Skal lave en opgave om anerkendelsesbegrebet og har i den forbindelse intentioner om at inddrage Bourdieu og Honneths forståelse. Som jeg tolker det, er Honneths anerkendelsesbegreb en forudsætning for udviklingen af en identitet - anerkendelse er således essentielt i bestræbelserne på at blive et selv. I forhold til bourdieu tolker jeg mere anerkendelsesbegrebet (symbolsk kapital) som et magtmiddel. Nogen har magten til at definere, hvad der skal anerkendes. Men anerkendelsesbegrebet hos Buerdieu er vel ikke en forudsætning for udviklingen af identiteten????

Hej Kristian - tak for tippet med dansk sociologi (har allerede læst et par af teksterne)..
Ved ikke helt om der er noget at kommer efter, men tænkte på om man kunne sige noget om forholdet mellem Bourdieu og Honneth i forhold til den rolle som samfundsteorien har. Som jeg læser det er Honneth, der er en del af den kritiske teori, fokuseret på hvordan samfundet BØR være. Han har således et normativt udgangspunkt i hans forhold til anerkendelse. Modsat er Bourdieu fokuseret på hvordan forholdene reelt ER.. Så selvom Bourdieu skildrer forskellige uretfærdigheder i samfundet taler han ikke om patologier (hvilket Honneth gør)... Dette gør vel at deres analyse af anerkendelse får forskellige udfald!!???

Du fik mig til at tænke - hvilket ikke er helt skidt ;-)

Hej Malte,

Ja, du har ret. Jeg er lidt for hård ;) Han siger ikke direkte, at man har "brug for" anerkendelse, men prøver at finde anerkendelsesformerne "førvidenskabeligt" funderet (Honneths begreb), dvs. funderet i den hverdagslige erfaring af den sociale virkelighed. Det er et stort skridt fremad i forhold til fx Habermas, der har en tendens til at reducere alt til kommunikative handlinger. På den led er Honneth mere i tråd med Horkheimer, sådan som jeg lige husker ham. Jeg var vist lidt for hurtigt ude oven for.

Jeg ved ikke, om jeg er enig i kritikken af Bourdieu. Hans normative sigte synes klart nok: at bryde med tidligere analyser og erkendelser af et socialt fænomens "naturlighed" og fremstille det fra et andet perspektiv. Problemet med Bourdieu er snarere - synes jeg - at han har en tendens til at forfalde til strukturelle forklaringer, dvs. han lader alt føre tilbage til de "objektive sociale strukturer", der definerer de sociale klasser. Her er Honneth meget sensitiv i forhold til det enkelte menneskes (socialpsykologiske) behov. Men igen, jeg elsker Bourdieu, så har selv en del blind-spots i forhold til hans sociologiske virke ;D

Imidlertid kunne det være sjovt at diskutere, om Honneth ikke har en tendens til at se anerkendelse alle vegne. Med det mener jeg, om han ikke ofte implicit antager, at anerkendelse er af det gode - noget, mennesker har brug for. Spørgsmålet bliver også, om et normativt grundlag med udgangspunkt i anerkendelse ganske enkelt er alt for bredt. Han har tre anerkendelsessfærer, men det er jo en meget grov simplificering (som han i øvrigt henter fra en gammel filosof). Jeg kender ikke til arbejde, hvor han forfinet denne typologi empirisk. Samtidig er der langt fra Honneths teoretiske begreb om anerkendelse til operationaliserbare og målbare konstrukter. I virkeligheden burde man jo fremsætte en række [i]testbare[/i] teser i forhold til Honneths anerkendelsesbegreb, og så gå ud og teste dem. På den måde vil man også kunne få udspecificeret hans brede kategorier.

Og til Tverskov. Jeg håber det er ok, vi lige engagerer os i en diskussion på din tråd her. Det er jo et diskussionsforum ;)

vh Kristian

Hej Malte,

For mig er det uklart, hvad der menes med et eksplicit normativt udgangspunkt. Hvis Bourdieus udgangspunkt er som ovenfor beskrevet, hvorfor er det så ikke eksplicit normativt? Eller rettere: Hvad skulle det ellers være? Tanken om et eksplicit normativt udgangspunkt er vel ikke en erkendelse i sig selv. Allerede tidlige tekster af Habermas (erkendelse og interesse) påviser jo, at forskellige teorier har forskellige normative udgangspunkter. Forskellige interesser fører forskellige erkendelser med sig.

Jeg syntes, du har helt ret i, at tænkere, der har fundet på en god ide eller et godt begreb, tenderer mod at bruge det til at forklare alt. Fx var jeg til en forelæsning med Thomas Scheff den anden dag, og han vil mig bekendt reducere alle sociale interaktioner til en spænding mellem stolthed og skam. Det virker jo, set udefra, enormt mærkeligt, når man nu har så mange andre komponenter (og begreber for dem) i social samhandling.

Og så er der spørgsmålet, om teorier skal testes. Man kan spørge omvendt: Er det en teori, hvis den ikke kan/bør/skal testes? Det er altid et interessant og yderst relevant spørgsmål at diskutere i forbindelse med en konkret sociologisk (og videnskabelig) aktivitet. Jeg vil medgive dig, at ikke alle teorier kan eller bør testes. Imidlertid kan man spørge sig selv, om man ikke bør - i empiriske analyser af den sociale virkelighed - kunne logisk deducere mindre teorier ud fra større teorier (fx habitus) til at forklare et socialt fænomen med. Fx kunne man udlede testbare hypoteser, der baserer sig på viden om doxa i et givent felt.

Derfor vil jeg også mene, at teorier som sådan ikke bør være testbare, men jeg synes, at man skal kunne udlede udsagn, der kan testes (lad os fx kalde det en [i]middle range theory[/i], som Merton gør det). Ellers er det hele jo bare ren spekulation. Det samme med Hegel, der iagttager at anerkendelse er et vigtigt element i interpersonelle relationer og i skabelsen af "mig" såvel som "dig". Denne iagttagelse er jo vigtig og god (og empirisk), hvorfor man ud fra den kan udlede testbare "mini"teorier, der kan give os mere viden om denne del af den sociale virkelighed (fx hvorfor anerkendelse er vigtigt og hvornår og hvor den er det). Hvis teorier ikke kan bidrage til at give os mere viden om virkeligheden, så er de vel nyttesløse.

Så mit svar på dit sidste spørgsmål (”Hvis det er, hvem er det så der har adgang til dette og hvordan?”) er, at det har forskeren igennem at udlede testbare udsagn fra teorier. I det lys skal min kritik af Honneths grove klassifikation ovenfor også ses. Honneth peger på tre meget internt heterogene områder med sine tre anerkendelsessfærer, hvori der stor variation i anerkendelse både i forhold til hvordan, hvor, hvornår og hvorfor anerkendelse virker. Hvis Honneth ikke selv vil komme med mere detaljerede kategoriseringer, så er det vel også ok (så kan andre gøre det). Imidlertid synes jeg ikke, at den kritik rammer Bourdieu, da han (1) bruger mange begreber, og (2) forfiner sine analytiske konstrukter i samspil med sine empiriske analyser. At man så kan kritisere ham for nogle gange at være for begrebsligt vag, er jeg helt med på, men man kan ikke få det hele ;)

Fed diskussion i øvrigt!!
Kristian

Hej Lars,

Det er måske forkert skrevet ;) Der er dog en litteratur, der mener, at Bourdieus begreber er upræcise (Peter Hedström, Axel van der Berg m.fl.). Også i uddannelseslitteraturen (den empirisk orienterede) er der til dels samme kritik (Anette Lareau). Også Richard Jenkins har tidligt været efter Bourdieu - dog mere i forhold til hans strukturalistiske tendenser (som indebærer en kritik af begrebsbrugen).

Så min påstand kommer fra en forskningslitteratur. Bourdieus teori er vel ikke direkte stringent, men jeg må medgive dig, at han har et veludviklet begrebsapparat (hvilket jeg også har lovprist ham for ovenfor). Habitus fx er jo ikke et stringent defineret begreb, der refererer til en afgrænset empirisk entitet. Det er snarere et begreb, man skal tænke med i konkrete analyse (og lade det møde feltet). Det betegner således en række entiteter, som ikke altid er eksplicitte hos Bourdieu, sådan som jeg læser ham.

Jeg undskylder min upræciserede påstand ovenfor. Kan godt se, at den er taget ud af den blå luft, men ville blot kritisere Bourdieu lidt, så han ikke stod som den urørlige kongen over sociologien i min diskussion ovenfor.

vh Kristian

Hej Lars,

Jeg er helt enig. Det er også, hvad jeg har plæderet for ovenfor. At sociologiske teorier bør informere hypoteseproduktion. Ovenfor skriver jeg netop ikke, at Bourdieu bare kan bruges mekanisk og efter manual. Hans teoretiske begreber skal sættes i relation til det felt, man undersøger. Og her er Bourdieu særlig god (fx i forhold til Honneth (som så heller ikke er sociolog, men filosof)), da han viser, hvordan man kan gøre det.

Det er et interessant iagttagelse du gør dig, når du fremhæver, at såfremt Bourdieu havde været mere præcis (i empirisk forstand), havde han måske ikke været så kendt. van der Berg præsenterer samme pointe (han er bare skeptisk over for det). Følger vi dit argument, som jeg finder godt, så er der en fordel i sociologiske teoriers og begrebers semantiske elasticitet. Især også i forhold til genstandssensitiv hypotesefremsætning. Elasticiteten betyder imidlertid også begrebslig vaghed. Det er bare formuleret fra et andet synspunkt, der ser elastiske begreber som vage og ikke som produktive ;)

Så vi er enige. Bourdieu er helten over dem alle. Fx er brugen af habitus netop fed, fordi begrebet får valør i konkrete analyse af empiriske felter. Problemet med semantisk elasticitet er blot, at i de forkerte hænder, kan analyser med Bourdieu blive utrolig maskinelle og kedelige. Her er fx folk, der analyser med Luhmann, heldige. Analyser med Luhmann er nemlig altid kedelige ;)

Kristian

Hej

Jeg er klart ikke den største Bourdieu ekspert her på sitet, men når jeg skriver at vores sociolog gud, ikke har en eksplicit mornativitet, er det udfra et er/bør skel... Hvor finder man i Bourdieus teori et bør?

Jeg er klar over at han formulerer noget sådan i "Modild" - men den ser jeg ikke som en del af hans teori.

MVH

Malte

@ Kristian

Jeg tror du kører lidt af sporet i forhold til, hvad jeg mener. Udgangspunktet var for mig, at jeg ikke mener, at Bourdieus teori hører til i kategorien "vage" begreber - jeg mener faktisk, at han begrebsligt er temmelig klar i mælet (hvis man ser bort fra, at han selvfølgelig er intellektuel franskmand, med alt hvad der deraf følger). Spørgsmålet eller diskussionen går vel så i højere grad på, at vi er uenige om, hvad der er "vage" vs. "elastiske" begreber - og der vil jeg holde fast i, at teorier er nødt til at hæve sig i abstraktionsniveau over det, de vil beskrive; ellers beskriver de jo bare samfundet med samfundets egne termer og som sådan ikke videnskabeligt. Teorien vil altid være noget andet (og mere komplekst - og dermed, måske i din udlægning, "vagt") end den virkelighed, den forsøger at beskrive?

Hvad Bourdieus normativitet angår synes jeg, at den er ret klar. Hvis ikke manden havde en ambition om, at det franske samfund burde være anderledes i forhold til social mobilitet, tror jeg ikke, at han havde brugt hele sit liv på at bevise "reproduktionen". Det er rigtigt, at han muligvis ikke skriver det direkte i sin teori (teorien skal jo bare forklare reproduktionen og dominansen) - men mon ikke han er drevet af et ønske om at tingene kunne blive anderledes? Det tror jeg.

Lars

Hej

Det er jo netop manglen på eksplicitten der er beklagelig...

det samme gælder vel rationel choice - at den er klar normativ (som alle teorier vel er, hvis man dekonstruerer dem), men prøver at skjule det.

At Bourdieu havde en klar agenda, undskylder ikke at han ikke ekspliciterer den, og gør den til en del af teorien. Det er måske netop det. der gør Bourdiues teori brugbar for marketingsanalytikkere og (bio)politikkere.