Hej Bjørn
Jeg sidder og arbejder lidt med at sige noget begavet om køn som dikotomisk perceptionsstruktur, hvor Bourdieu bygger på den strukturalistiske antagelse om, at ting fremstår som den synlige side af et tegn, der også altid har en side, der ikke er synlig. Den dikotomiske kodning af perceptionen, der jvf "Den Maskuline Dominans" gør at alting opfattes som enten maskulint el. feminint, kan efter min mening ses som en funktionel strukturalistisk forklaring, i stil med Luhmanns funktionelle differentiering.

Bourdieu (og andre kønsteoretikere) skriver om androcentrisme, at det er manden der er udgangspunktet, det naturlige. Denne pointe vil jeg gerne fastholde, og med Luhmann argumentere for en funktionel forklaring på reproduktion af maskulin dominans:
Luhmanns systemer iagttager jo i koder som fx elsker|elsker-ikke, og for at kunne behandle kommunikationen, må den kunne iagttages positivt, dvs som "elsker". Denne iagttagelses funktion, er hos Luhmann det, der giver/reproducerer det sociale systems struktur.
Eksperiment: Hvis man nu opfatter køn som et system, der koder i lededifferencen køn|køn-ikke, må det jvf. androcentrisme være manden der er "køn" og kvinden der er "køn-ikke". Når kønssystemet så iagttager en kommunikation, kan det vælge ml: a, problembehandle inden for den maskuline matrix b, danne et subsystem c, lade kommunikationen ligge. Hvis kommunikationen iagttages "køn-ikke", altså indenfor en feminin matrix, kan den så vidt jeg ved, ikke problembehandle.
Konsekvensen bliver, at al den kommunikation, som et kønssystem iagttager, vil generere en struktur, der komplexitetsreducerer kommunikation med maskulint fortegn.
Sådan mener jeg kan man forklare maskulin dominans med funktionalistisk strukturalisme.

I forhold til Luhmann er der dog det problem, at han ikke har et kønssystem. På den anden side har han heller ikke et etisk system, derfor er der stadig muligheden for at indføre etikken på metaplan, så mon ikke også man kan tillade sig at gøre det med køn?

Anja