" og "rationalisererde" samfund. Det skyldes nok hovedsageligt, at de ofte omhandler makroforhold (her er det sværere at se hvem det er synd for) snarere end mikroforhold (i.e. hvordan det går for individer). Det er naturligvis vigtigt at skelne mellem Bourdieu-agtige "kulturel" reproduktion" teorier (som nok er de mest normative inden for dette felt) og så mere strukturelle mobilitetsteorier, som bestemt ikke er særlig normative. Man behøver ikke have en mening om social uretfærdighed for at analysere og beskrive sociale mobilitetsmønstre :-)
Min pointe i indlægget var ikke, at nogle (sociologiske) teorier er bedre eller dårligere end andre, men derimod at normativitet karakteriserer (og er uadskillelig fra) de fleste sociologiske teorier, og at man er nødt til at tænke over om man selv (som bruger af teorierne) er villig til at "importere" den normativitet som teorien implicerer.
Mvh.
Mads
Hej alle
Jeg vil lige forsvare Honneths projekt lidt mere (Bauman betragter jeg i denne sammenhæng snarere som iagtager, der viser os tingende i nye sammenhænge). For det første vil jeg mene, at grædesociologien har sin berettigelse: når folk ikke opnår muligheder for anerkendelse har det REELLE konskvenser (virkeligt virkelige); igen hvis man skal tro Honneth. Jeg mener desuden det er en fejllæsning, at sige Honneth arbejder med en anerkendelsesdikotomi: krænkelser af anerkendelse er som oftest dårlige, men anerkendelse er ikke entydigt godt. Det drejer sig om, at det gode samfund sikrer alle minimumsbetingelser for anerkendelse (hvilket svarer til en udvidelse af noget de fleste af os kan være enige om: det gode samfund sikrer alle de materielle minimumsbetingelser for overlevelse). Jeg synes unægteligt det kan kvalificere en kritik, hvis man kan vise at nogle grupper konsekvent nægtes anerkendelse på et samfundsmæssigt plan (og hermed søger den andre steder - læs Honneths korte beskrivelse af anerkendelse hos neonazierne i det gamle østtyskland; jf. subkulturerne). Pointen er, at disse grupper således også har svært ved at indgå i demokratiet, fordi de a)ikke har de sproglige ressourcer (den kulturelle kapital) og b)ikke anerkendes som ligeværdige.
@Kristian: Naturligvis har du ret i, at man ikke bør bruge noget så hidsigt som en normaiv teori lemfældigt og bare gøre det til en maskine (hvad man nemt kommer til med Honneth). Men omvendt kan man jo se en stigning i fx depressioner eller anoreksi, hvilket gør, at sociologen må forholde sig til, hvilke samfundsmæssige strukturer, der kan være med til at skabe disse fænomener (det kunne fx være bedre diagnostisering, medicinalindustriens interesser, eller noget psykologisk) - på den måde åbner de sociale patologier op for tværfagligt samarbejde. Så fokuser de ikke på leg, men desværre er der større problemer end lej med identitet tilbage, også i de post/senmoderne(vælg selv!) samfund; jf. optøjerne i Frankrig.
Snarere synes jeg, at Honneth (i den smule jeg har læst) ikke i høj nok grad fokuserer på anerkendelse som begrænset ressource og dennes sammenhæng med andre (materielle) ressourcer. Her kunne man måske trække på vor helt, Pierre Bourdieus, kapitalbegreber (der skulle komme temanr. om Honneth & Bourdieu i Dansk Sociologi - vi venter i spænding).
Christoph
Jeg vil lige forsvare Honneths projekt lidt mere (Bauman betragter jeg i denne sammenhæng snarere som iagtager, der viser os tingende i nye sammenhænge). For det første vil jeg mene, at grædesociologien har sin berettigelse: når folk ikke opnår muligheder for anerkendelse har det REELLE konskvenser (virkeligt virkelige); igen hvis man skal tro Honneth. Jeg mener desuden det er en fejllæsning, at sige Honneth arbejder med en anerkendelsesdikotomi: krænkelser af anerkendelse er som oftest dårlige, men anerkendelse er ikke entydigt godt. Det drejer sig om, at det gode samfund sikrer alle minimumsbetingelser for anerkendelse (hvilket svarer til en udvidelse af noget de fleste af os kan være enige om: det gode samfund sikrer alle de materielle minimumsbetingelser for overlevelse). Jeg synes unægteligt det kan kvalificere en kritik, hvis man kan vise at nogle grupper konsekvent nægtes anerkendelse på et samfundsmæssigt plan (og hermed søger den andre steder - læs Honneths korte beskrivelse af anerkendelse hos neonazierne i det gamle østtyskland; jf. subkulturerne). Pointen er, at disse grupper således også har svært ved at indgå i demokratiet, fordi de a)ikke har de sproglige ressourcer (den kulturelle kapital) og b)ikke anerkendes som ligeværdige.
@Kristian: Naturligvis har du ret i, at man ikke bør bruge noget så hidsigt som en normaiv teori lemfældigt og bare gøre det til en maskine (hvad man nemt kommer til med Honneth). Men omvendt kan man jo se en stigning i fx depressioner eller anoreksi, hvilket gør, at sociologen må forholde sig til, hvilke samfundsmæssige strukturer, der kan være med til at skabe disse fænomener (det kunne fx være bedre diagnostisering, medicinalindustriens interesser, eller noget psykologisk) - på den måde åbner de sociale patologier op for tværfagligt samarbejde. Så fokuser de ikke på leg, men desværre er der større problemer end lej med identitet tilbage, også i de post/senmoderne(vælg selv!) samfund; jf. optøjerne i Frankrig.
Snarere synes jeg, at Honneth (i den smule jeg har læst) ikke i høj nok grad fokuserer på anerkendelse som begrænset ressource og dennes sammenhæng med andre (materielle) ressourcer. Her kunne man måske trække på vor helt, Pierre Bourdieus, kapitalbegreber (der skulle komme temanr. om Honneth & Bourdieu i Dansk Sociologi - vi venter i spænding).
Christoph
En lille kommentar til Karlsons skel mellem "virkelig virkelighed" og "simuleret virkelighed": En helt central pointe hos Honneth er at samfundskritik skal være funderet i empirisk oplevede krænkelser. Så i den forstand er der ikke så meget at rafle om.
Overfor en sådan mere fænomenologisk tilgang, kan man nævne Bourdieus mere strukturalistiske analyser, der netop betoner at undertrykkelsen og voldsudøvelsen er symbolsk (mest tydeligt i hans uddannelsessociologi, hvor både studerende fra de dominerede og studerende fra de dominerende klasser ligger under for illusionen om at selektionen bunder i individuelle færdigheder og begavelse). Ikke for at vælge mellem de to tilgange – der begge er nødvendige for en fyldestgørende forståelse af samfundsmæssige fænomener.
Så for at vende tilbage til Honneth: Anerkendelsesteorien er udviklet ved at sammenlæse en masse teoretiske og filosofiske studier, men skal funderes i empiriske analyser af krænkelser (i og med at man ifølge Honneth empirisk kan vise at oplevede krænkelser, kan begribes som afholdelse af anerkendelse).
Så anerkendelsesteorien skal i høj grad benyttes til at forsøge at begribe – empirisk oplevede – patologier (depressioner, optøjerne i Frankrig osv.), og derpå forsøge at udpege udviklingstendenser, der kan medvirke til at forstærke sådanne fænomener.
Det synes jeg hverken er trættende eller ukonstruktivt – eller uvidenskabeligt for den sags skyld, men ret præcis det modsatte.
Morten
Overfor en sådan mere fænomenologisk tilgang, kan man nævne Bourdieus mere strukturalistiske analyser, der netop betoner at undertrykkelsen og voldsudøvelsen er symbolsk (mest tydeligt i hans uddannelsessociologi, hvor både studerende fra de dominerede og studerende fra de dominerende klasser ligger under for illusionen om at selektionen bunder i individuelle færdigheder og begavelse). Ikke for at vælge mellem de to tilgange – der begge er nødvendige for en fyldestgørende forståelse af samfundsmæssige fænomener.
Så for at vende tilbage til Honneth: Anerkendelsesteorien er udviklet ved at sammenlæse en masse teoretiske og filosofiske studier, men skal funderes i empiriske analyser af krænkelser (i og med at man ifølge Honneth empirisk kan vise at oplevede krænkelser, kan begribes som afholdelse af anerkendelse).
Så anerkendelsesteorien skal i høj grad benyttes til at forsøge at begribe – empirisk oplevede – patologier (depressioner, optøjerne i Frankrig osv.), og derpå forsøge at udpege udviklingstendenser, der kan medvirke til at forstærke sådanne fænomener.
Det synes jeg hverken er trættende eller ukonstruktivt – eller uvidenskabeligt for den sags skyld, men ret præcis det modsatte.
Morten
Andre læser også
- Perspektivering og konklusion
- Fænomenologisk metode/hermeneutisk fortolkning
- Definition af kontingens
- Svag paternalisme
- Abduktion
- Habermas` teori om system og livsverden
- Generaliserbarhed ved kvalitativ metode?
- Bourdieu - Foucault; Forskel eller lighed
- Magt og viden(foucault)
- Socialkonstruktionisme versus socialkonstruktivisme
- Socialkonstruktivistisk /hermeneutisk
- Metaperspektiv?
- Hvem kender til makro- meso- og mikro begreberne?
- Deduktiv vs. induktiv
- Foucault, subjektivering/objektivering
- Ordet "perspektivering" på engelsk?
- Foucaults diskursanalyse - i en simpel udgave?
- Har jeg forstået Luhmann korrekt???
- Socialkonstruktivisme
- Forskel på paradigme og diskurs
- Moral og etik - en begrebsafklaring.
- Kritisk realisme vs. realism
- HJÆLP!!! jeg fatter ikke felt og doxa
- Sammenhæng mellem kapital og habitus
- Governmentality
- Viden - ud fra en ontologisk og epistemologisk dimension