Hej du,

Om Honneth er til emancipation (frigørelse) eller ej er et godt spørgsmål. Den klassiske forståelse af emancipation som hos Marx, ville han næppe tilslutte sig, for den forudsætter vel at der er en objektiv klasse med nogle objektive klasseinteresser, som den i kraft af kapitalismen, forhindres i at realisere, og et sådant klassebegreb tror jeg ikke hører hjemme hos Honneth.

Til gengæld er Honneths projekt vel grundlæggende emancipatorisk, idet jeg mener, at hans løsning på det dårlige her i verden er at udvide anerkendelsesstrukturerne på en måde, så der ikke opstår systematiske krænkelser med u-artikulerede uretsbevidsthedserfaringer (fx sociale patologier) til følge. På den måde knytter han an til en forestilling om, at der er noget strukturelt, vi må lave om på, hvis alle skal have mulighed for at realisere deres forestillinger om et godt liv.




Om negativ dialektiv, se (s.20)

http://www.socsci.aau.dk/sociologi/Opslagstavlen/om-sociologi/3-semester/teori11-kritisk-teori-adorno-07-11-05-cdh.pdf

MVH Lars

Lige en kort kommentar... `Alle` af den kritiske skole er vel egentlig emancipatoriske.... Honneths kommentar er vel også blot en kritik af horkheimer og adorno for at søge emancipationen i det ydre, hvorvidt den kritik er berettiget eller ej (kunne også forståes således at det er et forsøg på at legitimere sin egen anerkendelsesteori som den `sande` emancipation - den indre emancipation)....

mvh
Laust

@ Mads

Det vil jeg nu ikke give dig helt ret i. I Habermas` idéer om erkendelsesledende interesser får efter min mening et godt indtryk af, hvad emancipation handler om (om Habermas så er sociolog er en anden snak - det samme gælder også for Marx). Hos Habermas handler det i sidste ende om refleksion over de undertrykkende samfundsmæssige forhold, som gør sig gældende til alle tider. Den er så at sige rettet MOD magt (forstået som illegitimt herredømme). Denne forståelse ligger i direkte i forlængelse af Marx, men er ikke reserveret til spørgsmålet om arbejde. Heri ligger den fundamentale distinktion for Habermas, som også gør sig gældende Honneth, nemlig skellet mellem arbejde og interaktion. Interaktion skal her ses i spørgsmålet om SPROG. Det er netop i sproget, at muligheden for refleksion ligger, hvorfor sproget også muliggør emancipation.

@ Anja

Honneth og Habermas er meget enige i spørgsmålet om emancipation - og de kritiserer begge Adorno og Horkheimer. Man kan sige, at Habermas og Honneth reaktualiserer Hegels sædelighedsforståelse i relation til spørgsmålet om emancipation. Emancipation er for dem at se IMMANENT i den menneskelige praksis. Her handler det så for Habermas om sprogets muligheder (sprog forstået i bred forstand), mens Honneth træder "et skridt tilbage" og ser på de anerkendelsesstrukturer, der går forud for sprogets muligheder (her trækker Honneth igen på Hegel, der netop siger, at anerkendelsen af den Anden går forud for enhver interaktion).

Hvis jeg skal give en meget kort og præcis beskrivelse af Adornos negativ dialektik, så må det være: "At fastholde ikke-identiteten mellem identitet og ikke-identitet". Sådan plejer jeg selv at forstå det, så hvis det giver mening for dig, er det jo bare helt i top. Jeg giver gerne en længere forklaring, hvis det er.

Mvh. Kristian

Hej folk

Jeg genopliver lige denne her tråd, da jeg også lidt sidder midt i den negative dialektik, og har nok en ide om jeg ikke forstår den :-)

Findes pdf`en på linket stadigt, eller er der andre der ligger inde med en god forklarende tekst om begrebet. Jeg forstår godt figuren med subjekt og objekt, samt at de er ikke-identiske. Mit spørgsmål går mere i retning af om hvad det har af implikationer i et forskningsøjemed?

Og endelig kan man forstå det sådan at det er på grund af det ikke identiske forhold, at det bliver muligt at tænke noget bedre, altså at forestille sig en form for emancipation?

MVH

Christian