Kære Helene.

Tag dig ikke af, at du er gået forkert. Folk, der ikke er inviteret med til festen, får altid den varmeste velkomst, som man siger. Jeg vil på det kraftigste opfordre dig til at læse en nyere klassiker om globalisering. Verden er ti år gammel, skrev Thomas Friedman i `The Lexus and the Olive Tree`, og hentydede til Kommunismens Fald i 89. Det vil være en fin indføring i emnet. Da Kant havde afskaffet metafysikken og Gud og det hele, efterlod han et brev. Da man åbnede det stod der - du skal. Den s-k-a-l du læse!

Bielefeldt (et kategorisk imperativ)

Kære Helene (Laust må gerne være med på en kigger)

Et par uddybninger om globalisering i henhold til det, Laust bringer på banen: Globalisering og politik. Du spørger, hvad globalisering egentlig betyder. Jeg kan godt forsøge at give dig et par gratis globaliseringsråd. Det er et forholdsvis nyt begreb eller fænomen, selv om mange tror, at det går langt tilbage i historien, eller endog, at der altid har fundet globalisering sted.

Vi har i dag en skatteminister, Kristian Jensen, der har skrevet en bog, der hedder Hurra for globaliseringen, mens socialdemokraternes ny formand, Helle Thorning-Schmidt, har bidraget til en bog, der hedder Forsvar for fællesskabet. Så behøver man vist ikke forklare, hvem der ser fremad, og hvem der længes tilbage til fortiden. Men hvad er globalisering?

Definitioner er ikke til nogen hjælp, og måske er det også bedst sådan. Globaliseringen ses enten som en udfordring eller en trussel, og det er som om den altid kommer udefra. Der findes globaliseringsnægtere – sociologiens Grosbøll’ere - og de mener slet ikke, den findes. De siger bare, det er det samme som kapitalismen, og så kan vi regne ud, at det især er i Europas sidste østland, Sverige, at man finder den slags.

Eller spørg de røde protektionister i SF. Det er ikke utænkeligt, at der findes nogen af den slags her på foraet. Men hvis globaliseringen kommer udefra, hvor opholder den sig så, inden den kommer her til Danmark? Er den i Kina? Den gule globaliseringsfare? Er den i USA? Altså den forhadte amerikanisering? Det vides ikke.

Den kommer ikke et sted fra. Den har ingen historie eller oprindelse og heller intet mål. Og pointen er, at der ikke er nogen, der har villet den – og det lyder næsten helt som Ulrich Becks refleksivt-moderne samfund, vi lever i og med. Den har ikke noget med politik at gøre, og den opstod på et øjeblik. Som sagt af Friedman: ”Verden er 10 år gammel”. Verden eller globaliseringen begyndte derfor efter Murens Fald i 1989.

Globaliseringens er et slags system, der har afløst koldkrigssystemet. Lexus`en i bogtitlen henviser til en af de mest avancerede biler, der fremstilles af robotter. Oliventræet henviser til, at andre steder i verden kæmper de om et lille stykke jord, hvor de kan dyrke lidt oliven. Vi har fødder (Lexus) eller rødder (oliventræ). Rushdie mente kun, at det var træer, der havde rødder.

Oliventræet er Helle Thorning Smith og Frank Aaen; Kristian Jensen og regeringen er lexus. Globaliseringen opfattes dog både af tilhængere og modstandere for snævert som noget, der kun har med økonomi at gøre. Det kaldes globalisme. Men der er meget mere på spil. Det kaldes globalitet, og det betyder, at vi allerede er globaliserede indefra.

Danmark er allerede globaliseret indefra, dvs. at livsformerne er. Det kaldes banal kosmopolitisme vi er allerede verdensborgere, der af og til drømmer om, at vi er danskere. Når håndboldpigerne spiller VM-håndbold osv. Attac-bevægelsen, som Nyrup og Lykketoft støttede, var et naivt forsøg på at standse globaliseringsmaskineriet. OBS: Globalisering kan også komme til at betyde imperiets genkomst.

Bielefeldt

Hej Helene

Lad mig anbefale Hirst/Thompson "Globalization in Question". Det er til dato en af de mest seriøse diskussioner af den i altovervejende grad vigtigste dimension af globaliseringen: Den økonomiske.

Og til Sarah: Jeg tror ikke imperiet vender tilbage (uhyggelig og paranoid tanke), men det er da i hvert fald interessant at vi aldrig har haft flere og magfulde overnationale organisationer til at administrere den i altovervejende grad vigtigste dimension af globaliseringen: Den økonomiske. Tænk fx på Verdensbanken, IMF, WTO, NAFTA, MERCOSUR, EU og alle de andre gode organisationer som sætter verdenshandlen på skinner.

Mvh.

Mads

Ups
- det er ikke et Bauman-udtryk, men et udtryk han har lånet fra Weber

Kære Sarah.

Jeg vil på det kraftigeste fraråde dig at læse oliventræet Zygmunt Baumans anti-globaliseringsécriture. Han er en untergangster des Abendlandes, der drømmer sig tilbage til 50`ernes kommunistiske Polen. Han skriver forfaldshistorie, og det peger ikke rigtigt fremad. Lad ham ikke føre dig ind i denne blindgyde. Villy Søvndal og co. er der allerede: Stop the world: I want to get off! siger de i kor. Don`t go there, Helene.

P.S. Vil du vide, hvor Friedman står politisk? Det afhænger jo af, hvor man selv står.

De bedste hilsener,

Globaliseringen

Hej Mads.

Jeg ved ikke, hvad du og Bielefeldt har gang i, men det var altså Helene og ikke mig, der tog tråden op. Men jeg er da enig i jeres betragtninger om Bauman. Jerg må erkende, at ham og jeg har en del til fælles, og han har skrevet ganske glimrende ting om Holocaust og bureaukratiet, som vi alle er blevet klogere af, men hans syn på globalisering smager for meget af, at han, som Bielefeldt skriver, ønsker sig tilbage til fortiden, før verden gik af lave. En ægte katastrofejunkie. Men hvem skal man så læse? Castells får I mig heller ikke til at læse. Men måske Becks intet over globalisering og intet under individualisering? Er han noget værd? Hvad siger smagsdommerne?

Sarah

Hej Bielefeldt og Mads

Det kan godt være at det er fordi jeg ikke helt har fundet Sandheden endnu, men kan I ikke lige forklare mig, hvorfor andre perspektiver end dem man selv er enige i er irrelevante. Personligt kan jeg delvist tilslutte mig jeres kritik, selvom jeg tror I måske i forklaringens øjemed trækker Bauman lige lovligt langt... (tror ikke længere i "Globalisering" at der er tale om en halvkonservativ romantisk marxist, men rettere en pessimistisk og dessillusioneret post-marxist, der kun ser en vej og det er ikke frem eller tilbage men nedad ;-) At jeg ikke er enig med Baumans visioner (dog i nogle af hans betragtninger) betyder da i aller højeste grad ikke at jeg vil vælge at ignorere ham, det gør ham da i allerhøjeste grad blot mere interessant. Og da i særdeleshed hvis man sætter ham i opposition til Friedman som Bielefeldt snakker om (der så vidt jeg har forstået har et mere positivt og liberalt perspektiv på globalisering - i øvrigt kunne det være meget spændende at høre lidt mere om hans perspektiv - Bielefeldt!?)!! Altså det jeg mener er, at man bliver da ikke særlig meget klogere at gå rundt med skyklapper på og se verden udelukkende gennem enten marxistiske, liberale eller konservative briller og så ignorere de andre retninger, det er jo netop i sam/modspillet mellem teorierne, at man kan udvikle sit eget perspektiv.

Derfor må jeg nok også afslutte med at sige, for al god ordens skyld, at jeg heller ikke mener, at det giver meget mening at udelukkende bruge Baumans perspektiv på globalisering, det perspektiv skal enten udfordres eller bruges til at udfordre et andet perspektiv!!!

Mvh
LAust

Hej Mads

Ja ok ... så misforstod jeg det jo nok lidt ;-)
Men jeg mener nu ikke alt behøver at være så empirisk bebyrdet, Bauman er jo ikke en sociolog der er kendt for selv at være så meget ude med hænderne i mulden og det er da dejligt befriende en gang i mellem og læse én af de her filosofsociologer, der ikke bekymrer sig så meget om alt hans materiale vokser ud af det empiriske data ;-)

mvh

Laust

Kære Sarah.

Lidt om globalisering og imperiets genkomst:

Det eneste reelle alternativ til nationalstaten, der er død eller døende ifølge de fleste politologer og historikere, er ikke anarkismen, som nogen måske i sit stille sind bilder sig ind, men derimod imperiet. I England presser en række førende historikere på for at få styrket undervisningen i den britiske imperialisme. Der sker nemlig i disse år en epokegørende revurdering af den. I spidsen herfor er finanshistorikeren Niall Ferguson, N.Y.U., der for et par år siden udsendte storværket "Empire", der har den sigende undertitel "How Britain Made the Modern World". Den moderne verden blev skabt af englænderne.

Ferguson stiller det aktuelle spørgsmål, om den britiske imperialisme, når alt kommer til alt, var en god ting. Og hans svar er ikke overraskende et "ja". Og bemærk, at det ikke er imperialismen som sådan, der er god, for der var jo også fransk, tysk, hollandsk, italiensk, belgisk, spansk, portugisisk og ja, såmænd også dansk imperialisme. Og det er jo i parentes bemærket derfor, at danskerne ikke kender deres egen historie, for den foregik et anded sted. Kender grønlænderne danmarkshistorien bedre end danskerne? Mon ikke. Men det er og var den britiske imperialisme, der var og er god. Og den skabte jo også den ny verden, USA.

Ferguson anskuer den britiske imperialisme som den første globalisering, og dermed bliver den globalisering, vi oplever i disse år, men som ingen politikere rigtigt vil tage bestik af, en slags fortsættelse af den første anglo-globalisering med lidt andre midler. Ferguson genfortolker verdenshistorien på flere måder. Han ser således ikke den amerikanske frihedskrig og etableringen af USA som et brud eller en revolution, men snarere som den anden borgerkrig inden for det globale britiske rige.

USA og UK er aldrig helt, men kun symbolsk, blevet skilt ad. Og det ser vi jo tydeligt den dag i dag, hvor de to lande fortsætter det samarbejde, som de altid har haft i interventioner, der netop ikke har været nationale krige, men imperiale "politiaktioner". Bosnien styres eller styredes af en englænder på samme måde, som Indien i sin tid blev det. Afghanistans eksistens skyldtes i sin tid konflikten mellem russisk og britisk imperialisme. Nu er russerne ikke en trussel længere, og briterne kunne derfor for fjerde gang indtage Kabul, nu også støttet af amerikansk militær.

Hvad Irak angår, er der jo tale om en genbesættelse af et land, som englænderne selv skabte i tidernes morgen. Irak eksisterede ikke FØR briternes ankomst. Den modernisering, som de igangsatte i 1920erne af disse tyrkiske provinser – ’Irak’ – gik i stå under Saddam Hussein, men nu fortsætter de anglo-globaliseringen af Mellemøsten heldigvis. Snart vil der komme en løsning på det problem, som den britiske imperialisme skabte med delingen af Palæstina – og på ny med amerikansk hjælp.

Og alt dette er kun en lille bitte brik i det fænomen, som hedder imperiernes genkomst. Der er tale om en fortrængning af transcendensen: når man fortrænger noget, vender det blot tilbage i en lidt anden forklædning eller form. Et begreb som alle sociologer kender til. Intet forsvinder helt. Ligesom termodynamikkens Anden Lov. Robert Cooper, der har med EU`s udenrigspolitik at gøre, kalder EU for et postmoderne imperium, og han er talsmand for nykolonialisme i Afrika. Enhver kan se – anarko-kapitalister måske med forfærdelse hvis de altså kan se helt derned! – at denne nykolonialisme er i gang, især i Vestafrika. Og det er en god ting.

Hvorfor er Danmark med i Irak-krigen og hvorfor lægger Fogh-regeringen sig så tæt op ad USA? Fordi vi, hvis nogen skulle have "glemt" det, endnu har et transatlantisk imperium og har fælles grænser med det britisk-canadisk-amerikanske. Vore besiddelser har vi kun haft, fordi vi har haft et godt forhold til briter og amerikanere. De største del af den danske postkoloniale konglomeratstat er ikke med i EU; geografisk set hører Danmark derfor med til Nordamerika. Danmark er med i en postnational koalition. Og det er også en god ting.

Hvad er så forklaringen på, at flere og flere indflydelsesrige beslutningstagere og politiske rådgivere nu opfatter imperialisme som noget godt? Det eneste reelle alternativ til imperialisme var og er jo nationalisme, folkelig selvbestemmelse og frihed fra imperier. Dette alternativ er i dag illegitimt og voldeligt. National selvbestemmelse byggede på Rousseau og Kant. Hegel bliver som erstatning for dem fremtidens imperiale filosof eller cand. scient’er. Og engelske koloniadministratorer undervistes i sin tid i netop hans filosofi.

De fleste må i dag erkende, at løsningen på nutidens og fremtidens problemer ikke er flere nationalstater – det være sig fx en palæstinensisk og en kurdisk – og dermed flere etniske udrensninger. Alternativet til imperialismen er slået fejl. Imperier er uden grænser og kan i modsætning til nationalstater udvide sig. Imperier hylder enhed i mangfoldighed. I imperier er der ikke flygninge og indvandrere, der jo først dukkede op, da imperierne opløstes. Imperialisme er løsningen, og den realiseres allerede mens vi sidder og trykker på tasterne. "Imperialism light", som canadieren Michael Ignatieff kalder fænomenet, som vi alle snart skal tage stilling til – endnu en gang.

Bielefeldt