Hej

Det bliver lige lidt rodet, andre vil sikkert kunne sige det mere præcist:

Helt grundlæggende pladerer Habermas for en rationalitetsforståelse, der kan rummer flere forskellige virkelighedserfaringer- og ikke kun den instrumentalistiske eller formålsrationelle. Han arbejder derfor med tre `verdener` - eller virkelighedserfaringer/gyldighedssfærer:

1) Den objektive verden; hvor subjektets forhold til sit objekt tager sig ud som et forhold til fakta. Aktøre forholder sig til omgivelserne som fakta, der kan måles og vejes og (på den baggrund) manipuleres og ændres.
2) Den sociale verden; hvor subjetet forholder sig normativt til sine omgivelser; bl.a. andre subjekter. Det, der orienterer handlinger og tanker i denne virkelighedserfaring er ikke spørgsmålet om fakta; men om generaliserede adfærdsforventninger eller normer og værdier (selvom de også kan tage sig ud som fakta og dermed tilhøre den 1. verden. Fx. fartgrænser på motorvejen, man - måske - forholder sig til som blot fakta og ikke normer).
3) Den subjektive verden; hvor subjektet forholder sig til sig selv. Det handler om den virkelighed; hensigter, tanker, holdninger, ønsker, som subjektet, ifølge denne opdeling, har en priviligeret adgang til. Og som kun bliver synlige for andre via ekspressive ytringer; selvpræsentationer.

Til hver af disse virkelighedserfaringer knytter sig forskellige forskellige gyldighedskrav; eller rationalitetskriterier.
ad 1) Vedrørende udsagn myntet på den [i]objektive virkelighedserfaring[/i] knyttes kravet om [i]Sandhed og/eller effektivitet[/i] (alt afhængig af om det er en ren kognitiv eller en instrumentel tilgang til den objektive verden).
ad 2) Angående den sociale virkelighedserfaring; til spørgsmålet om normerne og værdierne, knytter sig som rationalitetskriterie, kravet om [i]gyldighed[/i].
ad 3) Med hensyn til dit spørgsmål om oprigtighed kontra sandhed, kommer mit svar (først) her. Oprigtighed eller sandfærdighed,som Habermas også kalder det, knytter sig til den subjektive virkelighedserfaring. Er det, der gives udtryk for, oprigtigt.

Erik Oddvar Eriksen og Jarle Weigård bringer i bogen "Kommunikativt demokrati; Jürgen Habermas` teori om politik og samfund", følgende eksempel: (ovenstående er også mestendels taget fra deres fremstilling af Habermas ideer.)

En skipper på et skib siger til sit mandskab: "i dag er det for dårligt vejr til at tage ud og fiske."
Dette udsagn må, for at kunne godtages af de andre som rationelt i en herredømmefri dialog, tage stilling til og leve op til de ovenstående rationalitetskriterier:
1) Det er sandt, hvad han siger (at det er dårligt vejr)
2) Det er legitimt, at det er ham, der siger det (dvs. det er gyldigt)
3) Han mener [oprigtigt] hvad han siger.

Svaret bliver således formuleret kort, at oprigtighed og sandhed er to gyldighedskrav eller rationalitetskriterier, der knytter sig til to forskellige virkelighedserfaringer.
Som Eriksen og Weigaard skriver om dette: der er "netop disse gyldighedskrav, som er implicit til stede i den typiske talehandling, og talerens forpligtigelse til at indfri dem argumentativt, der giver sproget dets rationelt handlingskoordinerende kraft." (s64).

P.s. du ville sikkert kunne bruge meget af det, der står i nævnte bog.