Hej I to!

Nu er I jo, som jeg, aspirerende sociologer. Derfor vil jeg mene, at det er vigtigt med et "både og" - og herudover en nuancering af feminismens rolle i dag. På den vis er jeg ikke uenig i jeres kommentar, men den skal suppleres.

Kampen om kvindefrigørelse har ført os til en mere demokratisk opfattelse af relationerne mellem kønene. At samfundets socio-demografi så halter lidt bagefter idéerne er ikke en overraskelse, fx når I påpeger, at eliten primært af mænd eller "mandslignende" kvinder.

Imidlertid mener jeg, at meget af feminismens tale om undertrykkelse af kvinder kan få en selvbekræftende proces i gang, som negligerer de dele af den "kønsvirkelighed", som i høj grad også gør sig gældende. Kvinder har også magt - og har måske altid haft det - bare ikke i de sfære, som mænd har fortalt (og fortæller) sig selv er magtfulde, fx den politiske elite. Nu hænger jeg lidt på Henning Bech i det følgende, men igen: det er kun som et supplement, ikke som indædt fortaler for hans tanker.

Magten i hjemmet: Når unge par i dag bygger rede, så viser antropologiske studier, at kvinden har den største indflydelse på, hvilke møbler og indretningen generelt, der skal være i reden. Og hvad med navngivningen af barnet? Er det en magtfri demokratisk proces? Så kan man stille spørgsålet Er det et vigtigt område at have magt på? Eller er det, i bourdieuske termer, blot en devalueret sfære blottet for reel magt. Det tror jeg faktisk ikke. Jeg tror, at mange unge forældre gerne vil være en betydningsfuld del af deres barn hverdag og liv - ligesom I gerne vil være det. Og her er kvinden stærk, da hun netop har autoritet i denne sfære. Er der så noget galt i det? Er det bare en ny form for undertrykkelse? Det tror jeg ikke. Jo det rammer nogle (jf. nedenfor), men måske er de kønsspil, der foregår inden for hjemmets fire vægge produktive på en god måde!? Er kvinder altid undertrykt? Nej, ikke altid. Og jo, i mange tilfælde er de. Og det skal der selvfølgelig gøres noget ved - og det bliver der gjort noget ved.

Herudover mener jeg, at der er et tredje supplement, som sikkert også vil falde de herrer i god smag: Hvilke kvinder og mænd taler vi om? Jeg kunne ikke andet forestille mig, at seksuelt bevidste kvinder også hænger godt sammen med socialklasse (ikke determineret, men betinget). Og samtidig må der være mænd, som oplever et enormt pres, når de ikke kan leve op til de standarder, som det reflekterede og ansvarsbevidste mandebillde, lægger op til. Kvinder kan sagtens undertrykke mænd seksuelt - det er ikke noget nyt - ligesom det ikke er noget nyt, at mænd undertrykker kvinder seksuelt. Pointe: socialklasse og/eller andre socioøkonomiske og sociokulturelle faktorer har også noget at sige, når man siger, at feminismen har medvirket til et federe mandebillede? For kan alle mænd leve op til dette "fede" mandebillede.

Altså, der er tale om "både og", når man taler feminismens sejre. Alle historiske udviklinger har jo intenderede og uintenderede følger. Har kvindekampen medført et federe mandebillede? Jeg synes i hvert fald, det er et spørgsmål, som må besvares nuanceret og må bestå den ultimative prøve, som Honneth også bemærker, nemlig samvittighedsfuld empirisk efterprøvning.

... Og så blev bolden givet videre op ;)

/Kristian

Kære Anton,

Du har måske ret. Jeg snakker vist lidt udenom. Men jeg prøver i det mindste at skelne mellem et ER og et BØR, hvilket du bevæger dig snildt udenom. Hehe.

At det er "synd" for nogle mænd, er for mig at se et moralsk spørgsmål. Om det så handler om indretningsstil eller vold. Pointen er blot, at begge fænomener foregår derude. Ligesom de forskellige lege og spil mellem kønene - herunder undertrykkelse og fede mandebilleder. Og det kan også være, at det virker ude af proportioner, at mænd kæmper for retten til et grimt fladskærmstv, men - dog uden at have undersøgt det nærmere - kunne jeg ikke andet forestille mig, at det fungerer på en sådan måde i mange hjem. Og jo, det er efter min politiske og moralske overbevisning ude af proportioner, men ikke desto mindre en del af den sædelige "fladskærmsrealitet".

Taler jeg stadig udenom? Eller arbejder du med falske dikotomier, som den kære Bourdieu vil formulere det? Hehe. Jeg tror, at denne diskussion altså også handler om præmisserne for vurdering af feminismen. Taler vi (tilstræbt) videnskab, moralsk impuls eller politiske overbevisning - eller det imellem?

Jeg har derfor et, meget useriøst råd: Anton, gestalt dig selv og andre som overfalde - det er af det gode ;)

Mvh. Kristian

Kære Hr. Grau,

Diskussionen startede med følgende pointer:
- Femismen har frembragt en fed manderolle
- Feministerne tager ikke fejl
- Hvad opnår man ved en kritik af feminismen?

Mit indlæg gik på at diskutere præmisserne for de sidste to pointer og nuancere den første. Herfra forholder jeg mig kun til de to sidste pointer, da de hænger sammen.

En stor del af den feministiske forskning, der føres i dag, baserer sig på en forestilling om, at kvinder altid er undertrykte. Derfor skaber det for mig at se et dumt udgangspunkt, da cirkelslutninger nemt fabrikeres: kvinder er undertrykte fordi kvinder er undertrykte... mænd er nogle svin fordi de er nogle svin... mænd undertrækker kvinder fordi de er nogle svin... mænd er nogle svin fordi de undertrykker kvinder... osv.

Alle teoretiske indfaldsvinkler bør efter min mening [u]altid[/u] indbygges velovervejet i det specifikke teoretiske perspektiv, man gerne vil konstruere for at undersøge et givent fænomen. Yderligere må det gerne have noget at gøre med fænomenet selv. Modsat fx bourdieumaskinen: man putter noget ind, og så sker det fantastiske, at man altid får det samme resultat (undertrykkelse blandt andet). Derfor bør man ikke bruge Bourdieu som den social arv-maskine, han er blevet, men derimod aktivt for at udfordre ens forståelse af et givent fænomen; ikke dogmatisk, men refleksivt og rationelt (gerne i en habermasiansk forstand).

Hvorfor skulle det ikke gælde for feministiske teorier og forståelser? I princippet er det jo ikke kun inden for videnskaben om samfundet, lige så meget i ens eget liv. Refleksion er godt, det er vi alle enige om.

Foucaultrotte? Jeg tror, han blev fanget i fælden. Hehe. Min pointe er, at feminismens fokus på undertrykkelse i nogle tilfælde er helt igennem malplaceret. Måske kunne man netop hævde, at udviklingen af et "fedt" mandebillede" peger i retning mod det, der ikke er undertrykkelse. Dikotomien bør altså ikke bestå af skellet mellem undertrykkelse/ikke-undertrykkelse - den er falsk, når den ikke suppleres med et blik på de faktiske kønsspil, der gør sig gældende i virkeligheden. Igen, det handler om samvittighedsfuld empirisk efterprøvning, som, jeg nævner det igen, den kære Honneth også bemærker. Det kunne nogle sociologer godt lære af, thi er kvinder altid undertrykte? Nej, nogle gange er de, andre gange er de ikke.

Er vi uenige? Godt spørgsmål synes jeg faktisk. Så hvis min snak var sort tidligere, så skulle jeg gerne nu have svaret på jeres spørgsmål. Jeg mener dog stadig, som jeg netop har elaboreret på i ovenstående, at man altid bør have et "både-og", når man ser sociologisk på tingene. Jeg tænker altså på en særlig fænomenologi, hvor man bibeholder evnen til at se dobbelt. Det var jo netop kernen i den sociologiske fantasi, som C Wright Mills beskrev den.

Mvh. Kristian