Hej,
jeg er også en dem der skriver eksamensopgave i almen nu og er stødt på et problem.
Vi skal besvare spørgsmålet om hvilke forhold og dynamikker der indvirker på dannelse af selv og identitet i det moderne samfund.
Jeg har valgt at beskæftige mig med Foucault og hans forståelse af det moderne subjekt. Jeg mener Foucault har en ret klar teori om lige præcis hvilke dynamikker der er elementære for identitetsdannelse osv. Men er der nogen der kan svare på om man skal forstå hans koncept af det objektiverede subjekt på samme måde som Marx fremmedgørelsesteori? Er det vorses egne magtteknologier vi underkastes af?Eller mener han det mere specifikt, altså at subjektet transformeres til objekt gennem humanvidenskaberne? Eller foregår der en dobbelt objektivering?
Masser af spørgsmål og ingen svar-ville glæde mig hvis der var nogen der kunne hjælpe mig!
Camilla

Hej Camilla

Her kommer lidt frit fra leveren (= ved ikke om det holder + det er skrevet ret sent, fordi mit værelse koger, hvorfor jeg har svært ved at sove...):

Når du skriver, at Foucault leverer en ret klar & præcis teori om, hvilke dynamikker, der er i spil ifm. identitetsdannelsen, så skurer det altså lidt i mine ører... jeg tror, det er noget med begreberne `identitet` og `subjekt`: Som jeg læser Foucault, så drejer - ganske som hr. Kelme skriver - opkomsten af det moderne menneske sig om installationen af subjektet som biprodukt af humanvidenskabernes objektivering af mennesket; individet blev på et tidspunkt videnskabens genstand, men idet det skete, ændrede det ved mennesket sjæleliv (eller selvforståelse eller diskursive rum eller kald det hvad du vil). Når man taler om `identitet`, er det netop en eller anden modernitetens forsøg på at dissekere det subjekt, som Foucault forklarer opkomsten af. Foucaults begreb episteme (kan forstås som(?) tankens diskursive mulighedsfelt - altså at ligne med en eller anden slags idéhistorisk æra-betegnelse) indfanger, at identiteten som tanke-begreb (hvad jeg så end mener med det...) kun er mulig i en modernitet, der har installeret subjektet i mennesket. Giver det mening?

Så spørger du videre om, hvorvidt det objektiverede subjekt skal forstås på samme måde som marxismens fremmedgørelse. Det turde vist fremgå af ovenstående, at det mener jeg ikke: Fremmedgørelse er - som ordet siger - at man gøres fremmed. Men det indebærer jo, nødvendigvis, at det er en ikke-fremmedhed, som man kan fjernes fra. Straks er jeg nu på vej ud i nogle videnskabsteoretiske udredninger af, hvor Foucault og Marx er forskellige, men inden jeg kommer længere ud, end jeg kan bunde, vender jeg tilbage til Marx... Den marxistiske mission må jo i denne forbindelse blive, at analysere hvilke mekanismer, der virker i samfundet, som resulterer i fremmedgørelsen. Hos Foucault, derimod, drejer det sig snarere om at analysere, hvordan viden virker subjektiverende, hvordan samfundet opstår idéhistorisk, hvordan tanken/sproget/agensfeltet (var det synonymer?) produceres & afgrænses af de epistemiske vilkår. Så nej, det skal ikke forstås på samme måde.

De to sidste spørgsmål, du stiller, er der vist kommet bud på, men angående spørgsmålet, om det er vores egne magtteknologier, vi underkastes, så må svaret være: Ja!

Mvh. Nils
(bær over med mig, hvis det er bjældesort - jf. indledningen...)

Bortset fra at Foucault hævder, at der netop ikke er noget substantielt bag ved - eller under - den disciplinerede krop eller subjektet eller hvad ved jeg. Hans antropologi er for mig at se så elastisk, at den er fraværende. Marx kan tale om fremmedgørelse, fordi han netop har en filosofisk-antropologisk tese om, hvad menneskets væsen er (arbejd-arbejd!), og hvordan det udtrykker dette væsen (eller væren) eller det værendes væren for så vidt som det er Zzzz)). Hvis man antager, at individet gennem selvdisciplineringsteknikker fremmedgøres fra noget, vælter man jo tilbage i den "antropologiske slummer", Foucault vil vække os af.

Konklusion: Foucault var en flot, skaldet mand.