hej hr grøn

Man kan i allerhøjeste grad tale om social differentiering i det organiske solidariske samfund eller moderne samfund med organisk solidaritet (vist en bedre formulering)... Den sociale differentiering er det der nødvendiggør den organiske solidaritet... Men er der tale om dominansrelationer, ja det er der vel - staten er øverst i hierakiet, dernæst koorporationer og så individer, men der er ikke eller rettere bør ikke være et konfliktuelt forhold mellem de uddifferentierede dele i samfundet, hvis jeg forstår D ret, da det gode samfund er det samfund, hvor mennesket først og fremmest indtager sin funktion, og dernæst kan være individ (Homo duplex).... Jeg tror, man skal passe på at lægge et konfliktuelt perspektiv ned over D`s sociale differentiering - eller i hvert fald kun som et tegn på anomi, men i øvrigt et udemærket kritikpunkt af D.

Hmmm... nå gad vide om de 12 timers statistik har fuldstændig opløst hjernen eller jeg rent faktisk svarede på dit spørgsmål... ved det ikke helt, men held og lykke med opgaven

Mvh
Laust

Jeg vil tilslutte mig Lausts opfattelse af at man skal være overordentlig forsigtig med at læse et konfliktperspektiv ind i Durkheims teori.
Dag Østerberg skriver i sin bog ’Émile Durkheim – og hans teorier om samfundet’, at man får mest ud af at læse Durkheim som en (ensidig) integrations-sociolog. Dvs. en sociolog der behandler samfundet i et integrations perspektiv og ser bort fra de modsætninger og konflikt-potentialer, der også eksisterer i samfundet.
Det gælder, som jeg læser ham, netop i forhold til hans teori om social differentiering, hvor arbejdsdeling og ulighed (uhh…) først og fremmest bliver anledning til at skabe en ny solidaritet i det moderne samfund.
Og m.h.t. magt, kan man vel, som John skriver, med lidt god vilje sætte lighedstegn mellem magt og den sociale tvang, som samfundet udøver overfor individet. Men denne magt er jo nødvendig for at skabe et solidarisk, sammenhængene og sundt samfund. Durkheim skriver et sted, at det at individet underkaster sig samfundet (og dvs. det socialt differentierede samfund), er en forudsætning for dets frigørelse - så kan de konflikteoretiske marxisterne lære det! :-)
Det er i øvrigt interessant at læse Foucault ind i det her som et lille interessant perspektiv på magtbegrebet hos Durkheim. Foucault snakker om magten som både repressiv og produktiv, på samme måde som Durkheim snakker om den sociale tvang som både begrænsende og mulighedsskabende. Hos Foucault forstås denne magt hovedsageligt (men ikke kun) i et negativt lys – som de slemme slemme moderne institutioners tilskrivning af div. selvovervågende og selvdisciplinerende instanser i mennesket, mens det hos Durkheim som sagt forstås i et positiv lys, som en forudsætning for et solidarisk og sundt samfund.

Skriv endelig mere – så får mine overspringshandlinger lidt mere sociologisk substans :-

Morten