Jeg har netop skrevet et kvalitativt speciale på Sociologi KU omkring gamle mennesker og hvordan de udtrykker sorg efter tabet af ægtefælle.
Fælles for de gamle efterladte somk vi har interviewet er, at de giver udtryk for, at de taler utroligt meget om sorgen med gud og hvermand, men vores oplevelse er, at de ikke taler om de rent følelsesmæssige sider af sorgen, men at deres tale om sorgen groft sagt begrænser sig til at de siger, at de taler om sorgen, dvs. de taler om at de taler om sorgen!

Jeg er nu ved at forberede et oplæg til mit forsvar og er stødt på Foucaults seksualitetens historie, som jeg tænker kan være interesaant at trække tråde til. - Nærmere bestemt forholdet mellem viktoriatidens tabuiserede forhold til sex og det faktum, at samfundet var utrolig optaget af sex, for fx at håndhæve forbudet.

Jeg har desværre aldrig selv læst bogen - er der nogle, der kan hjælpe med med at forklare forholdet ml verbalisering/tabu nærmere?

VH Rikke