Kære alle,

At sociologi har den sociale virkelighed som sin genstand, er der vist ingen, der er uenige i. Sociologien er i den forstand først og fremmest analytisk: den iagttager virkeligheden, prøver at forstå, prøver at forklare. Her har sociologien en tung arv af tænkere, der har formuleret den sociale virkeligheds beskaffenhed på forskellig vis gennem teoretiske og empiriske analyser. Herudover har sociologien en endnu tungere arv af fortolkere, der har fortolket dem, der har fortolket virkeligheden. Denne arv er også af tredje orden, ja endda af endnu højere ordener.

På den måde konstituerer sociologi sig i høj grad også som et studium af fortolkere – af teorier og tænkere, som vi ynder at kalde det. Den symbolske reproduktion af sociologi fordrer denne teoretisk-fortolkende tilgang, fx at kende sine klassikere. Dog er sociologi ikke kun studiet af fordums tiders tænkere – studiet har også aktualitet og relevans i forhold til samfundets udvikling her og nu. Den sociale virkelighed forandrer sig. Derfor bør sociologien ikke kun være et system af fortolkere af fortolkere af virkeligheden, men også gerne gå ind i fortolkningen af første orden. Her bliver empirien samt de metoder, hvormed vi kan opnå tilgang til empirien, centrale.

Derfor tænker jeg, at vi måske kunne diskutere relevansen af empiri i sociologien. Personligt finder jeg empirien meget vigtig, faktisk vigtigere end studiet af fortolkere, selvom de to ting selvfølgelig ikke kan stå alene. Jeg vil gerne skyde debatten i gang med et aktuelt eksempel, som nogen sikkert allerede kender til:

For ikke så lang tid siden rettede Henrik Dahl en kritik mod Dansk Sociologforenings formands, Rasmus Willig, nye bog ’Til forsvar for kritikken’. En af Willigs hovedpointer i bogen er, at man bør demokratisere kritikken, så alle – ikke kun de resursestærke – kan få deres stemme hørt i samfundet. Blandt mange ting kritiserede Dahl Willig for ikke at være empiriske funderet. Hans analyse var baseret på socialfilosofi, altså fortolkere af fortolkere, og hans eneste ’empiriske’ eksempel var 110 år gammelt, nemlig Durkheims Selvmordet. Willig sagde til forsvar, at han brugte eksemplet til at illustrere en central pointe i bogen.

Diskussionen mellem de to handlede også om meget andet, men det udelader jeg her. Jeg blev nemlig inspireret af Dahls kritik. For kan det være rigtigt, at en pointe, som er videnskabeligt funderet og moralsk ansporet, altså at kritikken bør demokratiseres, skal udledes af socialfilosofi og ikke empiri? Jeg er ikke uenig i Willigs konklusion. Jeg er meget enig, både som sociolog og som borger i samfundet. Men jeg mener oprigtigt, at Dahl ramte et ømt punkt, som ikke kun lige gælder denne debat, men megen sociologi generelt: Hvor var empirien?

Jeg mener ikke, at Willig skulle lave feltstudier eller surveys for at underbygge sin teoretisk afledte konklusion. Men hvad med et review af nyere resultater inden for fx selvmordsforskningen? Eller hvad med et andet eller tredje samfundsområde, hvor man kunne eftervise sin pointe empirisk? Bør man ikke efterprøve sine teorier? Eller?

Måske er min kritik for ensporet og dermed også forfejlet. Jeg har malet det sort/hvidt op. Willigs udkast til en teori kan selvfølgelig anspore folk til at lave empiriske undersøgelser af området, eftervise og nuancere hans pointer. Og så er det vel også godt nok. Men det ændrer alligevel ikke ved, at den sociale virkelighed ikke kun bør studeres gennem fortolkere af højere ordener. Empirien fortjener også at blive taget med i betragtning, synes jeg i hvert fald.

Hvad synes I?

vh Kristian

Hej Kristian og Christoph

Kristian, jeg synes det er lidt foruroligende hvis du mener, at der er behov for at "diskutere relevansen af empiri i sociologien". Ditto til Christoph hvis du mener, at man bør tage empirien "i betragning". For mig - og så vidt jeg kan se også for alle vore klassikere - at se ER sociologien ( = studiet af samfundet) en empirisk baseret videnskab. Derfor er det for mig at se indiskutabelt at empiri er "relevant". Empiri er kernen i sociologien.

Der er ingen grund til at henfalde til en plat diskussion om "teori versus empiri" ("mine is bigger than yours"). Sociologien ville ikke være en videnskab hvis ikke den havde teorier. Selbstverständlich.

Men når det er sagt er sociologiske teorier i sig selv meningsløse . De har ingen gyldighed, ingen gennemslagskraft og ingen relevans før de bliver efterprøvet empirisk (med efterprøvet mener jeg ikke nødvendigvis verificeret eller falsificeret). Derfor er Willig vs. Dahl-diskussionen interessant. Og jeg er helt på Dahls side i den sag. Willigs bog er udlukkende teoretisk og normativ. Derfor kan den ikke bruges til sige noget som helst om samfundets beskaffenhed (og hvorvidt de "svage" har demokratisk adgang til kritikken). I den henseende er den et politisk programskrift på linje med DF eller SFs partiprogram. Det KAN være, at argumenterne i bogen er korrekte, men det kan kun empiriske undersøgelser vise. Derfor skal bogen efter min mening ikke anskues som videnskabelig i traditionel forstand men mere som en debatbog. Og det er også ok. Men bogen bør ikke i sig selv lede til politiske interventioner - dertil er den alt for uunderbygget og spekulativ.

/Mads

Hej C,

Det har du ret i. Men kunne man ikke stille spørgsmålet anderledes. Fx: Er Willigs værk sociologi? Nu ved jeg godt, at sociologer elsker at definere, hvad de ikke er. Det er en naturlig selvreferentialitet, ja en naturlig gruppereaktion.

I min tid på sociologi er jeg i hvert fald (med tiden) blevet meget fokuseret på forskellen mellem det, vi kan kalde abstrakt og konkret sociologi. Abstrakt sociologi, sådan som jeg ser det, arbejder med forudsætningerne for sociologien som samfundsvidenskab. Den konkrete sociologi ser på mere veldefinerede genstandsfelter, typisk de moderne institutioner som arbejdsmarked, familie, uddannelse osv. Det konkrete har altså mere at gøre med virkeligheden uden akademia, mens det abstrakte prøver at sætte etiske og faglige standarder. Begge har metoder, som fx filsofilæsning kontra review-læsning. Nu er opdelingen måske lidt søgt, men den fungerer egentlig meget fin som ramme for Dahls kritik af Willig.

Alligevel. Er Willigs bog så sociologi? Pointerne er jo ikke genuint sociologiske. Eller er den? At kritikken skal demokratiseres har Socialdemokratiet været med på gennem historien. Sennett og Bauman er vel ude i noget af det samme, såvel som Habermas og Honneth. Disse tænkere kan ikke ligefrem siges at være "sociologer", men er jo nærmere socialfilosoffer. Igen, det er afgrænsningsarbejde, og spørgsmålet er, om jeg ikke bare er ude i nogle falske modsætninger.

Igen, man kunne også hævde, at fx uddannelsesforskningen netop også har bidraget til, hvordan fordelingen af resurser i samfundet gør, at en demokratisering af kritikken ikke altid er så lige til, som man gerne vil have det. Vor helt, Pierre Bourdieu, har jo vidst det i utrolig mange år. I den forstand er der jo ikke meget nyt under solen. Og samtidig vil jeg personligt hellere tro på en uddannelsesforsker, der rent faktisk har undersøgt mulighederne (og barriererne), altså forudsætningerne, for at kritikken kan demokratiseres og respekt/anerkendelse kan udbredes, fremfor en sociolog, der har læst fortolkere af fortolkere.

Men måske er det bare mig, der er galt på den. For Willigs (eller andre mere prominente socialfilosoffers) bidrag kan jo stadig fungere som rettesnor, også for en uddannelsesforskningen, for hvor man skal lede. Hvordan kan man fx måle graden af demokratisering af kritikken? I sig selv er der her et forskningsmæssigt felt, som så vidt jeg ved (og det er meget lidt), ikke er særligt udforsket.

vh Kristian

Hej Christoph and Kristian

Christoph:
Det er fint, at Willig vil problematisere om "kritikken" har for trange vilkår. Det har jeg ingen problemer med. Men, det er dybest set et politisk eller normativt og ikke et videnskabelig projekt. Eftersom Willig ikke er empirisk er hans hovedtese - at kritikken har for trange kår - imidlertid ren spekulation.

Selvfølgelig skal vi - set fra et videnskabeligt synspunkt - lade os begrænse af, hvad vores empiri kan fortælle os. Det er indlysende og helt fundamentalt for enhver videnskabelig tilgang. Du skriver, at i mangel på empiri må vi vi bruge pointer, som vi "erfarer ud fra teori og vores eget liv". Der er jeg helt uenig. Personlig obsevation og teori [i]alene [/i] har ingen videnskabelig gyldighed. Det kan være at du kan lade dig inspirere af teori og erfaring, men du kan ikke udtale dig om verdens beskaffenhed på den baggrund.

Henrik Dahl er bestemt ikke - og prætenderer heller ikke at være -upolitisk. De fleste af hans bøger har et tydeligt politisk islæt. Så jeg synes bestemt ikke at han laver Carl Schmitt-finten.

Kristian:
Du har ret i, at der findes en abstrakt og en konkret sociologi. Den abstrakte sociologi (og her medregner jeg ikke Bourdieu, Goffman og andre gode empirikere) producerer (måske) et videnskabeligt originalt bidrag ca. hver 50. år mens den konkrete sociologi gør det hele tiden. Min holdning.

Videnskabsteori er for mig at se som at lære at cykle: Det er noget man lærer, lægger på rygradden og derefter kommer i gang med det egentlige: at cykle.

Mvh.

Mads

Hej Christoph

Lad mig uddybe: Med empiri mener jeg empiri indsamlet med en videnskabelig metode. Jeg mener ikke hverdags, "casual" empiri eller personlig erfaring. Den slags er udmærket men har ikke noget med sociologiens videnskabelighed at gøre.

Jeg taler ikke om en værktøjskasse eller om at tilpasse ens genstandsfelt til værktøjskassen. Men uden empiri og anvendelse af en eller anden form for værktøjskasse er det meget begrænset hvor meget man kan forholde sig videnskabeligt til et genstandsfelt. Og hvis værktøjskassen ikke findes må du opfinde den - efter videnskabelige principper.

Jeg anlægger én type kritik på Willigs bog mens en anden kritik kunne vedrøre hvilken type empiri han måske kunne bruge. Det er to forskellige ting. Og jeg har på intet tidspunkt sagt, at jeg ikke vil høre på Willig. Kun at bogens hovedtese om kritikkens trange kår - i mangel på skyggen af empirisk belæg - er ren spekulation. Simpelthen.

Jeg har svært ved at se hvordan sociologiske bidrag (teoretiske eller empiriske) kan være af andet end lokal betydning. Modsat abstrakte teoretiske bidrag, der aldrig kan eller vil blive forsøgt sandsynliggjort empirisk, har empiriske studier inden for et bestemte "lokalt" genstandfelt langt højere gyldighed. Især hvis mange "lokale" studier peger på, at de samme sammenhænge, processer og mekanismer genfindes i forskellige kontekster. Fx viser stort set alle "lokale" studier, at social arv findes i forskellig undstrækning i alle samfund. Hvornår har man sidst set en Luhmann- eller Bauman-discipel fremture med andet end anekdotisk belæg for at denne og hin abstrakte teori skulle have noget på sig? Gad vide hvor vidensakkumuleringen er størst?

I samme åndedrag kan jeg sige, at jeg er helt enig med dig i, at sociogien ikke endegyldigt kan påvise teoriers gyldighed. Når det er sagt er der uendelig stor forskel på hvor "sandsynliggjorte" forskellige sociologiske teorier er. Den sociale arv findes med eksorbitant stor sandsynlighed. Der er ingen, der endog meget svagt har sandsynliggjort, at verden er struktureret i overensstemmelse med Luhmanns sociale systemer.

Og det faktum at sociologien ikke kan påvise teoriers gyldighed er ikke noget argument for at "involvere sig i et normativt projekt om, hvad der bør gøres". Det er to helt forskellige ting. Min holdning er, at sociologiens historiske normativitet er en af disciplinens absolut største svagheder. Der er intet særligt ved sociologien. Den er en videnskabelig disciplin lige som alle andre med egne traditioner, teorier og metoder. Vi skal ikke redde verden eller tro at vi har en særlig evne til at "afsløre" magtforhold og redde nogle undertrykte stakler. Det er både naivt og farligt at tro at vi kan noget særligt.

/Mads

Hej Christoph

Jf. mine tidligere pointer kan Willigs egne oplevelser som universitetsansat IKKE bruges som argument for at kritikken generelt har fået trangere kår. Det er indlysende at man ikke kan generalisere sin personlige erfaring til almenheden. Mener du ikke det? Og Willig kan selvsagt heller ikke - i hvert fald ikke på baggrund af sin bog som ikke er empirisk - hævde, at der går en lang række mennesker rundt derude med problemer og som ikke har adgang til kritik. Det er for mig at se også indlysende. Det kan godt være at han har ret, men det kan kun videnskabeligt indsamlet empiri afgøre.

Willigs pointer er ikke bedre underbygget end Henrik Dahls - i hvert fald ikke empirisk - Og hvordan vil du argumentere for det? Men Henriks bøger er først og fremmest debatbøger. Hvis du ikke kan lide dem er det jo helt ok.

Videnskabsfolk kan da sagtens bekymre sig om konsekvenserne af deres forskning. Men det må ikke influere på kvaliteten af deres arbejde. Og her er der ingen grund til at begynde en banal grundbogsdiskussion om værdineutralitet og om at vi altid har en optik og alt det der.Point taken. "Aktionsforskning" er for mig at se det grelleste eksempel på hvad der sker når skellet mellem forsker og aktivist går fløjten. Det holder ikke. Og ja, det er ikke forskerens rolle som FORSKER at "gøre noget vef problemerne". Hvad forskeren gør som privatperson og borger må man jo selv om. De to roller skal ikke blandes sammen.

/Mads

Hej Mads

Du må undskylde, at jeg bragte de banale pointer ind omkring forskerens synpunkt ind i diskussionen af emprien. men når nu vi ved det er der, hvorfor så ikke tage konsekvensen: altså eksplicitere vores synpunkt og de præmisser det har for at udfolde sig i forbindelse med de forudsætninger for forskning, der findes på forskningsfeltet.
I den forbindelse ville empirisk analyse af kritikkens kår være meget relevant, ligesom en teoretisk diskussion og teoretisk/empirisk begrebsliggørelse af kritik være relevant.
Hvorfor må forskeren ikke være engageret og hvorfor kan forskningen ikke fokusere på, hvordan et bestemt mål gennemføres? bliver det dårligere forskning, fordi man er engageret (her tales jo ikke om at engagement træder i stedet for håndværk)? Og kan man være uengageret?

Sidst men ikke mindst vil jeg gerne vide, hvorfor aktionsforskning er så slemt?

Som Marx sagde i Feuerbach teserne: "Fillosoferne har hidtil beskrevet verden forskelligt, nu drejer det sig om at forandre den". Dette opgør med skolastisk eller empirisk viden som særlig helligt er måske værd at overveje igen...

Christoph

Hej Mads

Jeg tror, vi er ved at nå til et punkt, hvor vi er enige (om hvad vi er uenige om). I forbindelse med din model mener jeg, at hvis Willigs bog opfylder 1), så må det være en start - altså en relevant bog. Men også fordi Willig går ind og viser, hvorfor emnet er værd at undersøge og hvorfor det er vigtigt med plads til kritikken.
Det leder mig direkte over til den engagerede forsker. Jeg kan faktisk ikke se problematikken i aktionsforskningen som du præsenterer den, bare et udtryk for at forskningen fokuseres mod praksis. Som nævnt tidligere tror jeg ikke, aktionsforskningen kan gøre det alene (nogle må arbejde med begrebsdannelser og empirisk `grundforskning`). Men jeg kan ikke umiddelbart se, hvordan aktionsforskning skulle lede direkte over i gulag...

Christoph

Christoph:

Afklaring er altid rart :-) For mig at se er aktionsforskning ikke forskning, men derimod en form for politisk handlen med udgangspunkt i en bestemt vinklet informationsindsamling.

Rübner:

1) Sociologer har et særligt genstandsfelt. Det gør dem til fagspecialister inden for dette genstandsfelt. Men det giver ikke deres normative domme om hvem der er undertrykt eller ikke komme til orde særlig vægt frem for andre normative domme. Er økonomer bedre end andre til at vurdere om man bør have planøkonomi eller markedsøkonomi?

2) Sociologer kan - som du skriver - utroligt meget (jeg er selv sociolog :-). Vi skal ikke være bange for vores kompetencer som er helt reelle. Men den sociologiske fagtradition er sovset ind i normativitet, og det er vigtigt at holde snot fra skæg når vi bedriver fagsociologi.

3) Joda, bestemt.

4) Enig. Jeg har aldrig ment, at sociologer er værdineutrale.

Mads

Hej Christoph

Jeg synes at det er helt misvisende at inkludere "politisk handlen" i en definition af forskning (ikke aktionsforskning men forskning helt generelt) hvis det er det du mener. Forskning kan have politiske konsekvenser men det er ikke en egenskab ved forskningen selv, også selv om forskeren ikke er værdineutral. Forskning er i min optik søgen efter ny viden udført på et "forskningsmæssigt" grundlag (dvs. med udgangspunkt i de i et forskersamfund anerkendte måder at samle data ind på osv.).

Mvh.

Mads

Hej Christoph

Jeg er helt uenig. Du lægger et detailniveau på definitionen af forskning som er uproduktivt. I så fald er det også politisk hvilken lokumslæsning man foretrækker, om man vælger den ene gratisavis frem for den anden og om ens mobiltelefon er blå eller rød. Det er for mig at se ikke særligt interessant. Selvfølgelig findes der altid erkendelsesinteresser og noget forskning er tematisk styret af politiske interesser. Men, det er også ok så længe de politiske interesser kun dikterer forskningsfeltet og ikke metoderne og konklusionerne. Det er det der adskiller forskning fra andre aktiviteter.

Willigs bog bliver for mig at se ikke mere relevant i lyset af dit indlæg. Det er stadig "bare" en normativ holdningstilkendegivelse og, i mangel på empirisk kvalificering, en arbitrær ditto.

Mvh.

Mads

Temaet om samfundsforskning og politik og deskriptivitet og normativitet er ældgammle. Det var netop på de spørgsmål, at Weber brød med den tyske sociologforening. I denne forum-diskussion kan politik-begrebet indsnævre forskningsspørgsmålet. Forskning er en samfundsinstitution, og væsentlig forskning har samfundsmæssige konsekvenser. Der er en løbende videnskabsfilosofisk debat om etik, som ikke bare gælder moral i forskningen men også forskningens ansvar overfor samfundet. De fremtrædende samfundsfilosoffer er dybt involveret i denne debat, som har tætte forbindelser til sociologisk teoridebat. Tænk blot på Habermas, Baumann, Sen, Beck m.v.. Men af en eller anden grund vil danske sociologer ikke ind på en debat om etik, men hellere diskutere politik. Men hvis man skal vurdere den praktiske (politiske) anvendelse af teori og empiri må man trække på en forskningsetisk argumentation. Normativiteten er kun arbitrær indtil den er begrundet i en etisk teori.