Sociologiskforum.dk var aktivt fra 2004-2012, men eksisterer i dag kun som arkiv.

Dannelses model

Skrevet d. 31.05.2005 af Lmss
Hej til alle i kloge hoveder....
Er der nogen af jer der har kendskab til en model der viser hvilke pædagogiske retninger der tilhører de forskellige dannelses former ?
Skal bruge en sådan i en eksamens situation...

MVH LMSS
Skrevet d. 01.06.2005 af Albrechtsen
Kunne du ikke uddybe spørgsmålet lidt?
Skrevet d. 05.06.2005 af Lmss
Jeg skal prøve ... det drejer sig om at jeg gerne vil prøve at danne mig en oversigt over hvordan de pædagogiske retninger som f.eks (Åndsvidenskabelig pædagogik, reformpædagogik, humanistisk pædagogik osv.) ser på dannelse så som (material, formal, kategorial osv.). Og ikke mindst hvilken sammenhæng der er mellem dannelse og de pædagogiske retninger.

MVH LMSS.
Skrevet d. 06.06.2005 af Tinw
hej LMSS
Prøv at spørge ude på Danmarks Pædagogiske Universitet - eks. Lars Hammershøj, som har siddet på sociologi og skrevet phd om selvdannelse
Mvh tinw
Skrevet d. 06.06.2005 af Albrechtsen
Hej LMSS

Jeg synes, det kan være lidt problematisk at tale om bestemte `dannelsestraditioner`, da man nemt ender i overfladiske generaliseringer og reduktioner, og dermed ser bort fra noget af det, som bestemte dannelsesteoretikere OGSÅ siger om dannelse. På den anden side kan det være en god ting at starte med sådanne generaliseringer, så man bedre kan orientere sig i det store dannelsesteoretiske landskab...

Du spørger om, hvilke pædagogiske retninger der knytter sig til bestemt dannelsesformer. Først må vi redegøre for, hvilke dannelsesformer man overhovedet kan tale om. I mit uddannelsesforløb (Pædagogik på Københavns Universitet), har vi lært at skelne mellem følgende idealtypiske dannelsestradtioner: 1) Essentialisme 2) Encyklopædisme 3) Pragmatisme og 4) Polyteknisme. Du kan også læse Bjergs (1998) artikel, hvor der skelnes mellem 1) Humanisme (Platon) 2) Rationalisme (Comenius) og 3) Naturalisme (Rousseau). I Stensmo (2001) kan du desuden få en oversigt over forskellige pædagogiske retninger og deres syn på dannelse, og her skelnes mellem 1)Idealisme 2) Naturalisme 3) Pragmatisme 4) Realisme og 5) Dialektisk materialisme.

Du nævner selv dannelsesformerne material, formal og kategorial dannelse. Denne skelnen findes, som bekendt, hos Klafki (1983). Den materiale dannelse lægger vægt på det formidlede stof. Dette ses eksempelvis i encyklopædismen/ rationalismen, hvor det gælder om at "lære alle alt" (Comenius). Den formale dannelse tager i modsætning hertil udgangspunkt i den enkelte elev, hvilket er centralt i naturalismen. Man taler også her om henholdsvis `traditionel` og `progressiv` pædagogik, som er den forskel Dewey opererer med. Det er altså et spørgsmål om enten `barnet` eller `læseplanen` (se fx Dewey 2000). `Kategorial dannelse` er Klafkis forslag til en syntese mellem disse to dannelsestraditioner. Dannelse må med andre ord både tage udgangspunkt i barnet og stoffet.

Dette var en meget forenklet gennemgang af denne problematik. Håber alligevel det kunne hjælpe en lille smule...

Ref.
Bjerg,Jens (1998): Fortællinger om opdragelse og undervisning. I: Pædagogik en grundbog til et fag. Hans Reitzels Forlag.
Dewey, John (2000): Barnet og læseplanen. I: Knud Illeris: Tekster om læring. Roskilde Universitets Forlag.
Klafki, Wolfgang (1983): Kategorial dannelse og kritisk-konstruktiv pædagogik. Nyt Nordisk Forlag.
Stensmo, Christer (2001): Pædagogisk filosofi. Forlaget Selund.
Skrevet d. 06.06.2005 af Lmss
1000 tak for hjælpen ...Albrechtsen
Skrevet d. 07.06.2005 af Albrechtsen
Hej LMSS

Det var da så lidt!

Det kan lige tilføjes, at ønsker du at gå endnu videre i en undersøgelse af dannelsesbegrebet og dets betydning i dag, så er artikelsamlingen i bogen "Educating humanity: Bildung in postmodernity" red. af Lars Løvlie, Klaus Peter Mortensen & Sven Erik Nordenbo (Blackwell, 2003) anbefalelsesværdig.

Mvh.

Andre læser også

Sociologiskforum.dk benytter cookies til blandt andet statistik og marketing. Ved at benytte hjemmesiden accepterer du vores brug af cookies. Okay