Hejsa. Du stiller et par forskellige spørgsmål, jeg vil gerne prøve at give mit (noget overfladiske) bud, på det med normativiteten, da jeg netop har beskæftiget mig med det, her for nylig.

Bourdieu bliver spurgt om hans normative grundlag, i refleksiv sociologi (s.180ff, 2004 udgaven). Her siger han at hans form for sociologi, som udgangspunkt, ikke er normativ. Men, han siger også at den til dels kan siges at være det.. Hvis man er villig til at se ud over modsætningen mellem det positive og det normative (Bourdieu hader generelt alle de traditionelle modsætninger, kvantivativ/kvalitativ, empiri/teori, osv.)

Det som det handler om, er at han til dels ser sociologien som lidt a` la, lægevidenskaben.. Altså, ham mener at sociologien nærmest kan bruges klinisk, til at identificere og til dels også "kurere" sociale problemer (det skal dog ikke tages for bogstavligt, ham mener også at sociologien langt fra kan bruges til alt). Han siger hans sociologi bliver etisk fordi den er videnskabelig.. Igen vil jeg sidestille dette lidt med lægevidenskaben.. Altså, den kan bruges til at finde ud af hvad der er "galt" med folk (igen, må ikke tages for bogstavligt), eller den kan sætte os i stand til at forstå hvorfor en given (socialt betinget) adfærd opstår og hvad den er en konsekvens af. Der er selvfølgelig en lang række problemer med dette, der er fx ifølge Bourdieu mange sociologiske "kvaksalvere" og symptombehandlere som han ynder at kritisere (Bauman fx), og der er også det problem at mange sociologer bliver en slags "symbolsk politi" der tager sig af alle at rydde op i alle statens (han har et noget bredt statsbegreb) affaldsprodukter, i stedet for at ændre det, der rent faktisk er galt (aktivrevolutionen på kontanthjælpsområdet, er et meget godt eksempel på det sidste).

Omkring spørgsmålet om hvad man så rent faktisk kan gøre.. Så har han jo mange bud, typisk taler om dårlige boligforhold, meningsløst arbejde, fattigdom (både økonomisk og kulturelt) som årsager til mange af de sociale problemer der opstår, og at der er der man skal gribe ind. Men han fremhæver også at det kræver også specifikke analyser at problemstillingen, før man kan sige noget konkret. Bourdieu er på en gang nærmest ultra radikal i sin kritik af hvordan verden er indrettet, men samtidig forholdsivs pragmatisk i sine løsningsforeslag, han fastholder at der er ting vi bare ikke -kan- ændre, men at man så må forsøge der hvor der er reelle muligheder.

Okay, det var meget overfladisk, og jeg mangler en masse af de underliggende argumentationsrækker, men jeg håber det hjalp lidt.. Jeg synes at man med god samvittighed kan sige at der ligger et ligheds ideal nedenunder Bourdieus tilgang.. (i så høj grad som sådan et kan tænkes, når han hans sociologi også grundlæggende er en konfliktpræget sociologi), men det har som sådan ikke noget at gøre med selve det videnskabelige i hans teori.. Det er altid vigtigt at huske at Bourdieu som udgangspunkt ikke mener at han beskriver hvordan verden rent faktisk ser ud, eller fungerer. Men han nærmere leverer værktøjer til at begrebsliggøre og forstå sammenhænge mellem det sociale og adfærd.

Til dine sidste spørgsmål vil jeg sige at Bourdieu som udgangspunkt ikke har et ideal om en herredømmefri samtale. Det er ikke en mulighed, da det sociale består af kampe, og dominansforhold vil altid være der. Men det betyder ikke at man skal gi` op og så bare acceptere at `sådan er det bare`, det betyder at man skal prøve at hjælpe dem der er de mest dominerede, og forsøge at bevidstliggøre sig selv, og andre om de dominansforhold, for dermed at kunne gøre noget ved dem...

Han eksemplificerer lidt dette gennem racisme. Hvor han siger at det er prisværdigt hvis man er anti-racist, men at man ikke kan kræve den af folk som er forudsætningsløse, og at det er hykleri, hvis man ikke samtidigt prøver at gøre noget ved de forhold (bolig, arbejde, uddannelse) som muliggør en anti-racisitisk holdning. (refleksiv sociologi s.181, 2004 udgaven igen)

Håber det ikke var for rodet.. Ellers så prøv at spørg, så vil jeg prøve at uddybe...

- JK.