Jeg skal til eksamen i psykologi: "identitetsdannelse i folkeskolen".
Jeg har valgt at indrage Jerome Bruner og G.H Mead- symbolsk interaktionisme. Har lidt problemer med Mead:(Dette er i forbindelse med Meads selvopafttelse og dens udvikling: Jeget, Miget,signifikante andre, den generaliserede Anden og aktuelle anden)
Han er meget optaget af symbolsystemet(både non. verbalt og verbalt) og hermed signifikante symboler. Det jeg ikke helt forstår er følgende sætning: Gestik bliver et signifikant symbol, når den opstår i individet, idet den gør gestikken til repons.
Derudover er jeg i tvivl om Mead vægter meget sproget,fordi han mener, at det er gennem sproget at vi får adgang til bevistheden, at vi kan være refleksive if. til dig selv og andre(til skal sproget anvendes).
Håber, at der nogen der kan hjælpe mig lidt med Mead
Vh. P.P

Sætningen "Gestik bliver et signifikant symbol, når den opstår i individen, idet den gør gestiken til respons" er noget vrøvl i sig selv. Hvis sætningen skal give mening må den læses i en kontekst.
Jeg ved ikke hvor du har læst sætningen, men hvis man læser i "Mind Self & Society fra s. 67 og frem kan man se at det, Mead mener om forholdet imellem betydningsfulde (signifikante) symboler og gestik som respons.
Og det han mener er at en gestus fx blinken med øjnene bliver til et betydningsfuldt symbol, hvis der kommer et respons på denne gestus, og hvis denne gestus i sig selv er et respons.
D.v.s hvis jeg blinker med mine øjne, og jeg ikke regner med at nogen reagerer(responderer) på det, har det ingen betydning, at jeg blinker med øjnene. Men hvis jeg derimod regner med at min blinken med øjnene får andre til at fx reagere på den måde at de tænker om mig, at jeg måsker er usikker på mig selv eller bange for de andre, så har det en betydning.
Og min blinken med øjnene får betydning på to måder. Den ene er den måde, at min blinken med øjnene er en respons på de andre (Jeg er usikker på eller bange for DEM).
Den anden er på den måde at min blinken vækker en respons hos de andre (De tænker om mig, at jeg er usikker)
Nu tager jeg blinken med øjenen fordi det lige så godt kunne være uden betydning.
(Og fordi Anders Fogh faktisk har arbejdet med IKKE at blinke med øjnene for derved at komme til at fremtræde som mere sikker- så hos Anders Fogh HAR det således betydning)
Hvis ikke min blinken var en respons på de andre og at de andre ikke responderede på det som sådan, ville den være uden betydning. Så ville den m.a.o. IKKE være et signifikant symbol - men blot mit autonome nervesystems sørgen for at min nethinde holdes fugtig).
Mead udtrykker det bl.a. på denne måde: "The meaning of what we are saying is the tendency to respond to it." (s. 67)
Responsen behøver ikke at være åbenlys. D.v.s at det er nok at jeg tror at de andre tror, før at jeg regner det som en respons fra de andre.

M.h.t. sproget, så det består det jo af betydningsfulde symboler. Enhver forståelig sproglig ytring er jo et betydningsfuldt symbol. Og det er den på begge måder. En forståelig sproglig ytring er et respons til nogen og den vækker samtidig et respons.
Men det er ikke kun sprog, der har den egenskab. Det samme gælder alle slags frivillige og ufrivillge kropslige reaktioner som rødmen, erektion af kønsorganer, smilen, bøvsen, rysten på hænderne og meget meget mere. Alt det førnævnte kan være betydningsfulde symboler.
Og det er de betydningsfulde symboler, som giver adgang til refleksion. Det er dem, som kan bruges til at føre samtaler med os selv som indre dialoger eller med andre.
Og til betydningsfulde symboler hører bl.a. - men ikke kun - forståelige sproglige ytringer.
På svensk hedder bevidsthed metvetan. Det vil sige medviden. Det sammer ligger der i ordet conscience. Det er også med-viden. Bevidsthed eer altså at være sammen om at vide. Og denne samhørighed består i at vi responderer på hinandens gestik.
Så det er ikke igennem de signifikante symboler, at vi får adgang til bevidstheden. De betydningsfulde symboler kan bedre siges simplethen at VÆRE bevidsthedens indhold.

Mvh Martin